Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Undersøgelse: Hvis man holder folk i hånden, vil de gerne læse

Danskerne vil gerne læse bøger. De har bare brug for personlig formidling og hjælp til at udvælge, hvad de skal dykke ned i. Det viste Danmark Læser-kampagnen, som Kulturministeriet afsluttede i 2015. Siden er det ikke gået fremad for læsningen, men nu følger flere kommuner selv op.

Danskerne vil gerne læse. De skal bare holdes lidt i hånden. Det viser Danmark Læser. Her er det Steffen Boesen fra Gyldendal med bogen "under bjælken - Et portræt af Kronprins Frederik, " som er skrevet af forfatter Jens Andersen.
Danskerne vil gerne læse. De skal bare holdes lidt i hånden. Det viser Danmark Læser. Her er det Steffen Boesen fra Gyldendal med bogen "under bjælken - Et portræt af Kronprins Frederik, " som er skrevet af forfatter Jens Andersen.

Tæt kontakt med erfarne læsere. Og hjælp til at finde de rette bøger.
Det er opskriften på at skabe flere læsere. Sådan lød i hvert fald nogle af konklusionerne på »Danmark læser«-kampagnen, som  startede i 2013 og blev støttet med 5 millioner kroner årligt over fire år under tidligere kulturminister Marianne Jelved.

12 kommuner blev kåret som »læserkommuner«, der skulle skaffe flere læsere »primært blandt de 40 procent af den voksne befolkning, som sjældent eller aldrig læser skønlitteratur«, som det hed.

Og da kampagnen lukkede i 2015 blev Randers kåret som landets bedste læsekommune. Samtidig blev der afholdt en Danmark læser-dag.
Det var det. Eller også var det ikke.

For konklusionerne om at skabe tæt kontakt med ikke-læsere førte ikke til flere penge. Tværtimod er flere biblioteker blevet nedlagt, siden kampagnen sluttede, ligesom mange biblioteker har fået skåret i deres budgetter. Og det går ikke fremad for læsningen.
I den seneste undersøgelse fra Fremtidens Bibliotek kunne man se, at det står grelt til blandt teenagerne. Især de unge piger dropper bøgerne til fordel for sociale og digitale medier.

Andelen af unge piger, der læser flere gange om ugen, er således faldet fra 68 til 59 procent siden 2010.
»Det er jo desværre sådan, det ser ud,« forklarer Steen B. Andersen, der er formand for Danmarks Biblioteksforening.
»Som vi lærte af Danmark Læser, er det lysten, vi skal have fat i. Og det kræver, at folk møder fagpersoner af forskellige kaliber.«

Han suppleres af Henriette Romme Lund, der evaluerede Danmark Læser-kampagnens projekt i Hillerød, hvor man cyklede rundt i det udsatte boligområde, Kongensvænge, og tilbød bøger til ikke-læsere.

Henriette Romme Lund, der er faglig konsulent i National videnscenter for Læsning, lavede fokusgruppe-interview med folk, der sagde ja tak til at låne en bog.
»Det fantastiske var, at de her ikke-læsere blev nået med personlig formidling. Normalt havde denne gruppe ellers en opfattelse af, at bibliotekernes udvalg var alt for uoverskueligt. Men når de selv skulle udvælge en bog fra det begrænsede udvalg, der lå nede i budcyklen, og når de fik hjælp til at udvælge en passende titel, ville de faktisk gerne læse,« siger Henriette Romme Lund.

Samme oplevelse havde man i mange af de andre grupper, der evaluerede deres deltagelse i »Danmark læser«. Blandt andet i Randers, hvor man cyklede omkring og formidlede litteratur til området Nordby.

»Vi kunne se, at mange folk slet ikke vidste, hvad biblioteket kunne tilbyde dem. Og vi kunne også se, at de havde et helt andet forhold til at læse, end vi troede. Jeg ville bare mene, at man satte sig ned og læste en Tolkien-bog fra ende til anden, men sådan havde de det ikke,« fortæller Bibiotekschef Jens Sørensen fra Randers Kommune.

Selv om Danmark Læser-kampagnen ikke blev fulgt op af flere penge til bibliotekerne, har den ikke været helt unødvendig.

Tværtimod har flere kommuner valgt at tage konklusionerne til sig. Det gælder blandt andet i Aarhus, hvor man netop har afsat en årlig bevilling på to millioner kroner, der skal højne læselysten på skolerne.  Også i Randers har man gjort læselyst til del af den strategiske handleplan.

»Vi har fastholdt at være ude i området med vores bogbus, også selv om det er en ret dyr post. Men det giver os simpelthen kontakt med nogle af de folk, der ellers ikke er blandt vores brugere. Og det har vi valgt at prioritere, selv om der ikke er kommet flere penge og det betyder, at vi må skære andre steder,« siger Bibliotekschef Jens Sørensen fra Randers Kommune.

Kulturministeriet oplyser, at »Danmark Læser« blev afsluttet ved ministerskiftet, da det var et »ministerprojekt«.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.