Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Folkeoplysning

Videnskaben skal ud til mange flere

Aarhus Universitetsforlag udgiver i denne måned den 30. bog i Tænkepause-serien, hvor forskere formidler i en kort, letlæst form. Med et oplag på næsten 400.000 er serien en succes uden sidestykke, men det har krævet sit af såvel redaktøren som forskerne.

Illustration: Claus Bigum.
Illustration: Claus Bigum.

Forskere sværger til præcision, nuancering og omhyggelighed. Ord som sjældent rimer på folkelighed og slet ikke i dag, hvor ordet oplysning har fået et støvet præg og et andet foretrækkes, nemlig underholdning. Engang så vi »Kvit eller dobbelt«, nu ser vi X Factor, kunne man lidt poppet sige.

Men måske er ovenstående bare en fordom. Der er i hvert fald en stærk, bred interesse for forskningen og dens resultater, hvis bare det formidles på den rigtige måde.

Det er Aarhus Universitetsforlags Tænkepause-serie et bemærkelsesværdigt bevis på. Her er konceptet klart: En af universitetets forskere får til opgave at skrive en bog om sit forskningsfelt i et klart, interesseskabende sprog, der kan forstås af enhver. Det har han eller hun 60 små sider til. Hverken mere eller mindre. Og den færdige bog sælges siden til en fadøls pris – 39,95 kr.

I dag tæller Tænkepause-serien 30 bøger og er kommet i et oplag på næsten 400.000. Til sammenligning kom Jussi Adler-Olsens seneste roman, »Den grænseløse«, i et førsteoplag på 230.000. Så interessen for de små bøger er overvældende, og landet over læses bøgerne med besnærende étordstitler som »Monstre«, »Kroppen«, »Myrer«, »Gud«, »Universet« »Frihed«.

Men succeshistorien begyndte faktisk med en anden bogserie på Aarhus Universitetsforlag, fortæller redaktør på Tænkepause-bøgerne Søren Mogensen Larsen:

»Vi havde i længere tid kørt serien Univers, hvor hver bog er på 200 sider. Her skrives der også om store videnskabelige emner på en let tilgængelig måde, men stadig med mange flere videnskabelige konventioner indblandet. I det arbejde opstod tanken om at lave en endnu mere skarptskåret formidlingsserie, som efter mange møder og idéudvekslinger blev til Tænkepauser.«

»Myrer er det mest spændende i verden«

Søren Mogensen Larsen forklarer, at ambitionen fra start var »at nå flere, at komme længere ud«:

»Univers-serien solgte ikke i fantastisk store oplag, men vi havde en fornemmelse af, at almindelige mennesker rigtig gerne vil have del i den viden, der er på universitetet, men at der manglede et bindeled mellem dem og universitetet. Det led er Tænkepause-serien, og vores fornemmelse har vist sig at holde stik: Serien er en fantastisk succes, og bøgerne bliver brugt på mange forskellige måder. Der er for eksempelvis højskoler, der laver Tænkepause-uger, hvor vi får tilbagemeldinger om, at eleverne aldrig havde troet, de ville finde viden om myrer interessant, men bagefter synes de, det er det mest spændende i verden. Nye verdener åbnede sig for eleverne på højskolerne, og netop højskoleværdierne ligner vores. Der er nemlig også et klart dannelsesperspektiv i serien, der ikke er opdragende, men udelukkende oplysende.«

Forskere er som nævnt tilhængere at præcision, nuancer og omhyggelighed. Så det må have været en udfordring at få dem med på Tænkepause-ideen. Ikke bare med dens krav om korthed og fyndighed, men også om letlæsthed.

»I begyndelsen håndplukkede vi skribenter på universitetet, som vi vidste var supergode formidlere«, husker Søren Mogensen Larsen. »Men efterhånden som serien blev en succes, er forskerne på universitetet begyndt at henvende sig til os med et emne, de gerne vil skrive en bog om. I dag er der faktisk rigtig meget prestige i at skrive en Tænkepause, og modsat hvad man måske tror, så ønsker forskere ikke at lukke af over for verden. Det er en fordom. De vil gerne nå rigtig mange med deres forskning og videregive deres fascination og forskningens relevans. Det kan Tænkepauser hjælpe med, og helt konkret så mødes jeg med den pågældende forsker, inden han eller hun begynder at skrive. Her gør jeg det klart, at der skal fortælles med konkrete eksempler og historier, så læseren er fanget hele vejen igennem bogen.

Det nytter ikke at skrive halvanden sides teoretisk udredning og derefter påhæfte et lille eksempel. De generelle, abstrakte, teoretiske konklusioner skal integreres ubemærket i de gode historier. Så der er tale om en vending i måden, man normalt skriver på i akademia, altså i universitetsverdenen. Vi gør også forskerne klart, at når de afleverer et manuskript, er det langtfra færdigt. Man kan sige, at arbejdet kun lige er begyndt, og den redaktionelle proces og redigering af de 60 sider tager gerne et halvt år, hvor manuskriptet sendes frem og tilbage mellem forskeren og mig. Det er et stort arbejde, men det er sjældent, der ikke kommer en bog ud af det.«

Integritet på spil

Når manuskriptet omsider er færdigt, skal det igennem en sidste godkendelsesproces:

»Fordi vi udelader mellemregninger og forenkler, sender vi også alle manuskripterne i peer review, det vil sige i fagfællebedømmelse. Her sidder andre forskere anonymt og vurderer tekstens korrekthed og redelighed. Det sikrer, at stoffet ikke er vinklet for hårdt, sådan som man ser i videnskabsjournalistikken, hvor det er journalister og ikke forskere, der skriver. Og det er jo også forskernes integritet og renommé, der står på spil med den lille bog.«

