Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

Tro, håb & grådighed

Han tror på sig selv, penge - og så Gud. Danmarks bedst sælgende rapper, L.O.C., forsøger at forene de modstridende sider i sig selv. Måske derfor går pengene fra hans kommende album til velgørenhed. For, som han siger: »Jeg vil gerne prøve ikke at være grådig.«

Liam O’Connor. 33 år. Selvudnævnt og selvreflekterende libertiner. Prisbelønnet rapper, kendt ansigt på tv og i sladderpressen, kvindebedårer og selvoptaget egoist. Går under navnet L.O.C., der siden 2001 med et overlegent flow, tunge rim og sproglig elegance har gjort gadeslang stuerent for hele familien Danmark, solgt hundredtusindvis af albums. Og åbent har bekendt sig til, at nok handler det hele om musik - men også om at tjene penge.

Blandt andet derfor tog han også i foråret opgøret med pladeselskabernes enevælde, da han udgav »Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1«, der kvit og frit kunne downloades. Hånd i hånd med TDC viste han, at man ikke behøver at sælge ud, bare fordi man forstår sig på, hvordan man skaber sig en forretning, et brand - og giver noget tilbage til sit publikum.

Nu er han så tilbage. Musikalsk - og med en ny mission. Måske. Om et par uger udgiver han »Prestige, Paranoia, Persona Vol. 2«, hvor hele overskuddet går til Dansk Røde Kors. Er han nu den ultimative frelser? Har fundet den ultimative forretningsmodel? Eller tager han nu det ultimative skridt ud i den gråmelerede politiske korrekthed?

»Jeg kunne ligeså godt have givet det nye album gratis væk også, for jeg får ikke en krone ud af det. Men så ville jeg sgu hellere - med det kendskab, jeg har til Røde Kors - give det til folk, der har brug for pengene. Jeg føler også, at jeg her kan komme med noget håndgribeligt, som ikke bare er mig som en papfigur. Jeg har altid syntes, at folk har profileret sig selv for meget på velgørenhed af de forkerte grunde. De har ofte bare været en papfigur, der har overrakt nogle penge. Det her er anderledes. Det tændte jeg bare på,« siger L.O.C og tilføjer så uden at være blevet spurgt.

»Jeg ved ikke, om det også har noget med den katolske næstekærlighed at gøre.«

Han har inviteret MS inden for i privaten i København. Det gør han sig ellers normalt ikke i. Det kan godt være, at han har skabt sig en karriere på ærlige og selvudleverende tekster om sine mange dæmoner - alkoholmisbruget, stofferne, ungdommen i Aarhus V på kanten med loven - men han værner om sit privatliv. Derfor må vi heller ikke beskrive, hvad han har i bogreolen - hvis han altså har sådan en...

Han er iklædt sort poloshirt og sorte Levis-bukser, der hænger lidt ned om bagdelen, som de skal på en rapper. Klokken har kun lige passeret ti om formiddagen, så det er endnu tidligt for en mand, der er vant til at arbejde efter mørkets frembrud. Han hilser med et fast håndtryk og et smil, der gør det åbenlyst, hvorfor flere kvinder er misundelige på netop denne interviewaftale. Til gengæld virker det svært at forstå, at han også fører pennen bag teksterne på det nye album »Prestige, Paranoia, Persona Vol. 2«, der er mere paranoid og beskidt end forgængeren. Som for eksempel på det ildevarslende »Præludium«, der åbner albummet :

Som ung, dum og sulten der hørte vi historier / Alle dem der får papir de får paranoia / Så jeg er manio som ingen anden / Glem en kvinde jeg burde ha’ et våben med i sengen / Ikke mere fake pis - haters dø langsomt.

»Det er i virkeligheden en lidt hård plade. I forsøget på at blive afklaret med, hvem jeg er, har jeg brugt meget tid på at blive afklaret med de negative sider. Jeg har altid været optaget af at skrive selvbiografisk. I begyndelsen var det ikke så bevidst, men jeg synes, teksterne skal være nærværende, før de har betydning. Hvis der ikke er noget på spil, er det ligegyldigt. Det er ærligheden, der gør, at folk måske kan genkende sig selv i teksterne.«

Har du en defineret grænse for, hvad du giver af dig selv?

»Jeg har heldigvis stadig den kontrol, at jeg selv bestemmer, hvad jeg udleverer. Jeg har ikke tænkt mig at rappe om noget, jeg ikke på forhånd har overvejet. Det er som regel ting, som jeg selv er rimelig afklaret med, jeg deler med folk. Måske kan man kalde det kontrolleret blottelse,« griner han højlydt og napper en tår kaffe.

