Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Udkantsdanmark

»Vi skal tale os op, ikke ned«

På den idylliske Møllebanken på Nordfalster spiller der netop nu egnsspillet »Reservatet«, der tegner et dystert billede af fremtiden for lokalområdet. Men hvordan ser virkeligheden på Lolland-Falster ud fra den fraflyttede, den tilflyttede og den hjemvendtes synsvinkel?

Portræt af de medvirkende i egnspillet fra Nørre Alslev, hvor de laver et sci-fi drama om Lolland-Falster i år 2041.
Portræt af de medvirkende i egnspillet fra Nørre Alslev, hvor de laver et sci-fi drama om Lolland-Falster i år 2041.

Det er en af de dage, hvor det virker indlysende, hvis Møllebanken, Falsters næsthøjeste punkt, var en af de mest attraktive adresser i Danmark.

Varmedisen lægger et let slør over vandets blåhed, og den næsten endeløse udsigt over markerne med et klassisk rødt kirketårn, der bryder alt det grønne. Sommeren er så potenseret lige her, at havde det været et maleri, ville det være bedømt som alt for romantisk og forskønnende.

Det er let at forstå, hvorfor forfatterinden og folkemindesamleren Helene Strange så åbenlyse værdier og muligheder i stedet, at hun i 1926 anlagde Møllebanken, og for præcis 90 år siden, i juni 1926, åbnede det for folkemøder og egnsspil i stil med forfatteren Jeppe Aakjærs legendariske Jenle-fester.

I sin tale til åbningen af Møllebanken understregede Helene Strange, at det var ikke her, man skulle søge druk og gøgl. Nok var Møllebanken et folkeligt sted, men det var oplysning, der var den væsentligste mening med stedet.

Det, der sker her de næste uger, er derfor helt i den for længst afdøde ejers ånd.

Midt i området står lige nu et stort hvidt telt, hvor der de næste uger vil være fyldt med teaterpublikummer, der skal tænke sig ikke tilbage, men derimod 25 år frem i tiden. Til år 2041 og et Lolland-Falster, der næsten ikke kan rejse sig efter en naturkatastrofe tre år tidligere.

»Reservatet er et egnsspil, der er bygget op som et borgermøde, og forestillingen er på den måde en essens af Helene Stranges visioner for stedet her,« forklarer teaterleder Hannah Karina Mikkelsen fra Teater Masken, der er egnsteater i Nykøbing Falster og primus motor i egnsspillet, som er skrevet af dramatiker og instruktør Rhea Lehmann og dramatikerne Jens Kløft.

Det nutidige teaterpublikum skal forestille sig, at de lever i en krisezone. Stormen Irma har haft noget nær tsunamiagtig karakter, den har kostet mange menneskeliv, og infrastrukturen på Lolland-Falster er så godt som smadret.

Men områdets innovative borgmester, bakket op af en gruppe tilflyttere fra den kreative klasse, har nu forelsket sig i den idé, en ung, ambitiøs Djøf-type fra Udkantstyrelsen i København har fostret, og som handler om at omdanne hele Lolland-Falster til en slags reservat for det oprindelige liv i provinsen.

Et levende frilandsmuseum, hvor turister mod en klækkelig entré kan beskue, hvordan rigtige, levende mennesker klarer de daglige udfordringer i Udkantsdanmark.

Da dramatikeren Thomas Markmann, som er født på egnen, i sin tid foreslog idéen og historien til teaterleder Hannah Karina Mikkelsen, var det en slags science fiction drama, der trækker tråden tilbage til vores tid. Men her lige inden premieren er det lige før, »Reservatet« i stedet har fået karakter af realisme og forskningsprojekt.

Kommunalreformen

De tre teaterfolk, Berlingske møder denne eftermiddag har alle læst det interview, Ugebrevet A4 netop har bragt med kommunalforsker for KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, Kurt Houlberg.

