Viking i hjertet

Fra alle egne af verden kommer nutidens vikinger til Skandinavien for at slås, spise, synge og dyrke historien. Fælles for dem alle er ønsket om tætte venskaber og det simple liv.

»Bacon! Bacon! Bacon!«
Råbene gjalder taktfast gennem Trelleborgs langhus. Salen er fyldt fra ende til anden, og i midten står en fuldskægget norsk viking med bar mave og kyler endnu et læs fedtglinsende bacon i stegegryden over den åbne ild.

Der bliver drukket hektolitervis af øl i skæret fra bålet, og mange af øldåserne er gemt væk i hæklede omslag eller hældt i lerkopper. Nogle overophedede vikinger køler sig ved at hælde et par dåser af den gyldne væske ud over sig. En anden gruppe kaster sig ud i et kvad om forne tiders bedrifter.

»Bacon! Bacon! Bacon!«
Det er den traditionsrige årlige baconfest, som er i gang, og luften er tyk af røg, sved og svineflæsk. Vikingemarkedet på Trelleborg har lokket mange hundrede vikinger til. De er kommet hertil fra nær og fjern. Quebec i Canada. Bergen. Sydtyrol. Aarhus. Austin, Texas.

Det at være viking er ikke begrænset til de skandinaviske lande. Folkeslaget – eller subkulturen – er nået endnu længere ud end for omkring 1000 år siden, da de oprindelige vikinger opdagede Nordamerika og døbte det »Vinland«.

Tilbuddet om et tæt og intenst fællesskab trækker mange til. Eller fascinationen af en svunden tid, hvor verden var mere simpel. En længsel tilbage til tider, hvor mobiltelefonernes xenonblitzlys ikke ustandselig blinkede, når man var i festligt lag, og hvor stridigheder blev afgjort på slagmarken. Samtidig er der også en god portion nørderi i det for nutidens vikinger. Målet kan være at genskabe sølvsmykker med motiver fundet i udgravninger af vikingehøje, eller at farve uld og hør med alskens planter fundet rundt omkring i naturen og iklæde sig tøj i vikingestil. Eller det kan være at slås som i de gode gamle dage.

»Kill kill kill!«
På slagmarken tidligere på dagen står to lange linjer af vikinger klar til kamp. På den ene side repræsenterer de kong Harald Blåtand, og på den anden hans søn Svend Tveskæg.

Historisk set er det sandsynligt, at der omkring år 985 var kampe ved Trelleborg mellem Harald Blåtand og sønnen Svend Tveskæg. Harald havde gjort sig upopulær, og Svend blev udset til at afsætte sin far. Der er fundet brandspor ved Trelleborg, som kan tyde på, at der var kampe her. Harald Blåtand blev afsat som konge og døde kort efter i eksil. Men slaget her i 2013 har ikke et på forhånd givet udfald. Det er snarere en kampsport med historisk islæt komplet med et sindrigt regelsystem for, hvornår og hvordan man slår hinanden ihjel.

To af de mange vikinger, som har fundet vej til dagens slag, er Ravn og hans kæreste Asa. Uden for vikingeverdenen hedder de Søren Stadsholt og Emma Jane Cross og kommer fra henholdsvis Danmark og England.

De fandt hinanden i langhuset under Bukkøy Vikingefestival i Norge for fem år siden. De havde også mødt hinanden året før, hvor Asa ikke kunne holde Ravn ud. Hun syntes, at han var arrogant. Men det ændrede sig. Asa havde fået en nyreinfektion, og Ravn var den eneste viking, som havde en seng i sit telt. Så Asa fik lov at ligge og komme sig over sygdommen hos ham. Det regnede, og Ravn havde lukket teltet til og tændt et lille ildsted. De kom hurtigt tæt på hinanden.

Da markedet var slut, tog Asa med sin vikingegruppe tilbage til England, og Ravn tog tilbage til Søborg. 14 dage efter flyttede hun til Danmark, og nu deler de både telt og kærligheden til vikingelivet.