»Som tiden går, skubbes grænserne. Der skal mere og mere til, før tingene bliver interessante at arbejde med. Men jeg har ikke lyst til at være modbydelig og udleverende for at vække folks interesse. Det er ikke måden, jeg skriver på. Jeg vil hellere tage fat på emner, som kogt ned stadig er så interessant, at det ikke er nødvendigt at råbe »bøh« til folk. På den måde bliver det ved med at handle om min egen moral og etik. Det bliver et spørgsmål om tankegang og følelser, og så længe det gør det, skal man fandeme være intrigant for at tolke noget ulækkert og udstillende i det.«

Hans nye album handler om at være sandfærdig fra start til slut. Et af emnerne kredser om livet som musiker, og de til- og fravalg, det medfører. Han er godt klar over, at det kan virke snæversynet og som »luksusproblemer«, men det har haft betydning for ham som person og hans omgivelser, når han forsvinder væk i skabelsesprocessen.

»Da jeg begyndte som rapper, havde jeg det som alle andre. Jeg var bare en fyr, der øvede sig på noget, jeg rigtig godt kunne lide. Det handlede om at råbe højt og blive set. Om at blive genkendt, få skulderklap, gratis sprut og om at få alle tøserne til at hvine. Med tiden handler det mere om at værdsætte, at nogle rent faktisk kan nikke genkendende til det, jeg udtrykker, og få bekræftet, at man sgu ikke er alene med det her.

Men musikken har givet mig det forfærdelige karaktertræk, at jeg er blevet ekstra egoistisk. Når man graver sig ned i et musikalsk hul, hvor det ikke drejer sig om andet, lukker man folk ude. Det er skæbnens ironi. Jeg er endt med ikke at se særlig meget til folk, jeg holder af. Det har været arbejdsnarkomanen i mig, der har styret. Lidt ligesom min far, der kørte lastbil, og kun var hjemme en gang om ugen. Jeg er gået glip af at være sammen med folk, jeg holder af.«

Tænker du over det i dag?

»Jeg er blevet bevidst om det, lige indtil jeg går i gang med at lave en ny plade. Min mor er ikke længere overrasket, når der pludselig går halvanden måned, uden jeg har givet lyd fra mig. Så får jeg opkaldet, om jeg stadigvæk er i live. Selvfølgelig er jeg blevet bedre til at finde en balance, men folk omkring mig er også indforstået med, at det ikke handler om, at jeg vælger dem fra, men at jeg fordyber mig i musikken. Det har da krævet noget at blive afklaret med, at jeg er et narcissistisk røvhul, der meget hellere vil sidde og lave musik hele natten end at stå tidligt op og tage på familiebesøg,« siger Liam O’Connor, der i sine egne noter til nummeret »Langsomt« om samme emne skriver: »Man kan godt blive så sulten, at man glemmer at spise.«

Han er halvt irsk, halvt dansk. Opvokset i Aarhus V som stadig kan høres på dialekten, når han fortæller røverhistorier fra en ungdom præget af rap og hårde, halvkriminelle typer. Der har altid været smør på brødet, men ikke plads til økonomisk fråds i en familie med et stærkt sammenhold. Som søn af en lastbilchauffør og med en mor, der arbejder med alternative behandlingsformer, har arbejderklassekulturen domineret opvæksten. Den har samtidig gjort ham lokalpatriotisk, siger han, og det afspejles i hans hud, hvor referencer til rødderne er mejslet ned med blæk, som »Aarhus V All-Star« der pryder på skulderen.

»Jeg kommer fra små kår, og derfor har det også for mig handlet om at tjene penge for at få økonomisk frihed. Mit mål har altid været, at jeg aldrig nogensinde skal være far på bistand. At jeg kan forsørge den familie, jeg nu måtte få. Som tiden er gået, og jeg har fået den her sindssyge rutsjebanetur gennem musikkens verden, er der også kommet et ønske om at få et større råderum, før jeg en dag skal have familie. Jeg ved nu, at selvom jeg fik otte børn, så ville ingen mangle noget, før de bliver 18 år, og står på egne ben. Det er dejligt at vide. Det er ikke et spørgsmål om at blive multibilliardær eller eje et slot. Det er et spørgsmål om at have mulighed for at nyde livet, når nu muligheden er der.«

Har det også været et mål for dig at bryde den sociale arv?

