Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ung filmskaber: Folk er sultne, og der er en fandenivoldsk stemning

Den 30-årige filminstruktør Gustav Møller er aktuel med »Den Skyldige«. Her fortæller han om sit projekt

Hvordan fik du ideen til »Den Skyldige«?
»Det begyndte, da jeg sad og så YouTube. Jeg kan bruge enormt lang tid derinde, for det er virkeligt et ufiltreret og afklædt indtryk af verden, du får her. En af de videoer, jeg faldt over, var en optagelse af et opkald til den amerikanske alarmcentral, 911. Her kunne man høre en kidnappet kvinde, der ringede til alarmcentralen, ligesom det sker i »Den Skyldige«. Når man leder efter historier i virkeligheden, så bliver man - igen - mindet om, at den er vildere end noget, man selv kan finde på.«

I tilbragte en del tid hos politiet for at lave research?
»Ja, både jeg og filmens manuskriptforfatter, Emil Nygaard Albertsen, tog nogle nattevagter på Københavns Alarmcentral og Slagelse Alarmcentral. En af mine yndlingsting er at lave research, fordi man får adgang til nogle arenaer, der ellers er helt lukkede. På alamcentralerne modtager betjentene alle mulige slags opkald, og de skal på meget kort tid vurdere, om der er reelt brug for hjælp. En del af de opkald, man ser i »Den Skyldige«, er taget mere eller mindre direkte fra virkeligheden. Det er ikke alle, der er lige søde, når de ringer ind. Det skal politiet også finde sig i.«

Hvorfor valgte I at lave en film med én mand i et lokale?
»Vi er børn af Dogme-bølgen, og jeg synes, at benspænd kan være meget befordrende for kreativiteten. Denne film kunne kun lade sig gøre at lave på denne måde, og det har været en stor gave at få lov at lave en film, der involverer publikum og giver dem en unik oplevelse.«

Hvornår fandt du ud af du ville lave film?
»Jeg er født og opvokset i Göteborg. Jeg kommer ikke fra en kulturbaggrund, men jeg var allerede ret tidligt optaget af at lave film. Især var jeg betaget af kungfu-film. Jeg kan godt lide film, der er underholdende og medrivende, som taler direkte til kroppen og maven. Det er her, man får folk til at give sig så meget hen, at de glemmer at være analytiske. Historien springer så at sige direkte ind i dem. Det vil jeg gerne arbejde med. Jeg er ikke bange for at underholde folk.«

Gælder det stadig?
»I dag er min ambition som filmskaber at give publikum noget helt nyt. Sådan tror jeg, at vi er mange unge filmfolk, der har det. Folk er sultne, og der er en fandenivoldsk stemning. Heldigvis er DFI og den danske filmbranche også meget interesserede i åbne op og skabe fornyelse. Nordisk Film lukkede os ind med »Den Skyldige« og jeg tror, at de var meget spændt på at se, hvad vi kom op med. Jeg tror, at vi overraskede dem ret positivt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.