Her annoncerer Houlberg, at det måske er Udkantsdanmarks – såsom Bornholm og Lolland – eneste reelle fremtidsmulighed at genopstå som »natur- og nationalparker med turisme som primært erhverv«.

Det, der er et konstrueret borgermøde i forestillingen, kan måske snart blive virkelighed?

At de senere år har været særligt hårde for det, der ellers i folkemunde så smukt og indbydende kaldes Sydhavsøerne, lægger hverken skuespiller Pauli Ryberg, der spiller borgmesteren, teaterleder Hannah Karina Mikkelsen fra Teater Masken, eller frivillig Arne Skjelmose, der spiller en irriterende insektforsker, skjul på.

Nedlæggelsen af amterne i forbindelse med kommunalreformen tog hårdt på Lolland-Falster.

Der er lukket store industriarbejdspladser gennem årene, med værftet i Nakskov som en af de mest berømte. Den sukkerproduktion, som Lolland-Falster altid har været forbundet med, er en skygge af sig selv nu, den er effektiviseret eller sendt ud af landet, og af de mange fabrikker, der bearbejdede sukkerroerne rundt om på de to øer, er der i dag kun reel sukkerproduktion i Nykøbing Falster.

Pauli Ryberg, der er født i Nakskov på Lolland, huskertydeligt, hvordan lukningen af værftet påvirkede byen og den vej, han er opvokset på, ikke kun på de store linjer med arbejdsløshed, men også som et mentalitetsskifte.

»Min barndoms vej i Nakskov var fyldt med værftsarbejderfamilier. Man havde selv bygget sine huse, min farfar havde bygget vores, vi var på julegaver med naboerne, og postbuddet fik en stor cigar til jul. Rundt om haverne var der små stakitter, og man omgik hinanden. Men da værftet lukkede, forandrede det sig.«

»Der var nogle mentale ringe, der bredte sig udover vores vej. For eksempel kom jeg en dag i 1970erne hjem på besøg og opdagede, at de lave, hvide stakitter var udskiftet med to meter høje raftehegn ind mod de naboer, man før havde drukket øl med om sommeren og været på julegave med. Folk lukkede sig inde.«

»Når jeg spurgte mine forældre, hvorfor de havde sat hegnet op, kunne de ikke rigtig svare på det, andet end de havde set det i en tilbudsavis, og der var andre på vejen, der havde fået det. Det kom snigende umærkeligt, men det ramte hele vejen,« fortæller Pauli Ryberg.

»Jo rigere, vi hver især er, jo mere bange er vi for at miste det. Værftsfamilierne i din barndom havde den samme fjende, de var i samme båd, derfor var de nødt til at snakke sammen. Men jo bedre de får det, jo mere kan de isolere sig,« supplerer Arne Skjelmose, der også mener, at centraliseringen mod de store byer har en stor betydning for udviklingen på Lolland-Falster.

»Dels er der den almindelige centralisering, der har stået på siden industrialiseringen i 1800-tallet. Men så er der den anden centralisering. Det er den, der gør, at mine børn for eksempel ikke kunne drømme om at bo her på Falster. Det er en form for verdensborgertræk, der siger, at vi skal ind til storbyen,« mener Arne Skjelmose, der har begge sine børn boende i København.

Mange fra lokalområdet er involveret i stykket som skuespillere eller hjælpere bag kulisserne.
Mange fra lokalområdet er involveret i stykket som skuespillere eller hjælpere bag kulisserne.

40 år på øen

Det er samtidig den udvikling, eller den centralisering, som forskere som Kurt Houlberg fra KORA mener, er noget nær umulig at ændre.

»Vores børn kunne ikke drømme om at komme tilbage. Når vi ser på børnene i vores bekendtskabskreds er det nogenlunde fifty-fifty, hvem der er blevet, og hvem der er flyttet. Der er også dem, der ikke kunne drømme om at flytte herfra. De, der flytter, gør det ofte på grund af uddannelserne, og de bliver boende der, hvor de har læst, for der har de fået etableret deres netværk,« forklarer Arne Skjelmose, der selv har boet på Falster siden 1976.