En af de forskere, der har skrevet en bog i Tænkepause-serien, er Peter C. Kjærgaard, som er professor i evolutionsstudier og kommende direktør for Statens Naturhistoriske Museum. Sit forskningsfelt beskriver han sådan:

»Det handler om at se på os selv, på mennesker, dyr og planter, fra et evolutionært synspunkt. Mine kolleger og jeg tager et skridt meget langt tilbage i historien for at forstå os selv og vores forhold til verden, og i dét arbejde anlægger vi mange videnskabelige perspektiver. Det kan nemlig ikke klares med ét.«

At omsætte disse evolutionsstudier til 60 letlæste sider lyder hårrejsende.

»Ja, og den store udfordring er jo at finde ud af, hvad man gerne vil have, folk får at vide«, forklarer Peter C. Kjærgaard. »Jeg kunne have valgt at lave en oversigt over menneskets store historie; over fem til syv millioner års evolutionshistorie. Men det ville være fuldstændig sindssygt. Derfor gjorde jeg noget andet, nemlig at bygge bogen op om nogle virkelig gode og ikke mindst opsigtsvækkende eksempler, der gerne må tale mod den udbredte opfattelse.

Et godt eksempel er, at nogle mennesker, som vi kender dem, havde sex med neandertalerne. Vi i Vesten har neandertalernes DNA i os, mens afrikanere, som vi historisk set – og helt fejlagtigt, naturligvis – har set som primitive og laverestående, ikke har noget neandertal-DNA. En kulturel ironi, kunne man kalde det.«

Læserne er med

I arbejdet har Peter C. Kjærgaard også trukket på de allernyeste forskningsresultater:

»Det har været vigtigt for mig at få det nyeste med, og da der hele tiden opdages nyt, vil bogen også hurtigt blive forældet. Så skynd jer at læse den! Men et eksempel på nye opdagelser, jeg nåede at få med i bogen, er Laniakea – en superhob af galakser, som er hjemsted for vores egen galakse, Mælkevejen, og solsystemet og altså Jorden. Det var jeg glad for, fordi Laniakea er med til at understrege den ydmyghed, vi bør føle i forhold til ikke bare livet på planeten, men også over for det kæmpestore univers.

Ikke for at få os til at føles os ubetydelige, snarere tværtimod: For at få os til at tænke, at det er utroligt, at vi er til. Men også for at få os til at forstå, at andet omkring også er utroligt. Med den erkendelse kunne vi måske lære at gå til vores omgivelser med lidt mere respekt.«

Peter C. Kjærgaard har også selv lært meget af at skrive »Familien«, som hans Tænkepause-bog hedder.

»Jeg ved nu, at jeg kan formidle min forskning og den nyeste viden, så alle kan forstå den og se, hvorfor den er vigtig og fascinerende. At jeg ikke behøver overlade formidlingen til andre langt fra forskningen. Og så har jeg jo opdaget, at læserne er med. Det gik op for mig, da læsere gjorde mig opmærksom på en redigeringsfejl i bogen. Der står, fejlagtigt, at kvinder har et led mere i rygsøjlen end mænd. Det reagerede flere læsere på, og det er jo skønt, selvom jeg ærgrer mig over fejlen.«

Viser hvad vi ved - og ikke ved

Mange danskere har også med stor opmærksomhed læst Christian Bjørnskovs Tænkepause-bog »Lykke«. Han er professor i nationaløkonomi og forklarer først, hvad hans forskningsfelt er:

»Jeg forsker helt overordnet i, hvad institutioner gør ved samfundet. Det var også min indgang til lykke-forskningen. En interesse for, hvordan kvaliteten af eksempelvis retsvæsenet påvirker folk opfattelse af deres liv. Det er et stort og meget komplekst emne, og derfor stillede jeg mig også spørgsmålet: Hvordan i alverden prioriterer jeg stoffet på 60 sider uden at blive fordummende eller forsimplende? Og der er for mig at se to måder at gå til det på. Enten at foretage nedslag i forskningens historie eller også forsøge at tegne historien hovedlinjer. Jeg valgte det sidste og skrev også lidt længere end de 60 sider, som vi, min redaktør og jeg, fik vi skåret ned. Men min fornemmelse er da, at jeg sagtens kunne have skrevet tre helt forskellige bøger om lykkeforskning.«

Christian Bjørnskov husker, at det var udfordrende pludselig at skulle skrive uden at måtte bruge tabeller og fodnoter:

»Teksten føltes lidt nøgen. Det mindede i det hele taget mere om den måde, jeg strukturerer et introduktionskursus for mine studerende på. Og sådan synes jeg godt man kan se på hele Tænkepause-serien, altså som en introduktion på 60 sider for læsere, hvor vi kan regne med, at de er begavede, men ikke med, at de har nogen uddannelse.«

For Christian Bjørnskov er kunsten at få den forudsætningsløse læser til at forstå, hvor stor og fascinerende hans og de andre Tænkepause-forfatteres forskningsfelter er. Få dem til at se, hvor meget vi ved, men også – og det er lige så vigtigt – hvor meget vi ikke ved:

»Det er faktisk en gammel sokratisk erkendelse. Og den gør måske ikke læserne lykkeligere, men nok lidt rigere.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.

  • Musik
  • Film
  • Bøger
  • Koncerter
  • Scene
  • Kunst
  • Spil
  • Arkitektur
  • TV & Serier