Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»TV-køkkenet i dag er et rum for maskulin selvhævdelse«

En kort overgang så det ud som om, at TV-køkkenerne var stedet, hvor der både blev lavet mad og nye mandeidealer. Men sådan er det ikke gået. Et forsknings-projekt viser, at TV-køkkenet i stedet flirter med kønsidealer anno 1950.

Den britiske kok Gordon Ramsay.
Den britiske kok Gordon Ramsay.

Da Jonatan Leer voksede op i Sønderjylland, var køkkenet stadig mest et kvindedomæne. Som dreng skulle man helst bruge sin fritid på at spille fodbold og tune knallerter.

»De ting interesserede mig ikke så meget. Jeg gik meget mere op i madlavning. Allerede som teenager købte jeg masser af kogebøger, selv om det ikke var så cool, og i 1990erne var jeg eksempelvis dybt fascineret af Henrik Boserup og Claus Meyer,« fortæller Jonatan Leer, som længe har interesseret sig for både mad og køn.

I dag er Jonatan Leer madkulturforsker, postdoc ved DPU Aarhus Universitet under forskningsprojektet »Smag for Livet«, og han har netop har sendt bogen »Ma(d)skulinitet. Kønskamp i TV-køkkenet« på gaden. Udgivelsen er resultatet af hans ph.d.-projekt, hvor han har kigget nærmere på de maskuline idealer, der bliver serveret i madprogrammerne.

»Der er sket meget med manderollen i nyere tid, og i dag er det lidt svært at sige, hvad en moderne mand egentlig er for en størrelse. Han skal både være lidt hård og lidt blød, og han skal være genkendeligt maskulin, men også omfavne en masse nye ting. På samme tid er TV-køkkenet blevet et sted, hvor mange forskellige maskuline identiteter udfolder sig, og i begyndelsen troede jeg faktisk, at TV-køkkenet var blevet et rum i mediebilledet, hvor man fornyer den maskuline identitet. Det har vist sig at være en sandhed med modifikationer, da normerne for mænd og kvinder stadig er meget stereotype i TV-køkkenet,« siger Jonatan Leer.

Nikolaj Kirk er aktuel med et nyt natur og madprogram på DR2, sammen med naturmanden Jørgen Skoubou. Programmet handler om, at Nikolaj Kirk skal tilberede dyr, som Jørgen Skoubou skyder.
Nikolaj Kirk er aktuel med et nyt natur og madprogram på DR2, sammen med naturmanden Jørgen Skoubou. Programmet handler om, at Nikolaj Kirk skal tilberede dyr, som Jørgen Skoubou skyder.

Det var den britiske celebrity-kok Jamie Oliver, der for alvor fik Jonatan Leer til at fundere over, om der både bliver lavet mad og moderne mandeidealer i TV-køkkenerne.

Da den unge britiske kok i 1999 tonede frem på skærmen i programserien »The Naked Chef«, vakte han opsigt og blev på rekordtid en international køkkenstjerne.

British celebrity Chef Jamie Oliver poses for photographers during at the Dussmann bookshop in Berlin on October 19, 2009. Oliver is in Berlin to promote his latest book »Jamie’s America« which goes on sale in Germany on the same day. AFP PHOTO DDP / AXEL SCHMIDT GERMANY OUT
British celebrity Chef Jamie Oliver poses for photographers during at the Dussmann bookshop in Berlin on October 19, 2009. Oliver is in Berlin to promote his latest book »Jamie’s America« which goes on sale in Germany on the same day. AFP PHOTO DDP / AXEL SCHMIDT GERMANY OUT

»Den tidlige Jamie Oliver virkede lidt provokerende. Han skilte sig ud ved at lave usofistikeret mad, som han brugte til at iscenesætte sig selv i forskellige sociale situationer. I »The Naked Chef« griller han eksempelvis sammen med drengerøvene. Han er den omsorgsfulde partner, der laver mad til sin kæreste, og han har også nogle børn med i køkkenet. Han shopper rundt mellem nogle af de forskellige udtryk for maskulinitet, som man typisk forventer, at moderne mænd kan navigere mellem,« siger Jonatan Leer, som også fremhæver, at seerne i det første program møder Jamie Oliver i et professionelt restaurantkøkken, men så smider kokken sin uniform og tager hjem for at lave mad i sit eget private køkken.

»Jamie Oliver lagde dermed afstand til den uniformerede og professionelle kokkeidentitet, der gennem århundreder har legitimeret, at madlavning også er noget for mænd,« konstaterer Jonatan Leer.

Før »The Naked Chef« var arbejdsfordelingen i TV-køkkenerne klar. De fremtrædende kvindelige kokke lavede hverdagsmad i hjemmet med fokus på ernæring, pris og praktiske fif. Mændene var enten professionelle kokke eller vilde og sofistikerede feinschmeckere. Jonatan Leer kalder Jamie Olivers farvel til kokkeuniformen i »The Naked Chef« for »de-chefisering«, og selv om den britiske kok ikke var alene om at tage uniformen af og være mandlig TV-kok på nye måder, så dominerer de traditionelle kønsidealer stadig i madprogrammerne.

TV-KOKKEN KEITH FLOYD FODRER SIN KONE TESS MED RØGET SILD I PETERSENSFAMILIEHAVE PÅ FREDERIKSBERG.
TV-KOKKEN KEITH FLOYD FODRER SIN KONE TESS MED RØGET SILD I PETERSENSFAMILIEHAVE PÅ FREDERIKSBERG.

»TV-køkkenet er ikke blevet den eksponent for nye mandeidealer, som det oplagt kunne være. Tværtimod,« siger Jonatan Leer.

Under sin forskning har han sporet fire herskende hovedtendenser, som han kalder: TV-kokken som kønsopdrager, de mandlige eskapister, gastronationalisterne og re-chefiseringen.

»Fælles for dem er, at de ikke repræsenterer nye maskuliniteter, men alle flirter med traditionelle kønsidealer. Man kan sige, at TV-køkkenet i dag er et rum for maskulin selvhævdelse,« siger Jonatan Leer, der ikke har beskæftiget sig lige så indgående med de kvindelige TV-kokke, men alligevel aner en tendens til, at de også læner sig op ad de traditionelle kønsidentiteter.

»Hvis man eksempel kigger på Mette Blomsterberg, så optræder hun i de første programmer i uniform med eget navn på, og programmerne blev optaget i et professionelt køkken, der var ejet af hende selv. Så i første omgang optrådte hun altså som en professionel og selvstændig erhvervsdrivende. Men i de senere programmer rykker hun hjem i sit private køkken, smider uniformen og har nogle gange sine piger med i køkkenet,« siger Jonatan Leer, som mener, at det er symptomatisk:

»Mange kvindelige TV-kokke er stadig bundet op på hjemmet og en lidt husmoderlig identitet, mens mændene ikke bliver målt på deres evne til at være gode fædre eller vise, hvordan man får en hverdag, hvor der både skal hentes børn og laves mad, til at hænge sammen. De render i stedet rundt ude i verden og er professionelle, konkurrencemindede, perfektionistiske og eventyrlystne.«

bra@berlingske.dk

 

 

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.