Han og hustruen kom til øen på grund af hendes arbejde. De var friske på at prøve noget andet et par år, og så skulle de tilbage til København – sagde de til hinanden. Indtil den dag, Arne var til en jobsamtale på Københavns Universitet:

»Da vi bagefter mødtes på Hviids Vinstue på Kongens Nytorv, vidste vi, at nej, vi skal ikke tilbage til København. Der var larm, os, trafik. Der tog vi valget om at blive på Falster. Og det har vi ikke fortrudt så meget som halvandet sekund,« siger Skjelmose efter 40 år på øen.

»Det var et mindre samfund, vi kom til, og i løbet af få år fik vi solide bekendtskaber. Vi havde børn i skolealderen, var interesserede i teater, både i at spille det og gå i teatret. Men vi var også begge to på arbejdspladser, hvor man sås udenfor arbejdstiden, tog på udflugter og lignende.«

»Det gør man ikke på samme måde i dag. Så vi lærte hurtigt mange at kende, og blev knyttet til lokalmiljøet i en grad, som vi kan se, vi ikke ville være blevet det, hvis vi havde boet i København.«

Vennekredsen er dog især kommet til at bestå af andre tilflyttere. Det var dem, Skjelmose-parret mødte, når de var med i egnsspillene og gik i teatret.

»De fastboende lokale havde sikkert ikke samme behov for at komme ud og møde nye mennesker. De havde jo deres på det tørre, modsat os som var flyttet til. Vi havde mere brug for at blive assimileret,« siger Arne Skjelmose med et grin.

Dystert billede

Pauli Ryberg tog turen den anden vej. Han flyttede fra Nakskov lige efter sin studentereksamen. Et par kusiner havde fortalt ham om Holbæk Kunsthøjskole, og efter et år på højskolen var han faldet i gryden og fik teater som sin levevej.

Men det var ikke en flugt fra barndomsbyen, understreger han. Det var tilfældigheder, der gjorde, han flyttede videre til Odense og siden til København, hvor han var central i 1990ernes hippe teatergruppe, Dr. Dante, og siden har været en af de faste skuespillere på teater Får 302.

»Hvis jeg var blevet boende på Lolland, var jeg nok blevet social- og sundhedshjælper eller også havde jeg arbejdet i det, man dengang kaldte åndssvageforsorgen. Jeg var i praktik et par steder som ung, og det var jeg rigtig glad for. Det kunne jeg sagtens se mig selv som,« siger Pauli Ryberg, der stadig har meget familie på Lolland-Falster, ligesom han tit låner et sommerhus af en ven og på den måde kommer tilbage til barndommens land som turist.

Én gang om året mødes han med sine gamle klassekammerater.

»Vi var børn af ufaglærte værftsarbejdere. De fleste af mine klassekammerater er blevet boende her, og de er i dag sygeplejersker, pædagoger, maskinarbejdere. Hver gang vi mødes, siger de, at »det passer ikke det, medierne skriver om os hernede, Pauli. Vi trækker bare på skuldrene af det, for vi har det dejligt her«,« fortæller han.

Det dystre billede af Lolland-Falster som Pauli Rybergs klassekammerater og andre fastboende føler, at for eksempel DR-udsendelsen »På røven i Nakskov« om folk på overførselsindkomst i den gamle værftsby, var udtryk for, nager stadig.

Ikke at det billede, udsendelserne skildrer, er forkert, men det er ikke den eneste sandhed.

Mens de tre teaterfolk er enige om, at Rødby må siges at være ikke bare død, men stendød, og at det risikerer man også selv at være, hvis man er så uheldig at få hjertestop i Nakskov efter klokken 16, er der til gengæld befolkningstilvækst i Guldborgsund kommune, der er et Femern-byggeri på vej, et nyt fængsel, og snart kan man komme til Hamburg på under halvanden time. Det sidste er attraktivt for mange virksomheder.

