Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
#Artselfie

Vi er vilde med selfies på museerne

Det kan godt være, at de både forstyrrer vores egen og de andre gæsters oplevelse af kunsten. Men det holder os ikke tilbage. Kunstudstillinger er en populær kulisse for selfier, og det er de store museer ikke sure over.

På Louisiana er man godt tilfreds med Kusama-udstillingens udbredelse på de sociale medier.
På Louisiana er man godt tilfreds med Kusama-udstillingens udbredelse på de sociale medier.

Man behøver ikke at besøge Louisiana for at se japanske Yayoi Kusamas farvestrålende installationskunst, som for tiden kan opleves på udstillingen »I uendeligheden« på det nordsjællandske museum. Kunstnerens spejlinstallationer med de karakteristiske prikker, organiske former og pangfarver har i overvældende grad været kulisse for selvportrætter på de sociale medier de seneste måneder.

»Den perfekte udstilling til selfier,« konstaterede Berlingskes kunstanmelder, Torben Weirup, kort og godt i sin anmeldelse af udstillingen.

På Statens Museum for Kunst er det også oplagt at tage en kunstselfie. Her støder gæsterne under den aktuelle Eckersberg-udstilling »En smuk løgn« på et lille rum, hvor de selv kan blive centrum i et Eckersberg-billede.

Selfies er blevet en stor del af kunstoplevelsen for mange museumsgængere.
Selfies er blevet en stor del af kunstoplevelsen for mange museumsgængere.

På Aros i Aarhus byder Monet-udstillingen også på oplagte selfiemuligheder – blandt andet et rum, der er indrettet som et venteværelse og har en Monet hængende på væggen.

Og det er blot nogle eksempler på populære spot til kunstselfier, som er en yndet disciplin herhjemme, mens det på nogle udenlandske museer som MoMA i New York og National Gallery i London er blevet så påtrængende et fænomen, at man har forbudt gæsterne at medbringe selfiestænger – blandt andet for at undgå, at kunstværkerne og andre besøgende kommer til skade.

Potentialet glemmes

På Louisiana er man godt tilfreds med, at Yayoi Kusamas prikker har bredt sig på de sociale medier som mæslinger i en uvaccineret børnehave. Og det er der mindst to grunde til.

»Som sådan er det jo udtryk for, at folk føler sig hjemme her – at museets virkelighed ikke er adskilt fra det omgivende samfund. Folk bringer deres hverdagsliv og kulturelle vaner med ind i museet som noget meget naturligt.«

»Og så er det jo en måde for folk at anbefale udstillingen på. Jeg ser udbredelsen af selfier fra udstillingen som en moderne udgave af mund til mund metoden i en tid, hvor alle har et kamera på sig. Folk anbefaler udstillingen til deres venner ved at vise, at de selv har været her – og det kan vi jo kun være glade for,« siger udstillingens kurator, Marie Laurberg.

Yayoi Kusamas udstilling på Louisiana har været en yndet kulisse for selfies.
Yayoi Kusamas udstilling på Louisiana har været en yndet kulisse for selfies.

Kunstkommentator Torben Sangild holder sig ikke selv tilbage for at tage en kunstselfie og lægge den på de sociale medier, men han har det blandet med fænomenet.

»Det kan godt blive for meget. Måske især på Kusama-udstillingen, hvor der også var enormt mange mennesker. Folk gik ind og tog en masse selfier, og det var ligesom det, at det kom til at handle om, selvom kunsten er lavet længe før selfien. Værkerne har nogle andre potentialer, som bliver glemt,« siger Torben Sangild, som generelt synes, at det er ærgerligt, hvis museumsbesøg kommer til at handle for meget om os selv.

»Helt principielt er det jo vigtigt, at vi gennem kunsten kan erfare noget, der ligger uden for os selv. Der er jo rigeligt i hverdagen, der bare handler om os selv, og et kunstmuseum skal gerne være andet og mere end et spejl, som vi spejler os i. Det skal gerne være et sted, hvor vi kan møde noget uventet og overraskende og fordybe os i noget, der kan ændre os fremfor at bekræfte os i det kendte,« mener Torben Sangild.

I mindre doser

Når han alligevel kan finde på at hive mobilen op af lommen, hænger det sammen med, at når det alligevel er en officiel eller uofficiel del af udstillingen, hvorfor så lade være?

»Jeg har ingen fine fornemmelser. Jeg synes lige så godt, at jeg kan gå hele vejen og så på samme tid forholde mig kritisk til det for at undersøge fænomenet. Når man står i et Eckersberg-billede i et selfierum på en udstilling, så er det da meget oplagt, og så kan man jo på samme tid reflektere lidt over det. For det er jo ikke et problem i mindre doser, men det er et problem, hvis det bliver omdrejningspunktet,« siger Torben Sangild, der overordnet mener, at museerne håndterer selfiemanien fornuftigt.

»Nogle museer forbyder jo helt, at der bliver taget billeder. Andre lefler lidt for det og laver de her særlige selfierum, men i forbindelse med Kusama-udstillingen kan man jo ikke beskylde Louisiana for at opfordre til selfier. Kusamas installationer er jo bare fulde af spejle, og når man – i dag – står foran et spejl, så er det bare så oplagt at tage en selfie,« siger Torben Sangild.

Selfiespejl til Elmgreen & Dragset-udstillingen »Biography« i 2014.
Selfiespejl til Elmgreen & Dragset-udstillingen »Biography« i 2014.

