Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tyven med nøgler til guldhornene

Det Kongelige Biblioteks gamle bygning i den nuværende Rigsdagsgård, hvor Kunstkammeret havde til huse på 2. sal indtil 1824, og hvorfra guldhornene blev stjålet. Foto fra omkring 1900, Før og nu
Det Kongelige Biblioteks gamle bygning i den nuværende Rigsdagsgård, hvor Kunstkammeret havde til huse på 2. sal indtil 1824, og hvorfra guldhornene blev stjålet. Foto fra omkring 1900, Før og nu

Det var onsdag den 5. maj 1802, og noget var helt forkert. Det kunne fyrbøder Jørgensen straks konstatere, da han tidligt om morgenen indfandt sig i Det Kongelige Bibliotek for at lægge i kakkelovnen. Biblioteket var indrettet på første sal i en 125 år gammel bygning på Slotsholmen mellem Proviantgården og Tøjhuset, og på etagen over bogsamlingen lå Det Kongelige Kunstkammer sikkert forvaret bag lås og slå. Men nu stod mange af husets døre helt åbne, og det var mod alle regler. Jørgensen underrettede straks forvalteren for Kunstkammeret, som sendte sin fuldmægtig, og denne kunne ved selvsyn konstatere, at der i løbet af natten havde været en tyv på spil. Et glasskab var slået itu, og de to guldhorn fra oldtiden, som var fundet på en mark i Slesvig i 1693 og 1734, var blevet fjernet sammen med andre kostbarheder.

Politiet blev alarmeret, og næste dag ankom en politifuldmægtig sammen med tre betjente for at tage lokaliteterne i øjesyn. De kunne fastslå, at tyven havde benyttet sig af en falsk nøgle, og at der var ens låse i flere af de døre, man skulle igennem for at komme frem til Heltekammeret, hvor guldhornene blev opbevaret. Alle de ansatte kom i forhør, og det samme skete for en gammel kone, der solgte brød og kager i porten, men ingen kunne hjælpe med opklaringen. En halv snes dage senere offentliggjorde myndighederne derfor en bekendtgørelse om tyveriet, og der blev udlovet en dusør på 1.000 rigsdaler til den, der fremkom med oplysninger om gerningsmandens identitet. I flere uger talte folk i byen ikke om andet end de forsvundne guldhorn, og i Vestergade sad en endnu ukendt skjald og lod sig inspirere af begivenheden.

Men tiden gik, og der skete andre ting i verden. Efter et års tid rygtedes det imidlertid, at tyven var blevet pågrebet, og at det drejede sig om en guldsmed, der i længere tid havde solgt ostindiske guldmønter. Hans navn var Niels Heidenreich, et par og fyrre år var han og i forvejen godt kendt af politiet. Som 28-årig var han nemlig blevet arresteret for at have fabrikeret falske postanvisninger og pengesedler og dømt til at miste liv, ære og gods. Livet beholdt han imidlertid. For han havde kun begået de ulovlige handlinger for at hjælpe sin gamle mor og sin stakkels søster, bedyrede han. Og så var straffen på kongens fødselsdag i 1790 blevet forvandlet til tugthus på livstid med tåleligt arbejde, som det hed i benådningen.

Netop på den tid blev det besluttet, at fangerne i Tugt- og Forbedringshuset ville have godt af at få undervisning i den kristne lære. En smuk tanke, men der manglede nogen til at tage sig af undervisningen, og så blev Heidenreich hjælpelærer i fængslet, for han var et lyst hoved, der kunne have drevet det vidt i den akademiske verden. En matematisk begavelse, men også en vild krabat, kunne moderen bevidne. Han var født i Viborg Stift, hvor faderen havde været skolelærer og degn, men så drikfældig at han fik sin afsked, og et par år turede han rundt på landevejen, før han døde. Udfriet fra ægteskabet havde moderen i nogen grad taget sig af de mindreårige børn, men det stod skralt til, og efter at drengen var begyndt at stjæle lidt til husbehov, bevægede han sig med raske skridt ind på den forbryderbane, der førte ham til København og til en plads i Tugthuset.

Dommen på livstid strakte sig over syv år. Så blev han løsladt på den betingelse, at hans svoger, som var toldbetjent, skulle tage sig af ham, og i 1797 fik Niels Heidenreich kongelig bevilling til at ernære sig ved urmager- og guldsmedearbejde. I Tugthuset havde han lært en kvinde at kende, og de indgik nu ægteskab og fik fire børn. Moderen og søsteren var også i huset, og det var mere, end indtjeningen som urmager kunne bære.

Ved flere lejligheder havde han besøgt Det Kongelige Kunstkammer, og en gang havde han bemærket, at der havde været adgang gennem biblioteket. Det tændte en ide, og ved et nyt besøg opdagede han, at han med sin stuenøgle kunne åbne jerndøren til læsesalen og flere andre døre i bygningen. Adgang til porten fik han ved hjælp af en behændigt tilvirket nøgle, han havde købt hos en jernhandler i Vestergade, og natten mellem 4. og 5. maj 1802 aflagde han igen besøg i Kunstkammeret.

For anden gang blev han på livstid anbragt i Københavns Tugthus. Men da han var en skikkelig fange, blev han senere overflyttet til Forbedringshuset, hvor han fabrikerede strømpevævernåle, og han var lige ved at finde en formel for cirklens kvadratur, da han som 80-årig blev løsladt. Det var i 1840. Fire år senere døde Heidenreich som fattiglem på Almindeligt Hospital i Amaliegade.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.