Men også salget af sommerhuse i Marielyst-området stiger, ikke mindst fordi byens restauranter og butikker er gået sammen om at sørge for, der også er liv mellem efterårsferien og påsken.

»Det er hårde betingelser at bo i udkanten. Hvis ikke vi har nogle gode skatteborgere, går det ud over kultur, uddannelse, sygehuse. Lige nu har vi stadig masser af kultur og uddannelse, men kommunerne ER trængte. Det er ikke rosenrødt, det hele. Men der er også mange, der går sammen og siger, at vi kan gøre noget, når vi står sammen.«

»Vi har for eksempel et kvindenetværk, Quality Lolland-Falster, hvor vi mødes en gang om måneden. Kvinderne er som regel dem, der bestemmer, hvor familien skal bo, så med QLF kan vi tilbyde dem et netværk, hvis de flytter herned,« siger Arne Skjelmose.

Pauli Ryberg, som er født på Lolland, spiller borgmester i stykket.
Pauli Ryberg, som er født på Lolland, spiller borgmester i stykket.

Fremtiden

Han kalder sig selv »en gammel sur mand«, for i sine sorte stunder tror han ærlig talt, at det bliver svært for alvor at vende udviklingen til at blive en lys fremtid for Lolland-Falster.

»Der er mange gode initiativer, og der dukker også hele tiden noget op, hvor man tænker, at nu sker der noget. Men så lukker tingene alligevel igen. De gode viljer er ikke nok, der er så mange andre hjul, der drejer i den mekanisme, at der skal mere til. Vi har store herlighedsværdier hernede – men det kan vi ikke leve af. Det er nok naivt, hvis man bare tænker, at det skal nok gå.«

Er det så ikke lovlig Morten Korchsk, når I i »Reservatet« lægger op til, at det, der skal bære Lolland-Falster videre, er sammenholdet, at man kommer hinanden ved og løfter i flok?

»Det er ikke nok bare at tænke gode tanker, man skal også skabe nogle muligheder,« understreger Hannah Karina Mikkelsen.

Hun hører selv til en gruppe mennesker, som rigtig mange landdistrikter over hele landet, ville ønske, der var flere af: Barnefødt på Lolland-Falster, uddannet i København, men i dag flyttet tilbage, og nu altså teaterleder i Nykøbing Falster. Hun er gift med en ejendomsmægler og bosiddende i den mindre by, Eskildstrup.

»Jeg vil gerne have, at publikum går fra Møllebanken med en stolthed over at være herfra og bo her. Med en større kærlighed til vores område. Og med det budskab, at vi skal lære vores nabo at kende, for så kan vi bedre løfte sammen. Vi skal tale os op, ikke ned,« siger Hannah Karina Mikkelsen.

»Når krisen kradser, og krybben er tom, kan man jo vælge at dele det, der er,« siger Pauli Ryberg og fremhæver den gamle andelstanke som noget, der begynder at brede sig igen, især på landet.

»Tag et sted som den lille fynske by Korinth. Her er beboerne gået sammen og har i fællesskab lavet et kulturhus, startet en teaterforening og en biograf. Det KAN lade sig gøre, når man går sammen om at få det til at lykkes.«

»Den tanke er et projekt som »Reservatet« også en del af. For hvis man kan få en stor teaterforestilling op at stå sammen, så kan man også få gang i et erhvervsliv og andre ting sammen,« mener han, inden han tager den store borgmesterkæde på og for i hvert fald et par timer er manden med magt over fremtiden.

»Man er nødt til at tænke over de emner, forestillingen behandler. Hvordan skal vi påvirke fremtiden? Skal der komme en projektmager udefra og fortælle os, hvad vi skal gøre, eller er det ikke bedre, at det kommer fra os selv?« spørger Arne Skjelmose, snart forvandlet til insisterende insektforsker.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.