»100 procent. Det er den store selvmodsigelse i rap og hiphop. Du skal være real og huske, hvor du kommer fra, men alligevel handler det hele om at komme væk derfra. Jeg er fra et område og et nabolag, som hele mit liv er blevet kaldt belastet. Jeg er derfor født med et Napoleon-kompleks jeg skulle fandeme vise dem, at jeg var større end livet og bla. bla. Det er uden tvivl et behov, der kommer fra de irske rødder på min fars side. Irerne er verdens mest udvandrende folkefærd med en »go make something for yourself«-mentalitet.«

Han er »godt katolsk oppe i skalden«, når han selv skal sige det. Det kommer også fra den irske side. Han bruger de symbolske værdier i troen som en form for rettesnor for sit liv. Men det kan langtfra altid forenes, medgiver han.

»Religionen har betydet meget for mig. Det har gjort mig til et mere seriøst menneske. Jeg har en stærk fornemmelse for, hvad jeg synes, der er »rigtigt« og »forkert«, som helt sikkert kommer af, at jeg har prøvet at fordybe mig. Nogle gange synes jeg, at mine ord ville være utilstrækkelige, hvis jeg ikke havde den referenceramme. Men den har betydet mere for mig tidligere, end den gør nu, fordi jeg har haft større kriser i mit liv, hvor jeg har brugt den aktiv.«

Er du blevet et bedre menneske af at have den som referenceramme?

»Jeg er blevet et menneske i større konflikt. Biblen er en »folder«, der er blevet skrevet for over 2000 år siden og ikke alt stemmer overens med livet i dag. For eksempel vil jeg så ekstremt gerne have - og som det produkt, jeg er af mit miljø, vil jeg gå ekstremt langt for at få. Samtidig vil jeg meget gerne prøve ikke at være grådig og i stedet give, sådan som den katolske tro prædiker. Det er samarbejdet med Dansk Røde Kors lige nu også et eksempel på. Jeg forsøger at give samtidig med, at jeg tager. Det er den konflikt, man har som menneske, der vil alle mulige modstridende ting. Den bane bliver for alvor kridtet op, når man har den moralske vogter ovre på højrefløjen,« siger han med henvisning til, at alle tatoveringerne på højre side af hans krop har udgangspunkt i ting, han som menneske er drevet af.

»Et af nummerne på pladen hedder »Metanoia« og kan fortolkes på mange måder. Den religiøse tolkning er anger. Og anger er lige præcis det, som kritikere af katolicismen angriber. Men samtidig er det for mig det, der også gør den katolske tro så fantastisk. Jeg er helt indforstået med, at hvis man er manipulerende og nøjeregnende, så kan man gå ud og skyde en eller anden, gå ind og sige det til præsten, og alligevel komme i himlen. Men man har kun det syn på anger, hvis man er et dumt svin. For mit vedkommende handler det om at bearbejde tingene. Hvis ikke jeg havde anger, ville jeg ikke være klog på, hvem jeg er. Angeren er mere end bare at være bagklog. Det handler om at lære af sine fejl.«

Går du så i kirken og angrer?

»Jeg har siddet i en skriftestol én gang, og det var en akavet oplevelse. Det er en meget formel måde at være personlig på.«

Bruger du så dit publikum som »skriftestol«?

»Jeg føler, jeg betror mig til publikum. Det er også grunden til, at jeg aldrig kalder publikum for fans. De er mere ligesindede. Folk, der kan genkende noget i musikken. Det er der, jeg fortroligt kan betro mig i al offentlighed. Skrifte har til formål at sige tingene højt og få dem ud af verden. De fragmenter, jeg har valgt at udstille af mig selv, bliver fremlagt for publikum, som var det præsten, der sad der.«

Du har et nummer, der hedder »Testamente«?

»Ja, jeg har en klar ide om, hvad der skal ske til min begravelse,« siger han, efterfulgt af en højlydt latter.

»Min latente paranoia efterlader mig indimellem i færd med at arrangere den. Jeg er blevet forsonet med tanken om, at jeg skal dø på et tidspunkt. Det med at kigge den anden vej, når folk nævner det, duer jeg ikke til. Jeg kan lige så godt se det i øjnene, og nummeret handler om, hvad der skal ske til begravelsen. Det sidste, jeg håndgribeligt kan gøre, er at arrangere min egen sidste fest. Jeg har en stor forhåbning om, at de mennesker, jeg elsker, er stolte af mig. At jeg har betydet nok for dem til, at de vil danse hele natten for mig.«

Er det også narcissisten, der kommer op i dig igen?

