Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kulturnyhederne:

Vil det lykkes DF at få et DR med mindre gøgl?

Mens kulturministeren er på roadshow om DR, lægger DF nyt pres på de borgerlige partier. Blandt de øvrige kulturnyheder kan man læse, at Celine Dion snakker for meget, mens Bob Dylan holder tæt - helt tæt.

Den canadiske sangerinde Celine Dion åbnede sin Europaturne i Københavns Royal Arena torsdag aften.  Med masser af glitter og  glamour, stor stemme og lange kedelige historier. 
Den canadiske sangerinde Celine Dion åbnede sin Europaturne i Københavns Royal Arena torsdag aften.  Med masser af glitter og  glamour, stor stemme og lange kedelige historier. 

Velkommen til fredagens kulturnyheder ved afslutningen på en uge, hvor en del af meningsdanner-Danmark er samlet på klippeøen Bornholm til Folkemødet. Det gælder også inden for kulturområdet, hvor man torsdag aften på havnen i Allinge kunne høre kulturminister Mette Bock (LA) i diskussion med socialdemokraten Mogens Jensen om DRs fremtid og tankerne om et nyt medieforlig.

Det kunne vi andre så også, fordi det blev transmitteret i Deadline. Umiddelbart havde Mogens Jensen lidt svært ved at komme til orde over for en øjenrullende, skarptalende kulturminister, der efter nogle dages roadshow for at møde virkelighedens DR-forbrugere i øjenhøjde kunne rulle sin langsigtede plan for oplægget til medieforhandlingerne ud. Alt stod åbent, som det hed. Dog med den sikkerhed, at det endte med en lavere licens - og nok også et mindre DR.

Men alt den undersøgen og debat er der såmænd ikke så meget grund til, mener regeringens støtteparti, DF, der i denne sag for en gangs skyld ikke er på linje med S. Partiets medieordfører, Morten Marinus, slår nu til lyd for, at de borgerlige skal lave et smalt medieforlig, der for alvor kan gøre op med DRs størrelse og indflydelse.

»Nogle gange kan et forlig også blive for bredt. Det må gerne være smallere set med Dansk Folkepartis øjne... Der er brug for, at man skærer DR til, så man fokuserer på klokkeklare public service-forpligtelser og mindre udenlandsk indhold og mindre gøgl og underholdning,« siger Morten Marinus til DR.dk. Heller ikke V og K har umiddelbart behov for det brede forlig, hvor alle skal have lidt, siger de til DR, mens den liberale kulturminister helst vil vente med indholdsdiskussionen til hendes store undersøgelsesplan er afsluttet. Den kan man læse og kommentere på hjemmesiden antennerneude.dk.

Læs DR.dks historie om medieforliget her:

Snak var der også en del af, da Celine Dion i aftes gæstede Royal Arena, som første sted på hendes europaturné, mente anmelderne.

»Den canadiske popsangers store stemme fejlede ingenting, men det samme gjaldt ikke for hendes valg af covernumre og langtrukne taler til publikum,« lød en konklusion her i Berlingske, mens Politikens anmelder skrev, at »Céline Dion blæste taget af Royal Arena, inden hun punkterede koncerten med snak.«

»Nogle vil nok kalde Céline Dions stemmedemonstration for kompetenceporno. Andre har hadet det siden, hun lod Titanic synke til lyden af en Jethro Tull-fløjte i 1997. Men Céline Dion er samtidig bjergtagende storhed og teknisk ekvilibrisme, som kun få sangere mestrer. Det kan trække gåsehuden frem i nakken, hvis man ikke har paraderne oppe, og hendes fans elsker hvert eneste sekund af den sludrevorne canadiers selskab,« skriver Politikens anmelder og kvitterer med fire hjerter - en mere end antallet af stjerner hos både JP og Berlingske.

Så var dommen noget hårdere hos formiddagsaviserne, hvor BT godt nok også giver tre stjerner, »selv om den canadiske megastjerne selv jokede med, at hun nu beviste, at hun altså ikke bare er en falleret diva henvist til at sygne hen under Las Vegas’ showbizz-rampelys, bar hendes koncert i Amager-arenaen præg af et indstuderet og lettere tyndslidt hitmaskineri, som allerede er blevet fremført lidt for mange gange før,« lød det i den lunkne anmeldelse.

