Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ustyrlig musik

Distortion, der foregik for nogle uger siden, var vanen tro for nogle den »plage«, som ligger i titlen, for andre den yndigste vridemaskine af lyd. Selv blev vores skribent ramt af både hjertebanken og væmmelse.

Distortion er bare en af de opvisninger i musik, sommeren byder på. Men musik skal være mere end bare lyd, mener dagens kronikør. Foto: Asger Ladefoged
Distortion er bare en af de opvisninger i musik, sommeren byder på. Men musik skal være mere end bare lyd, mener dagens kronikør. Foto: Asger Ladefoged

Copenhell, Roskilde, Smukfest, Vendsyssel, Copenhagen Opera, Copenhagen Jazz: festivaler for alskens forskellig musik er i gang eller lige om hjørnet. Distortion foregik for nogle uger siden og var sin vane tro for nogle præcis den »plage«, som ligger i titlen, for andre den yndigste vridemaskine af lyd. Selv blev jeg ramt af hjertebanken og væmmelse ved at skulle forcere lydvriddet. Det mindede på en aldeles fysisk måde om, at musik ikke er en pyntemoppe i halsbånd og snor, men en ustyrligt kraft, vi som samfund og som individer gør klogt i at forholde os til.

Musik – den vi elsker, og den vi ikke kan døje – er en umådelig stærk markør for, hvordan vi opfatter os selv.

Musik fylder væg-til-væg i teenagerens liv, og mennesker i alle aldre hører musik hver eneste evige dag. Når statsministeren taler i Det Hvide Hus, griber han til citat fra bandet Lukas Graham, og på Danmarks officielle site denmark.dk vrimler det med musikere. Musik bruger det officielle Danmark altså gerne, når smukkesiden skal vende ud af. Hvad den jo skal, når man gerne vil gøre et godt indtryk.

Indadtil derimod bliver det mest ved velmenende ord om musik som livets flødeskum. Noget i bund og grund unødvendigt lidt pjattet noget, vi kan vælge at pynte det rigtige rugbrødsliv med. Det rigtige liv, hvor vi gør vigtige ting med penge og biler og slips på.

Selve ordet »musik« er som så meget andet noget, grækerne har gået og fundet på.

»Musikè teknè« er musernes teknik eller kunnen. Den græske filosof Platon – den vestlige verdens evindelige reference-gamling – havde hardcore holdninger til musik. Selve oplæringen i musik – endsige udøverne af den – interesserede ham ikke synderligt, men han var ikke blind for musikkens magt over menneskers sind og mente derfor, at staten bør kontrollere musikken. Styre den helt ned i detaljen. Forholde sig til hvilke skalaer og instrumenter, der fremmer »den gode musik« og hvilke, der ikke gør.

For Platon er lyre for eksempel godt, mens fløjte ikke er godt.

I Platons forståelse er den gode musik den, der opretholder idealstatens harmoni med sig selv. Det slemme for ham er, når musikken tager retning efter nydelse, og at enhver således mener sig berettiget til at dømme, hvad der er god eller dårlig musik, alene ud fra vedkommendes egen nydelse af musikken. Det er noget skidteras i sig selv, mener Platon.

Men endnu værre er det, at »det var med musikken, at alle menneskers indbildte klogskab og lovløshed på alle områder begyndte, og så fulgte der frihed efter«, som han skriver. Frihed. Det vil sige folkevælde. Det vil sige demokrati. Ikke et platonisk plusord. Slet, slet ikke.

Den, der ønsker kontrol med staten, skal styre musikken. Og den, der ønsker musikken fri, må indse, at der med friheden følger anslag mod systemet. Mente Platon.

I juni i år fylder den danske lov om musik 40 år. Givetvis til græmmelse for gamle grækere taler musikloven ikke om, hvilke instrumenter og hvilke skalaer, der kan gå an og ikke gå an.

Heller ikke om fri musikudøvelse og demokrati. Den taler i al jævnhed om noget af den musik, staten på finansloven eller via bevilling til Statens Kunstråd investerer i. Herunder symfoniorkestre og rytmiske spillesteder. For 25 år siden – i 1991 – kom der et kapitel med om de musikskoler, som både stat og kommuner investerer i. Sådan en skal der være én af i hver kommune.

Men der er mere musik på spil end det for os som samfund.

Vi investerer både tid og penge i musik på mange leder og kanter. Hver for sig eller som sammenskudsgilde. Der er den, vi køber billetter til, og den, folk hænger fast i med ledninger ud af ørerne. Den, man gladelig synker i mudder og tissepløre for at høre. Den, der er hverdagens lydtæppe.

