Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
ROMAN

Vidunderlig bog om kunsten at fange hajer fra en gummibåd

I »Havbogen« skriver norske Morten A. Strøksnes om jagten på en grønlandshaj og om meget andet. Om øliv, om venskab, om havet, og om hvad dybet gør ved vores fantasi.

 

Der er ikke altid så stor forskel på at læse fiktion og læse det, jeg i mangel på bedre kalder ikke-fiktion. Altså alt det, der ikke bygger på digt og forestillingskraft.

Fredrik Sjöbergs bøger er et eksempel på, hvordan videnskaben kan danne grundlag for en læseoplevelse, der ikke bare ligner, men også er på kunstnerisk omgangshøjde med de bedste romaner. Særligt »Fluefælden« er fabelagtig med sin slyngende, umærkelige forening af insektviden, essayistik, rejseskildring og meget andet.

Til det forholdsvis begrænsede bibliotek med ikke-fiktive bøger med den gode fiktions sug og power føjes nu endnu en titel, nemlig »Havbogen eller Kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider«.

Lad mig med det samme slå fast, at det er en vidunderlig bog, og jeg er overbevist om, at norske Morten A. Strøksnes har læst svenske Sjöberg. Flere af grebene og den genremæssige massefusion er i hvert fald de samme. Her er naturbeskrivelse, essaystik, videnskab, kunsthistorie og mange andre afstikkere afstedkommet af en letløbende associationsevne.

Og her handler det altså ikke om små fluer i Sverige, men om giganter i Norge. Om grønlandshajerne: Otte meter lange, en vægt på op til et ton, en alder på op til 500 år, næsten alle med øjne som parasitter har gjort næsten blinde.

Monstrøse af omfang og udseende, men ikke desto mindre sværere at se end Sjöbergs fluer. Skjult som de er under havets sorte overflade, langt deroppe mod nord ved Lofoten, hvor Strøksnes og vennen Hugo – kunstmaler, fisker, entreprenør - har sat sig for at fiske. På gammeldags maner, vel at mærke. Fra lille båd og med line, kæde og en stor krog.

Strøksnes rejser fra Oslo og op til Hugo i fire omgange, og første gang er de fulde af fortrøstning. De tror på, at det store rådne, stinkende oksehoved, de har sat på krogen, vil lokke hajen til. Men intet sker. Hverken denne gang eller de næste. Havet og himlen forandrer sig, men hajen forbliver fjern, dybt under båden.

Stilstanden og ventetiden åbner for tankestrømmene og for beskrivelser af livet på Hugos ø, Engeløya, hvor der godt nok er internet i hans lille hus, men hvor sceneriet udenfor, spillet mellem de smukke holme og monumentale bjerge og så vandet - vekslende fra krusninger, havblik og hvidt skum - er præcis som det har været så længe, hans slægt har levet der. Og meget, meget længere endnu.

Spændet i tiden og historien har Strøksnes også blik for og åbner »Havbogen« sådan: »Tre en halv milliard år skulle der gå fra det første primitive liv udviklede sig i havet, til Hugo Aasjord ringede til mig en sen aften i juli, mens jeg befandt mig midt i et festligt middagsselskab i Oslos centrum.«

Hugo fortæller, at nu er vejret til hajfangst, og på flyet derop ser Strøksnes ned på Jorden, der dækkes af mere end halvfjerds procent vand. Jorden burde ikke hedde Jorden, tænker han, »Den burde hedde Havet.«

At det meste af kloden er dækket af hav, gør også at det meste liv er skjult for os. Planter, mikroorganismer, fisk, pattedyr. Selv det største dyr på kloden, blåhvalen. Og altså også grønlandshajen, der virker sløv, når den fanges, men hvis bug ved fangst alligevel er fuld af sæler.

Et af dybets mange mysterier. Hugo er spekulativ af natur og tænker, at hajen må være eksplosiv og kan skyde sin kæbe ud. Mens forskningens teori er, at hajen stille og roligt fanger sælerne, når de sover på havbunden.

Det sker under alle omstændigheder nede i mørket. Og det, vi ikke kan se, stimulerer fantasien. Som den hvide kaskelot Herman Melville skrev om i »Moby Dick«, og som Strøknæs læser som et symbol på det onde. Hans og Hugos jagt på grønlandshajen er i så fald det modsatte: En jagt på det gode; på eventyret på naturens præmisser og på nye indsigter om det skjulte.

Havoverfladen, der skjuler alt, har nu dog haft negative konsekvenser. Strøksnes skriver klogt om, hvordan man ville protestere, hvis der skulle bores efter olie midt i nationalparken Serengeti i Tanzania, og at Norge giver milliarder for at redde regnskoven i troperne. Men nordmændene tænker ikke på den fantastiske natur, der er skjult under dem selv og etablerer gladeligt olieindustri, som forstyrrer økosystemet dernede: »Selv har vi et enestående sted, et Serengeti under vand.«

Den slags tanker åbnes der for i gummibåden, hvor de to mænds venskab også får plads. Som så meget andet i »Havbogen«, der benytter årstiderne som strukturerende princip og jagten på hajen som spændingsmotor. Men bogen handler måske mest af alt om det hav, hajen svømmer i, og om alt det, vi ikke kan se. Det som ægger kunstnere, videnskabsmænd og hele folkloren. Det der i gulnede bøger bliver til tegninger af skællede monstre, og det som forskerne forsøger at forklare, belyse, oplyse.

To modsatrettede bevægelser. Men havet levner stadig uendelig god plads til såvel forskning som fantasi. Det meste dernede er jo stadig ukendt land, er stadig terra incognita. Eller måske snarere mare incognitum. Og »Havbogen« er et lærd og indlevet blik på det hele. Set fra en lille gummibåd.

Forfatter: Morten A. Strøksnes. Oversætter: Birgitte Steffen Nielsen. Sider: 396. Pris: 300. Forlag: Don Max.

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.