Mens Ekstra Bladets Thomas Treo vanen tro lod øksen falde rent: under overskriften »Total kikset Celine Dion«: »Gennem hele 144 minutter gav divaen en spektakulært smagløs opvisning i kandiseret kitsch og blævrende melodrama.« To stjerner.

En, der til gengæld ikke siger for meget, hvis han kan slippe for det, er Bob Dylan, hvis Nobel-foredrag i denne uge affødte anklager om plagiat. I talen taler Dylan om sin inspiration af værket »Moby Dick« og gengiver dele af det, men gengivelsen ligner i mistænkelig grad den, man kunne finde på en lektiehjemmeside, havde magasinet Slate fundet ud af - gengivet blandt andet her i Berlingske.

Det er ikke noget, Dylan selv har gidet svare på, men amerikanske aviser har fået diverse Dylan-kendere til at komme med deres mening, og de må siges at tage den med ro:

»Hans forelæsning er vild og mærkelig. Det er et postmoderne kunstværk og enhver form for collageteknik er helt i orden,« siger musikprofessor Alex Lubet til Minneapolis Star Tribune, mens han professorkollega David Yaffe fra Syracuse University bakker op:

»Jeg var meget bevæget af hans tale og bliver ikke mindre bevæget af at vide det her. Manden er hele tiden på turné. Han er lige fyldt 76. Man kan godt forestille sig, at han tager et par genveje. Det gør ham ikke mindre Bob Dylan.«

Washington Post har gravet i tidligere års plagiatdiskussioner om Dylan, og som med alt andet omkring manden er der stof nok. For eksempel fra 2010, hvor Joni Mitchell efter en sammenligning over for Los Angeles Times afslørede en dyb aversion mod hr. Dylan:

»Bob er overhovedet ikke autentisk. Han er en plagiator, og hans navn og stemme er falsk. Alt ved Bob er et bedrag. Vi er som nat og dag, han og jeg.«

Læs historien her:

Blandt ugens øvrige kulturnyheder har Politiken kunnet fortælle om en diskussion blandt museer om, hvordan besøgstallet skal gøres op. Gennem billetsalget kunne man tro, og sådan gør man det da også på Louisiana, SMK og de fleste andre steder. Men blandt andre Aros i Aarhus og Dansk Designmuseum har udvist kreative evner og er begyndt at tælle alle besøgende med - også håndværkere og folk, der bare går igennem museet. Det kan man nemlig gøre på Aros, og det har fluks bragt besøgstallet et par hundrede tusinde op årligt. Lige lovligt kreativt, mener blandt andet Louisiana.

Og så har Danmarks første rigtige boksefilm haft premiere. »Den bedste mand« over Jørgen Hansens karriere i 70erne er blevet en varm og charmerende film om en slags dansk Rocky er stort set alle anmeldere enige om. En film om at kæmpe i ringen, men især om at kæmpe med sig selv. Der er stort set fire stjerner over hele linjen.

I en helt anden boldgade er sangerinden Medina begyndt at røre på sig. Midt i ugen gav hun en minikoncert for udvalgte, der blandt andet bød på verdenspremiere på nummeret »Skyttegrav«, ifølge BTs dækning en to år gammel sag fra skuffen om mediernes dækning af hendes karriere. Hun føler sig ofte jaget og forklarede, at hun ofte kan stå op til overskrifter, som gør hende ked af det, og som hun samtidig ikke forstår.

»Jeg har oplevet så mange mærkelige ting. Jeg har læst om, at jeg skulle have siddet i et fly og været helt vildt sindssyg divaagtig. Men jeg var bare aldrig på det fly. Sådan noget oplever jeg tit. At der bliver skrevet ting, jeg skulle have gjort, hvor jeg slet ikke har været fysisk tilstede. Man tænker »hvem fanden finder på sådan noget?«. Måske er det bare fordi, folk har set en, der minder om mig? Jeg ved det ikke,« sagde hun til BT.

Se minikoncerten her:

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.