Selfierummet på Eckersberg-udstillingen på Statens Museum for Kunst er, ifølge museet, faktisk slet ikke noget selfierum – og så alligevel lidt.

»I udstillingen er der tekster, hvor man kan læse om Eckersbergs perspektivlære, og da vi konstruerede rummet, handlede det primært om, at udstillingens perspektivtema skulle illustreres på en alternativ måde, og at der skulle være forskellige elementer i udstillingens flow.«

»Men vi snakkede selvfølgelig også om, at det måske kunne være et interessant sted at tage nogle billeder, hvis man havde lyst til det. Så det er ikke fordi, vi tager afstand fra, at det kan være et selfiespot,« siger leder af digital kommunikation på Statens Museum for Kunst, Jonas Heide Smith.

Officielle selfiespots er kiksede

Museet har kun en gang haft et klokkeklart og uomtvisteligt selfieinitiativ på en udstilling. Det var i forbindelse med Elmgreen & Dragset-udstillingen »Biography« i 2014, hvor der var installeret et spejl i en mellemgang med tagget #smkselfie.

»Udstillingen handlede blandt andet om muligheden for at tegne sin egen selvbiografi i en verden med sociale medier, så der syntes vi, at det kunne være sjovt, fordi det var motiveret af udstillingens tema,« fortæller Jonas Heide Smith, som selvsagt er meget begejstret for interaktive og digitale elementer og involvering via de sociale medier, hvis det er bundet tæt sammen med udstillingernes tematikker.

»Men deciderede officielle selfiespots grænser til det lidt kiksede i dag. Det er ikke sjovt at sige selfie mere. Det var det i 2013, og da Beyoncé tog en selfie foran »Mona Lisa« på Louvre. Så fremadrettet tror jeg ikke, at vi kommer til at se, at vi direkte opfordrer vores gæster til at tage en selfie på bestemte steder,« siger Jonas Heide Smith.

Men selfier tager gæsterne alligevel, og ifølge den digitale leder, der bruger en hel del tid på holde øje med aktiviteten på de sociale medier, så er det særligt skulpturer og værker med en vis rummelighed, der får folk til at vende kameraet i mobiltelefonen mod dem selv.

»Og så er det i rigtig høj grad selve museet – altså bygningen – og det gælder i særdeleshed også for springvandet udenfor. Der er mange, der rykker en stol ud i springvandet og tager en selfie – det er et rimelig stort selfiespot. Jeg synes, at det er fantastisk, men det er jo på ingen måde formålet med springvandet. Det er bare noget, der sker,« siger Jonas Heide Smith.

Når museer er glade for selfier, så hænger det, ifølge overinspektør Stine Høholt fra Arken, sammen med, at de gerne vil have aktive gæster.

»Jeg tror, at mange museer omfavner kunstselfien, fordi den er med til at engagere gæsterne og åbne museet for alle. Tidligere var kunstmuseerne et elitært rum. I dag er det idealet, at museet skal være for alle, tilgængeligt, uhøjtideligt og inddragende. Kunstselfien viser museet som et socialt mødested, der ikke er højt hævet over folk, men nede på jorden,« siger Stine Høholt, der er involveret i et stort forskningsprojekt om deltagerisme i kulturelle sammenhænge.

Øget engagement i kunsten

Det er nemlig en fremherskende tendens i tiden, at vi gerne selv vil sætte vores eget aftryk og være med til at forme vores oplevelser i en tid med on-demand TV, blogs, likes og tweets. Og på Arken finder man det da heller ikke problematisk, når gæsterne oplever kunsten med en mobil i udstrakt i arm. Tværtimod.

»Vi vil rigtig gerne designe vores udstillinger, så de virker appellerende og brugerinddragende. Hvis der opstår et Kodak-moment, er det et udtryk for, at vi har skabt noget mindeværdigt for publikum. Og det er da fedt.«

»Når vores gæster tager en selfie på Arken, forbinder de sig selv med værket, og når de så poster den på de sociale medier bagefter, forbinder de sig selv med andre i et fællesskab, der fortsætter uden museet som afsender. Begge de to former for interaktion, synes jeg er positive og udtryk for et øget engagement i kunsten,« siger Stine Høholt, som på samme tid også understreger, at museet ikke som sådan spekulerer i selfier og anden interaktion, som finder vej til de sociale medier.

»Selfien spiller ikke nogen rolle, når vi køber kunst eller laver udstillinger. På Arken er det kunsten, der definerer, hvordan vores udstillinger kommer til at se ud. Så vi laver heller ikke særlige selfie-rum i udstillingerne. Det er ikke særlig sjovt, hvis museet laver et selfie-rum, så går der for meget skolelærer eller markedsføring i det.«

»Publikum er meget mere opfindsomme, end museerne nogensinde bliver. På Arken bliver der lavet fine kunstselfier for eksempel ved Damien Hirsts kalve, som er nedsænket i formaldehyd og i Jeppe Heins spejllabyrint,« fortæller Stine Høholt, som ikke er i tvivl om, at selfien kan påvirke vores kunstoplevelse:

»Selfien ændrer vores kunstoplevelse. Nogle gange distraherer den os fra kunsten. Den distraherer også sidemanden. Men den bygger os også op som individer, i gamle dage ridsede man sit navn på træerne eller skrev det på lokumsvæggen. I dag tager man selfier som sådan et: Jeg var her

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.