Der er den, vi betaler til via medlemskontingent til folkekirken – vistnok landets største koncertarrangør overhovedet. Der er sammenskuds-betalt musik i DR, i musikuddannelser på konservatorier og universiteter, på højskoler og efterskoler, i folkeskolen, i forsvarets musikkorps, i operahuse og mange andre sammenhæng. En ganske omfattende investeringsportefølje.

Tilbage til gammelgrækerne. Musik som nydelse fører til allehånde, mente Platon, nuvel, men han mente også, at musik som tal og orden fører til harmoni.

Den tanke havde han fra Pythagoras og dennes følgere, der så tal i alting og især i musik. En oktav (tænk 2. og 3. tone i Kong Kristian stod ved højen mast) kunne forstås som talforholdet 2:1.

En kvint (tænk 1. og 2. tone i Der er et yndigt land) som 3:2.

Hele fine smukke tal.

Sådanne tal, som universet var lavet af. For pythagoræerne udsendte planeterne i deres baner hver deres tone, der tilsammen klang som sfærernes harmoni. Det er Platons »gode musik«: en efterklang af den uendelige universelle harmoni.

De to modpoler i opfattelse af musik hos Platon som både anledning til anslag mod systemet og som opretholder af universel harmoni har troligt fulgt os gennem et par årtusinder nu.

Et meget besværligt, men uomgængeligt Både-Og: harmoni OG lovløshed, sanselig nydelse OG åndelig stræben. Spillemænd rangerede i middelalderen i lighed med kedelflikkere og kludehandlere under »unehrliche beruf«: æreløse erhverv, OG musikteori var i samme periode fast pensum i enhver universitetsuddannelse.

Martin Luther, hvis reformation fylder 500 næste år, så musikken som teologiens søster og var ganske klar over musikkens kraft. Lucifer, siger Luther, var en dårlig musikant! Guds største engel Lucifer kunne ikke holde tonen, men faldt. Faldt ud af sfærernes og englenes harmoni og sank ned. Ned i disharmoni og djævelskab.

Ikke så mærkeligt, at Luther lagde vægt på, at børnene i skolen skulle blive kloge på musikken og dens kraft.

I den første skolelovgivning, vi har i dette land, trykt kort efter reformationen nåede til Danmark i 1536, står der da også:

»Fra 12 til 13 skal børnene kun synge, for at de må lære at synge ikke blot af vane, men som kunst, heller ikke til almindelige noder, men også diskant«. Et lærdomsfag, altså. Hver dag.

Andre store fornyere i menneskehedens historie har også tænkt deres tanker inde fra musikken: Galileo Galilei spillede lut, Albert Einstein violin og klaver, Isaac Newton var optaget af musikteori. Selv Bill Gates gik på en skole med stærk musikprofil!

I det personlige rum tager vi allerhøjste grad musikken alvorligt. Vi definerer os ud fra den, vi bruger tid og penge på den. Nogle kaster sig i pløret for den, andre klæder sig i stiveste puds. Afhængig af smag og nydelse. Men i det fælles rum, i folkestyret eller folkevældet er vi gennem de seneste år begyndt at tale om musik- og for den sags skyld også andre kunstarter – som den her ganske vist søde, men også unødvendige pyntemoppe. Som livets flødeskum. En utænkelig måde at tale om den ustyrlige kraft for vore forfædre. Den kraft, der for Platon var hele anledningen til demokratiets, folkevældets, opdukken.

Hvad mon han og de andre gamle kæmper Luther, Newton og Einstein ville mene om en tidsalder, der reducerer hele molevitten, der har beskæftiget de største hjerner i årtusinder, til et mejeriprodukt? Til pynt? Det turde være absurd.

Vi har en musiklov, der fylder 40. Heri et kapitel om musikskoler, der fylder 25 år. Vi har en omfattende kollektiv investeringsportefølje i musik. Vi har internationalt berømmede skabende musikere inden for alle genrer. Fra Per Nørgaard og Hans Abrahamsen til Lukas Graham og Volbeat. Musik er også en gesjæft, der bringer penge og anseelse tillands. Det kan vi jo godt bruge begge dele, skulle man synes.

Derfor, kære alle folkevalgte på tinge, på kommunen, i menighedsråd, i skolebestyrelser og hvor I ellers slider i det: Diskutér meget gerne musikken, bliv uenige om den og om, hvad den må koste. Men glem alt om flødeskum og pynt. Der er større kræfter på spil.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.