Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Biennale:

Venedig åbner dørene for verdens arkitektur

I denne weekend begyndte den 15. internationale arkitekturudstilling i Venedig. Berlingskes kunst- og arkitektur-anmelder Torben Weirup, der har dækket biennalerne i lagunebyen gennem et par årtier, fortæller om begivenheden, der tager pejling af, hvor arkitektur og byplanlægning er på vej hen.

Temaet for årets arkitekturbiennale i Venedig er »Reporting from the front«. Her et bud på et bæredygtigt beboelsesområde fra det britiske arkitektfirma Roger Stirk Harbour and Partners. Foto: Vincenzo Pinto
Temaet for årets arkitekturbiennale i Venedig er »Reporting from the front«. Her et bud på et bæredygtigt beboelsesområde fra det britiske arkitektfirma Roger Stirk Harbour and Partners. Foto: Vincenzo Pinto

Det kan synes mærkværdigt, at netop Venedig er hjemsted for en gigantisk udstilling af moderne arkitektur.

Byen på havet fremtræder set udefra, som den har gjort i århundreder. Venedig har i det store hele helt undgået moderne arkitektur.

Dels har krige og konflikter ladet byen intakt. Dels er de få eksempler på nyere arkitektur, det overhovedet er muligt at støde på i Venedig, absolut ikke vellykkede, så der har ikke været den store tilskyndelse til at rive pæne, gamle huse ned, erstatte dem med moderne betonkasser og kalde det byfornyelse. Venedig er, som Venedig er: Smuk i forfaldet og ualmindeligt upraktisk indrettet, set med nutidens øjne.

Men arkitekturbiennalen er – sammen med biennaler for film, dans, musik og teater – også en knopskydning i forhold til alle biennalers moder: Kunstbiennalen.

Den første kunstbiennale fandt sted i foråret 1895. Den formelle anledning var markeringen af sølvbrylluppet mellem Umberto I og dronning Margherita. Ambitionen var at »fremvise den moderne ånds ædleste aktiviteter uden skelen til oprindelseslandet«, og bagved lå måske også et håb om at skaffe flere turister til den på det tidspunkt forarmede by, der endnu ikke var blevet offer for masseturismen.

Mennesker kommer der stadigvæk. Statens Kunstfond har opgjort, at alene 313.753 gæster besøgte den danske pavillon under sidste års kunstbiennale.

Nationernes udstilling

Kun afbrudt af verdenskrigene er kunstbiennalen blevet afholdt hvert andet år lige siden 1890erne, og efter et par tilløb i 1970erne blev den første egentlige arkitekturbiennale gennemført i 1980. Når det ikke helt rimer med, at det denne gang er den 15. arkitekturbiennale, skyldes det, at nogle år blev sprunget over på grund af forskellige organisatoriske vanskeligheder.

Gennem tiderne har nogle af verdens fremtrædende arkitekter, som Aldo Rossi og Hans Hollein, været overordnede kunstneriske ledere. Dette års hovedkurator er Alejandro Aravena, der i april modtog den meget prestigefulde Pritzker Architecture Prize, som uddeles i FN-bygningen i New York og populært kaldes arkitekturens nobelpris. Chilenske Aravena har fået opført en række markante byggerier i Sydamerika.

Fra begyndelsen har nationale udstillinger været en afgørende del af biennalens organisering. Ud over disse vises den meget omfangsrige, såkaldte hovedudstilling, der i reglen er tilrettelagt af biennalens kunstneriske leder.

Fra tid til anden bliver princippet om de nationale præsentationer dog anfægtet, for hvad er nu det for noget? Nationalt særkende? Nationalisme? Eller det, der er værre? Men selve systemet er stadig baseret på nationale pavilloner. De gamle europæiske nationer samt for eksempel USA, Kina, Canada og Japan har deres permanente repræsentationer i en park, Giardini di Castello, i Venedigs udkant, der er udlagt til formålet. Mindre heldige eller privilegerede lande lejer sig ind forskellige steder i lagunebyen eller i Arsenale, der er Venedigs tidligere skibsværft og engang Europas største arbejdsplads, hvis arbejdsmiljø tjente som inspiration for Dante til fremstillingen af Helvede i »Den guddommelige komedie« (1321). I dag kan man blive betaget af de vældige haller, hvor der altså både er nationale territorier og dele af den store hovedudstilling.

I år deltager 63 lande i biennalen. Nogle af dem – blandt andre Yemen og Nigeria – gør det for første gang. Dertil kommer små hundrede arkitekter og tegnestuer, der er inviteret til hovedudstillingen. Biennalerne har gerne et overordnet tema, der sædvanligvis er formuleret så intetsigende, at deltagerne kan lægge i det, hvad de nu selv synes. I år hedder det »Reporting from the front«. Formuleringen kan lede tanken hen på temaet for en af de mere mindeværdige arkitekturbiennaler, der fandt sted for 20 år siden og havde overskriften »Arkitekten som seismograf«. Fælles for de to formuleringer må være opfattelsen af arkitekten som en visionær, der som vandreren i Caspar David Friedrichs berømte maleri stirrer ind i tågehavet og forsøger at forstå, hvad der sker.

