Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Essay

Ved fejhed opnås intet – eller gør der?

Essay af Per Stig Møller, folketingsmedlem for de Konservative, tidligere udenrigsminister og aktuel med to bøger om Kaj Munk.

Aabenraa var et af de få steder, hvor der blev kæmpet, da tyskerne rullede ind over Danmarks grænser tidligt om morgenen 9. april 1940. Men efter få timers kamp overgav Danmark sig til Nazityskland. Foto: Scanpix
Aabenraa var et af de få steder, hvor der blev kæmpet, da tyskerne rullede ind over Danmarks grænser tidligt om morgenen 9. april 1940. Men efter få timers kamp overgav Danmark sig til Nazityskland. Foto: Scanpix

»Hvornaar kommer mon Hitler?« spurgte Kaj Munk i digtet »Grundlovsændring« i digtsamlingen »Tempelvers«, der udkom i december 1939. Tværtimod at udtrykke en længsel efter Hitler, advarer Munk danskerne om, at deres moralske opløsning kan ende med at bringe dem Hitler på halsen.

Digtet skriver sig ind i 1930ernes beredskabslitteratur, som ville vække offentligheden ved at åbne læsernes øjne for tidens ondskab, som den foldede sig ud i Hitlers nazistiske Tyskland, i Sovjetunionen med Moskva-processerne og under Den Spanske Borgerkrig.

I Frankrig skrev André Malraux »Håbet«, i England skrev George Orwell »Hyldest til Catalonien«, i Sverige skrev Pär Lagerkvist »Bøddelen«, og i Norge skrev Nordahl Grieg »Nederlaget«, hvis afgørende replik er, at »godheden bare kan sejre ved vold«.

Herhjemme kom Kaj Munks »Han sidder ved Smeltediglen« og Kjeld Abells »Anna Sophie Hedvig«, der gør op med den pæne humanismes pacifisme ved at lade titelpersonen sige til de unge kæmpende:

»I sidder ikke stille og slaar Jer til Taals med, at der engang kommer en Tid, hvor det er forkert at slaa ihjel – hvor ingen behøver at dø for andre og tro blindt uden at vide – I kæmper for den Fremtid – naar I dør, er det for at gøre den mulig – I siger ikke, at det ikke kan nytte – I ved, at det nytter.«

Trods de nævnte forfatteres vidt forskellige politiske ståsted advarede de alle mod, hvad der var ved at ske med Europa. Hvis det pæne menneske ikke vil gøre noget, kommer bøllerne til at regere verden, advarede Kaj Munk, der i »Cant« havde vist, hvorledes ondskaben sejrer, når det gode menneske er passivt.

At være passiv i det gode er lige så slemt som at være aktiv til det onde, påpegede han. Og det var netop ondskaben, den gode Anna Sophie Hedvig aktivt gjorde op med.

Opfordring til at støtte finnernes kamp

Kaj Munk fik imidlertid først øjnene op for Hitlers sande væsen, da Hitler i marts 1939 marcherede ind i Prag. 21. august 1939 indgik Hitler og Stalin den pagt, der med Hitlers angreb på Polen den 1. september 1939 udløste Anden Verdenskrig og gav Stalin frie hænder til at tage sin bid af Polen og både indlemme de baltiske republikker i Sovjetunionen og indlede Vinterkrigen mod Finland.

Under denne opfordrede Kaj Munk til at støtte finnernes kamp, og efter deres nederlag i marts 1940 udtrykte han forventningen om, at Danmark ville udvise samme »hårdhu« som finnerne.

Men det gjorde Danmark ikke. Det lagde sig ned, hvorfor Kaj Munk om morgenen den 9. april i fortvivlelse gik op på sit arbejdsværelse og skrev: »De tusind Aar, saa blev de væk, i Morges Klokken fem af Skræk.« Ved ikke at kæmpe havde Danmark efter hans mening mistet sin ære, og æreløs kan man ikke leve.

Æren havde Danmark dog for længst givet afkald på. Det tilpassede sig hurtigt sin nabo mod syd. I april 1933 skulle en østrigsk- jødisk skuespillerinde læse op i Odd Fellow-palæet. Det fandt den tyske ambassadør så upassende, at han fik arrangørerne til at aflyse hendes besøg.

Dette fik Kaj Munk til at skrive et skarpt læserbrev mod bestyrelsen, hvori bl.a. Julius Bomholt, socialdemokratisk folketingsmedlem, sad. Netop Tysklands ariske overmenneskedyrkelse og antisemitisme havde hele tiden gjort Munk utilpas ved, hvad der foregik i Tyskland. I 1936 kaldte han den »Aanden fra Helvede« og forudså profetisk, at den ville føre til Tysklands udslettelse.