»Der er også noget narcissistisk i det, ja. Hvad vil folk tænke? Hvordan vil det påvirke dem? Vil min familie være okay? Der ligger en form for bekræftelse i de tanker. Jeg tror først, du ved, hvem dine rigtige venner er, når de græder ved din begravelse. Samtidig handler det om at blive afklaret og komme nogle af de overvejelser i forkøbet. Jeg synes, det mest forfærdelige er ikke at få sagt ordentligt farvel til dem, der betyder noget for mig. Derfor bliver jeg nødt til at skrive ned, at jeg elsker dem. Om ikke andet skal de vide, at de betød alt. Men jeg lægger ikke skjul på, at der også ligger noget selvhævdende i det og en smule bitterhed til alle dem, der ikke er inviteret med.«

»Folk siger ofte i en macho kontekst, at de ikke er bange for at dø, og så kommer det til at lyde grimt. Men jeg frygter ikke at dø. Jeg tror på, at det enten er en naturlig overgangsproces til noget andet, eller også er vi her bare ikke længere.«

»SelvGjortMillionærDrøm« hedder Liam O’Connors eget label, som han nu udgiver sine albums fra. Og udadtil virker det også som om, han har fået det hele. Han danner par med Christiane Schaumburg-Müller, »min smukke brud«, som han omtaler hende på takkelisten på det nye album, og han har erkendt, at han ikke længere kan kalde sig »underdog«.

Nu har du gjort det. Brudt den sociale arv. Er du så der i dit liv, hvor du gerne vil være?

»Det ved jeg faktisk ikke. Jeg er etableret så meget inden for rap, som jeg kan blive. Jeg føler lidt, at jeg har frit råderum til at gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg har ikke siddet og tænkt: »Ej, hvad vil folk nu ha’«. Hele det pres tror jeg efterhånden, at jeg har børstet af mig, for det vil jeg sgu ikke ligge under for. Det blevet kriteriet, at jeg laver noget, som jeg selv synes, er betydningsfuldt. Hvis det ikke var det, ville det også reflektere sig i teksterne, fordi jeg netop skriver selvbiografisk. Men jeg har da helt sikkert ramt et punkt, hvor jeg også er begyndt at interessere mig for andre ting. Alt det med at skrive, synes jeg er helt fantastisk, men jeg er ikke litterær. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at skrive en bog en dag, men jeg ved ikke, hvor jeg skulle begynde. Måske det bliver til noget engang. Som udgangspunkt er jeg stadig i en proces, hvor jeg fortsætter med at lave det, jeg elsker. Og det bliver jeg nok aldrig færdig med.«

Men hvor mange dæmoner kan du blive ved med at hive frem og bearbejde?

»Ha ha, det kan der være noget om. Jeg tror aldrig, man som menneske bliver færdig med at finde ud af, hvem fanden man er. Man kører kun fast, hvis man beslutter sig for, at man er det ypperste menneske i verden og starter en sekt. Det har jeg ikke tænkt mig. Hver gang jeg møder nye mennesker, bliver jeg lidt klogere på mig selv. Det gør, at jeg aldrig bliver færdig med at falde over ting, der er interessant for mig som menneske. Forhåbentlig kan jeg lave en plade på et tidspunkt, hvor jeg ikke er tynget af noget som helst, der minder om negativitet, men den ligger bare i min natur. Det melankolske tiltaler mig virkelig. Jeg synes, det er en god følelse at udtrykke sig igennem, som jeg nok aldrig vil gå helt væk fra. Men det kan også være, at folk på et tidspunkt siger: Ham der, han er fandeme for maniodepressiv til, at vi gider høre ham,« siger han, mens et smil breder sig over ansigtet.

Hvis vi bladrer frem i din selvbiografi, hvad kan vi så læse?

»Jeg ved det sgu ikke. Da min far var på min alder, havde han en dreng på otte. Jeg skal have en familie på et tidspunkt, men jeg ved ikke hvornår. Meningen med livet er vel at reproducere sig, men... Jeg er sammen med en, der er lige så stor arbejdsnarkoman som jeg. Det ville ikke passe lige nu. Ain’t working. Sidste kapitel er stadigvæk open as a motherfucker.«

»Prestige, Paranoia, Persona Vol. 2« udkommer den 1. oktober, hvor overskuddet fra salget går til Dansk Røde Kors. Digitalt koster albummet 30 kroner og i fysisk form får man »Vol. 1« og »Vol. 2« for 100 kroner.

Tak til Klampenborg galopbane.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.