Og det kan der være noget om. Arkitektur kan ikke frelse verden. Men arkitektur kan – når den bundne kunstart udføres med både hjerne og hjerte – gøre verden pletvis bedre. Det er der typisk mange eksempler på på udstillingerne. Både realiserede og kommende projekter, der gennem årene har vist, hvordan for eksempel tidligere industriområder kan revitaliseres, eller hvordan boligområder kan opgraderes.

Danmark med fra start

De første mange biennaler fandt sted i den store Palazzo d’Esposizioni, der i dag anvendes til en del af hovedudstillingen, men efterhånden byggede en række deltagerlande egne pavilloner i parkområdet. Danmarks fra 1932 blev tegnet af Carl Brummer, og den blev i 1960 udvidet med en tilbygning af Peter Koch.

I pavillonen, der ligger særdeles godt placeret i Giardini di Castello ved siden af den nordiske pavillon og tæt ved den amerikanske og den japanske, vises – måske ikke overraskende – det danske bidrag, der denne gang er tilrettelagt af arkitekten Boris Brorman Jensen og filosoffen og arkitekturskribenten Kristoffer Lindhardt Weiss.

Som nævnt er hovedoverskriften for årets arkitekturbiennale »Reporting from the front«, og de to danske kuratorer har valgt at rapportere om den måde, hvorpå danske arkitekter – i samarbejde med planlæggere, politikere og bygherrer – »fornyer den danske tradition for at tænke og bygge samfund og samfundsinstitutioner med mennesket i centrum,« som det udtrykkes i orienteringen fra Dansk Arkitektur Center, der er hovedansvarlig for den danske deltagelse.

Det er med andre ord en udstilling om at optimere den danske bygningsmasse fra boliger til børnehaver; herunder at indrette byerne på en måde, så der stadig er plads til alle. Danmark fastholder på den måde den forholdsvis harmoniske udvikling, der er resultatet af den indsats, der gennem store dele af forrige århundrede er gjort for at etablere en demokratisk velfærdsstat.

Netop idéen om at bygge med tanke på fællesskabet kan have gjort det nærliggende for tilrettelæggerne at invitere arkitekten Jan Gehl, der gennem mange år har arbejdet med at undersøge, hvordan man kan sikre og fremme, at der ikke blot er huse, men også liv mellem husene. Jan Gehl, der blandt meget andet har arbejdet som rådgiver for byer som London og New York, deltager med en slags videoinstallation, og hvis den er lige så god, som den, der blev vist på arkitektur- biennalen for fire år siden, da Louisiana havde lejet sig ind hos Fondazione Cini, kan den meget vel forme sig som en fin pædagogisk indføring i problemstillingen: Hvordan får vi velfungerende byer?

Den anden del af den danske pavillon vil være en eksempelsamling:

Ikke færre end 130 modeller af værker af flere end 60 danske arkitektfirmaer skal give et billede af, hvad der sker i dansk arkitektur netop nu.

Milliardærens egne billeder

Som altid under biennalerne i Venedig er der en meget lang række møder, konferencer og sideløbende udstillinger. Gennem den halvt år lange udstillingsperiode besøges biennalen derfor af tegnestuer fra hele verden og af mennesker, der er optaget af arkitektur og byplan.

Dertil kommer flere store kunstudstillinger i byens museer og udstillingshaller. Eksempelvis udstiller den danske designer Lin Utzon i Fontazione Cini på øen San Giorgio Maggiore, der ligger lige over for Markuspladsen. Den berømte tyske maler Sigmar Polke udstiller til 6. november i Palazzo Grassi, og i Francois Pinaults anden private kunsthal, Punta della Dogana, der også ligger ved Canal Grande, vises en gruppeudstilling med værker af blandt andre Tacita Dean, On Kawara og Sol Lewitt. Sædvanligvis er det vældigt interessant, når den franske milliardær viser dele af sin enorme kunstsamling for offentligheden.

I Guggenheim vises to udstillinger af henholdsvis italiensk kunst i 1960erne og et udvalg af samlingen fra Kandinsky til Pollock. Sidstnævnte lukker 24. juli. Den anden vises til 19. september.

Den 15. internationale arkitekturbiennale finder sted i Venedig i Arsenale og i Giardini di Castello samt på en længere række adresser spredt over byen frem til 27. november. Udstillingerne er åbne tirsdage-søndage mellem 10 og 18. Læs mere på labiennale.org

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.