I 1935 blev Soyas antinazistiske skuespil »Umbabumba« forbudt på Det Kongelige Teater. Året efter blev Brechts »De syv Dødssynder« taget af plakaten af hensyn til Tyskland.

I 1936 klagede den italienske ambassadør over, at fascisthymnen blev spillet som optakt til Kaj Munks skuespil »Sejren«, som var vendt mod Mussolinis krig i Etiopien. Hymnen blev fjernet.

Også den danske dagspresse tilpassede sig. På grund af deres antinazistiske artikler fjernede Politiken i 1938 PH fra bladets spalter, og Berlingske Tidende sendte Nic. Blædel på orlov på ubestemt tid, alt mens Statsradiofonien standsede hans månedlige udenrigspolitiske foredrag.

I januar 1939 udtrykte Tyskland utilfredshed med, at Kaj Munks skuespil »Han sidder ved Smeltediglen« mod den tyske antisemitisme skulle opføres i Sønderborg, hvorefter den danske justitsminister sørgede for, at det blev taget af plakaten.

Vredt skrev Munk artiklen »Ved Fejhed opnås intet« mod denne beslutning. Samme minister brystede sig i 1938 af, at antallet af jøder i Danmark var faldet. Og den danske flygtningelovgivning sørgede for, at der ikke kom flere til landet.

I marts 1940 skrev Karen Blixen »Breve fra et Land i Krig«, hvori hun nok fornemmer, at tyskernes racedyrkelse vil blive deres nemesis, men samtidig fastslår: »Det er umuligt ikke bestandig hele dagen igennem at imponeres af denne nations viljekraft og umådelige arbejdsevne«.

Kaldte Churchill en farlig mand

Imponeret var også udenrigsminister Erik Scavenius, der ved sin tiltræden 8. juli 1940 udtalte Danmarks beundring for de store, tyske sejre. Han havde været formand for Politiken, der 28. april 1940 gav Storbritannien skylden for besættelsen og kaldte ikke Hitler, men Churchill »en farlig mand«.

Med sin eftergivenhed havde regeringen håbet at gøre en besættelse overflødig. Derfor udtalte statsminister Stauning i marts 1937, at Danmark ikke havde »fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne«.

I stedet indgik Danmark 31. maj 1939 en Ikke-angrebspagt med Tyskland og sendte i denne fredens ånd tusinder af danske soldater hjem. For ikke at genere den tyske marine pålagde regeringen i marts 1940 de danske fiskere på Doggerbanke at slukke for deres kortbølgesendere.

Men »ved fejhed opnås intet«. Danmark blev alligevel løbet over ende og af den tyske værnemagt værnet mod et engelsk angreb! Lægger man sig halvt ned, kommer man før eller siden til at ligge helt ned.

Og dog opnåede regeringen med sin »fejhed«, at Tyskland ikke indlemmede Nordslesvig i Riget, at tyskerne ikke indsatte en dansk-nazistisk marionetregering, at byerne ikke blev bombet med talløse døde og lemlæstede til følge. Havde den kæmpet længere og ofret mere end de 12 liv, der gik tabt om morgenen den 9. april, havde Danmark alligevel tabt.

Den dag kunne en ansvarlig regering ikke handle anderledes.

Men det kunne den have gjort i 1930erne, og det kunne den have gjort under besættelsen, hvor den ivrigt greb ind over for Kaj Munk, PH, Vilhelm la Cour, Poul Sørensen, Soya og selv Flemming-bøgernes forfatter, Gunnar Jørgensen, og gav Nic. Blædel skriveforbud, hvorefter den på tysk opfordring smed John Christmas Møller ud af regeringen og sendte Hans Hedtoft ud af politik.

Den 9. april »så vi og forstod,/ det gik til hjertets rod,/ at vi fik trældoms bitre brød at smage«, skrev Otto Gelsted i digtet af samme navn i samlingen »De danske Strande« (1940). Men Hitlers lynkrig i Vesteuropa og besættelsen af Danmark var nu engang blevet mulig på grund af den Hitler-Stalin-pagt, han som kommunist forsvarede.

Den dag erfarede Danmark sandheden i Johannes V. Jensens strofe fra 1906 i digtet »Cecil«: »Det var et gammelt og velkendt Spil,/ i Danmark./ Naar Aanden vaagner, er Riget sat til …«. Under besættelsen var Jensen ironisk nok ganske passiv.

Fejt og æreløst optrådte regeringen, men det havde den gjort længe inden besættelsen. Ved fejheden den 9. april opnåede den til gengæld at redde mange liv.

Dr.phil Per Stig Møller er folketingsmedlem for de Konservative, tidligere udenrigsminister og bogaktuel med »Aldrig skal Danmark dø« (Kristeligt Dagblads Forlag) og »Kaj Munk, digter, præst og urostifter« (Gyldendal).

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.