Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Ugen på kanten: Sex på hjernen – og andre uheldige steder

Ugen PÔøΩ Kanten
Ugen PÔøΩ Kanten

Sex sælger. Det er for længst fastslået i stort set alle sammenhænge, og der er få af os i mediebranchen, der kan sige os fri for at gøre brug af den mekanisme indimellem – ikke mindst her i net-surfingens klik-friske tidsalder.

Det er så også gået op for vores agtværdige konkurrenter på Rådhuspladsen, Politiken, som fortæller sine læsere, at man fremover vil være en masse gode ting – blandt andet mere sexet. Og lægger ud med hele to sex-klummer – blandt andet en, hvor litteraturredaktøren skriver om forfatteren Christina Hagens bog »Jungle«, som handler om sex med sorte mænd. Det fører blandt andet til denne vurdering: »Hagen ... er endnu en gang ude i et bevidst tvetydigt grænseland og har komponeret signalgivningen i sit værk, så hun kan holde sig fri af faste kategoriseringer.«

OK, kald mig bare firkantet, men det kunne på mig godt virke som om, Politiken med fordel kunne overlade sexmarkedet til sin søsteravis, Ekstra Bladet, der trods alt har en del års erfaring lige præcis på det område og med en mere direkte tilgang til emnet.

For godt nok er sex kommet for at blive, som Groucho Marx konstaterede, men nogen gange kan det måske være godt at skille tingene lidt ad. Det gælder for eksempel også i kommunen.

Umiddelbart virker kommunalpolitik jo ikke så sexet, men det er det åbenbart for nogle mandlige lokalpolitikere. I denne uge viste en rundspørge her i avisen, at knap hver fjerde kvindelige kommunalpolitiker har været ude for sexchikane – kommentarer som »nå, så må du i gang med borgmesteren«, »nå, du er nok til læder og lak«, og »søde ven, du kan da sidde på skødet af mig« er en del af jargonen i den kommunalpolitiske verden.

Lidt overraskende, hvis man havde troet, man skulle ind og forholde sig til normeringer i børnehaver og plejehjem, placering af rensningsanlæg og parktræer og den slags kommunale beslutninger. Ifølge eksperter hang årsagen naturligvis sammen med et mandsdomineret miljø – samtidig med en overrepræsentation af det grå og åbenbart smålumre guld.

»Vi skal huske på, at der i lokalpolitik sidder en del mennesker fra en ældre generation. En generation, hvor man i højere grad kunne sige de her ting, selv hvis modtageren ikke syntes, det var sjovt eller i orden,« lød en forklaring fra kommunalforskeren Ulrik Kjær.

Det med den ældre generation og den manglende impulskontrol fik man et andet godt eksempel på i starten af ugen, da DFs tidligere værdikriger nr. 1, Søren Krarup i »Debatten« udbrød, at han »aldrig ville have stemt på den lille pæne bøssedreng« – om præsidentvalget af Macron i Frankrig. Det kom alligevel bag på Clement Kjærsgaard, og Krarup var da også hurtig til at beklage sit ordvalg. Men her er direkte TV og manglende impulskontrol bare en dårlig kombination. Når munden flyder over med, hvad hjertet er fuldt af, så kan man godt regne med, at der er dømt kontant afregning og fest på de sociale medier, hvor kommentarerne da også regnede ubarmhjertigt ned over tidehvervspræsten.

Kun fra Ytringsfrihedsselskabet kom der for alvor lidt helhjertet støtte til den homoskeptiske præst – her er Krarups datter Kathrine Winkel Holm jo formand, så det lunede da lidt at se selskabet bakke op om farmands forsøg på at forsvare et andet smuldrende højrefløjsdynasti, Le Pen’erne, der oven i valglussingen måtte sige farvel til kronprinsessen.

Så nu må den hardcore kristne danske højrefløj sætte sin lid til russerne i kampen for værdierne, fra før verden gik af lave. Og her går det lidt blandet. For eksempel har man lidt af et nederlag på pop-fronten til ærkefjenderne fra Ukraine, der i ugens løb har afholdt Melodi Grand Prix – uden russere.

Det havde nu nok ikke været noget for familien Krarup alligevel – selv om Ukraine er næsten lige så homofjendsk som Rusland, så går selve Eurovision-arrangementet ifølge DR under kælenavnet »bøssernes juleaften«, og den kombination er også noget af en udfordring for både værter og besøgende grandprix-fans, forstår man.

På scenen virkede det dog til, at en del af deltagerne havde en udfordring i at synge rent, mens den danske repræsentant ved prøverne måtte kæmpe med en – ellers næsten regnbuefarvet – buksedragt. I skrivende stund er dansk-australske Anjas endelige skæbne i Kiev ikke afgjort, men den røde kjole fik da gode karakterer med på vejen.

Men én ting, som russerne kunne glæde sig over i ugens løb, var, at kammerat Trump ovre på den anden side af dammen er vågnet op til dåd og udåd. Efter i nogen tid at have holdt lavere profil og ind- imellem næsten virket præsidentiel, så rykkede the Donald uimodståeligt i denne uge og fyrede FBI-direktøren, der netop havde bedt om at få flere midler til at undersøge Trumps medarbejderes kontakter til Rusland.

Og ikke bare fyrede han ham på den gamle TV-show-måde »You’re fired«, men oven i købet på en mail, der blev offentlig kendt, før FBI-direktøren selv havde set den. Til gengæld kunne han så få det at vide i et direkte TV-interview – selv om han vist troede, det var en joke. Joken blev ikke mindre af, at Trump begrundede fyringen med FBI-bossens uanstændige adfærd over for Hillary Clinton i valgkampen.

Så normaliteten er genoprettet. Trump er tilbage for fuld styrke. Det står godt nok lidt uklart, om hans seneste træk er udtryk for en ældre mands manglende impulskontrol – men frækt er det da.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.