Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Trine Dyrholm-optræden i ny film skaber vrede: »Respektløst«

Allerede inden dens premiere, har en ny spillefilm om sangerinden Nico med Trine Dyrholm i hovedrollen, vakt vrede blandt Nicos danske fans. »Respektløs,« siger Kenan Seeberg, der arrangerede koncerter med Nico i 1980'erne.

Trine Dyrholm i rollen som den legendariske sangerinde Nico i »Nico, 1988«. Foto fra filmen. 
Trine Dyrholm i rollen som den legendariske sangerinde Nico i »Nico, 1988«. Foto fra filmen. 

Man skulle måske tro, at gamle punkere beredvilligt ville tage imod kunst der går mod gængse opfattelser, men det virker ikke helt sådan, når det drejer sig om skuespilleren Trine Dyrholms optræden i en filmrolle som rockdivaen Nico.

Et klip fra filmen »Nico, 1988«, hvori Trine Dyrholm spiller den legendariske sangerinde Nico, har allerede inden filmens premiere på filmfestivalen CPH PIX vakt vrede blandt tidligere medlemmer af det danske punkmiljø. De mener, at skuespillerens optræden er misvisende i forhold til virkelighedens Nico, der i kraft af sit medlemskab af den legendariske rockgruppe The Velvet Underground, blev betragtet som en forløber for punkscenens stjerner.

»Den optræden er helt ude af trit med enhver form for virkelighed om, hvordan Nico var og hvordan hun optrådte, både på scenen og udenfor scenen. En misvisende, og efter min mening, respektløs fortolkning,« siger journalist Kenan Seeberg, tidligere musiker i punkbandet »Gatecrashers«, der som tidligere ejer af pladeselskabet Irmgaardz arrangerede flere koncerter i Danmark med Nico.

Klippet fra »Nico, 1988«, der er instrueret af Susanne Nicchiarelli, foregår mange år efter Nicos udtræden af The Velvet Underground, på et tidspunkt da den svært narkotikaafhængige sangerinde søger at holde liv i en skrantende solokarriere. I klippet ses Trine Dyrholm fremføre Nico-sangen »My heart is empty« på en stærkt indpiskende facon med voldsomme kropsbevægelser, der får publikum til at skrige ekstatisk. Scenen er voldsom, men netop derfor er den i strid med virkeligheden, siger kritikerne. Se det omtalte klip her: 

»Den virkelige Nico optrådte nærmest i slowmotion. Hun sad altid bomstille på scenen, og udtrykket var alt andet aggressivt. Det Trine Dyrholm laver ligner snarere Siouxsie and the Banshees,« siger Kenan Seeberg med henvisning til en anden af 1980ernes sangerinder fra den mørke ende af rocken.

En anden dansker med forbindelser til Nico er forfatteren Jan Poulsen, der har skrevet “Something rotten!: Punk i Danmark: maleri, musik og litteratur”, og er lige nu aktuel med en bog om Iggy Pop, der var en af Nicos elskere i en kortvarig periode i 1960erne.

»Jeg var venner med Nicos engelske kæreste fra Manchester, som jeg udvekslede kassettebånd med via posten, som man nu gjorde det i perioden. Blandt andet sendte han mig sine optagelser af Nico i Storbritannien, og på de bånd havde Nico ofte skrevet en hilsen på i stil med 'Dear Jan in Valby - Do or Die!',« fortæller Jan Poulsen.

For Jan Poulsen virker klippet med Trine Dyrholm mere som et forsøg på at ligne sangerinden Patti Smith, der havde og har en meget mere aggressiv og agitatorisk scenepersonlighed end Nico.

»Jeg har intet imod, at Trine Dyrholm er udvalgt til at spille Nico, for jeg synes, at hun er en fantastisk skuespiller. Jeg siger heller ikke, at man partout skal have set Nico in real life for at kunne spille hende. Den holdning ville jo per definition gøre de fleste biografiske film umulige at lave. Men den Nico, som jeg så tilbage i 1980erne, var nærmest en søvngænger på scenen,« siger Jan Poulsen.

Trine Dyrholm er normalt ikke på Facebook, og har derfor ikke registreret debatten om sin optræden i klippet fra filmen. Hun føler det som et »tungt ansvar« at skulle lave en karakter over en person der har eksisteret, og derfor har det også været vigtigt for hende, at lave en person der kan opfattes mere universelt end den virkelige Nico.

»Det er klart, det er Nico, det er lavet over, men jeg ligner hende jo ikke og synger ikke som hende. Jeg har været inspireret af hendes spirit, og instruktøren og jeg har ikke været interesseret i at lave en version, der er en ren imitation af Nico,« siger Trine Dyrholm.

Den voldsomme optræden i scenen forklarer Trine Dyrholm som et »frigørelsesøjeblik« for Nico i filmens handling, hvor sangerinden under et tumultariskt besøg i Prag kæmper med abstinenser og frustrationer over sin karriere.

»Jeg har lavet min version, så godt som jeg nu kan, og det er jo det man gør, når man laver scener der skal fungere i filmens univers,« siger Trine Dyrholm, der anbefaler, at man ser hele filmen.

»Se filmen i sin helhed og lad os snakke om den bagefter. Jeg vil slet ikke forsøge at forsvare min Nico, som den »virkelige« Nico, men sådan vil det altid være, når man laver biografiske film,« siger Trine Dyrholm.

»Nico, 1988« vises tre gange på CPH PIX, der begynder den 28. september.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.