Ravns passion for livet som viking er på fuld tid. Han stykkede den fri ungdomsuddannelse sammen til en uddannelse i klassiske håndværk. Et praktikophold i Sagnlandet Lejre betød et møde med lederen af Klub Ungdommens Hus i Roskilde. Lederen havde en mission om at arbejde med kulturarv, en af Ravns store interesser. Han blev ansat og var med til at etablere en vikingeklub, hvor de tog dels nogle velfungerende og nogle socialt belastede drenge og begyndte at træne våben med dem og tage dem med ud på vikingemarkeder. Det var kolonier, hvor drengene boede i telt og formidlede historien til andre børn og derigennem skulle styrke deres selvforståelse. Ravn kunne ikke holde sig fra vikingelivet, og tog af sted til flere og flere markeder, også uden børnene. Han har en stor kærlighed til friluftslivet, men det er ikke den eneste grund til, at han hvert år har brugt måneder i sit lærredstelt på markeder rundt omkring.

»Jeg søger mod den minimalistiske leveform, og det er ikke den IKEA-minimalistiske. Men mod, hvad der egentlig er nødvendigt for at klare sig. Jeg har ikke haft fjernsyn i omkring syv år, og jeg gider det ikke længere. Jeg har fundet frem til, at når man skærer alle de forskellige goder fra, så kan man glædes lige så nemt ved at have få ting som ved at have mange.«

Det er simple ting, som betyder noget for ham: Duften af nybagt brød. En håndlavet lerkop at drikke af. Solopgangen om morgenen. Et velsat telt, der holder regnen ude.

»Kampen for at gøre tingene så autentisk som muligt er et tveægget sværd i vikingemiljøet. Der er en del, som higer efter autenticitet for at komme højere op i hakkeordenen på markederne. Det bliver en kamp om, hvem der ved bedst. Jeg er mere tilhænger af sparring og udvikling. Vi bliver ved med at grave de her ting op af jorden, men hvad deres funktion er, kan vi kun finde ud af ved så vidt muligt at leve, som vikingerne gjorde. Vi fatter måske to procent, og resten er gisninger. Hvilket er rigtigt fascinerende.«

Asas passion for vikingerne blev vakt under et to ugers praktikophold i en landsby, hvor de arbejdede med genskabelse af vikingetidens historie. Hun var 19 år og havde boet på gaden i Camberley, en lille engelsk by, efter hun fik en rygskade i den sidste uge af sin balletdanseruddannelse. Hun kunne ikke færdiggøre uddannelsen, og i stedet kom hun på et 12 ugers kursus for unge, der manglede kvalifikationer for at kunne få et arbejde. Praktikopholdet i landsbyen valgte hun selv som en del af kurset.

Men det var først efter nogle år, at hun for alvor kastede sig ud i vikingeriet. Hun ville gerne lære at slås med sværd. Lige siden hun var barn, havde hun trænet hver dag, men rygskaden havde sat en midlertidig stopper for det. Hun trænede sig op til at blive en del af en kampgruppe og tog på markeder rundt omkring. Efterhånden blev vikingelivet en større og større del af livet.

Tilbage i langhuset står vikinger i små grupper rundt omkring i salen og diskuterer dagens slag, af og til afbrudt af kvad og råb.

»Does anybody have whisky? Whisky? Does anybody...«

Den næste ladning bacon skal flamberes, og nordmændene råber ud, om der er nogen, der kan undvære en sjat sprut til formålet.

Så stilner råbene af, kampstrategi og teknik bliver atter vendt og drejet omkring bålet. Det er også nu, at nære venskaber mellem vikinger fra hele verden bliver plejet med øl i kopperne og en stadig strøm af svineflæsk, som bliver sendt rygende varm rundt i salen på træfade. Næsten som i de gode gamle dage.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.