Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Trille er godt gemt, men ikke glemt

I 40 år har sangerinden Trille boet i et lille hus langt ude på landet. Nu ser hun som 70-årig tilbage på et liv fuld af længsel – hvilket ikke nødvendigvis er skidt.

Trille ved sit skrivebord, hvor de første sange blev skrevet.
Trille ved sit skrivebord, hvor de første sange blev skrevet.

»Jeg ser det for mig, som om der parallelt med mit eget lille liv har dampet et tog af sted på livsstrømmens skinner med en uendelighed af muligheder og åbninger og velkomstvink. Måske også tilspigrede rum. Men dem har jeg svært ved at få øje på. Det er alle mulighederne og åbningerne, der ligger forrest.«

Sådan skriver Trille Bodil Nielsen – eller bare Trille – i sine netop udgivne erindringer »Altid har jeg længsel«. Et varmt, levende og samtidig ganske usentimentalt tilbageblik på et foreløbig 70 år langt liv, der foregik i relativ ubemærkethed frem til om aftenen 18. september 1970. Her blev hun på knap tre minutter berømt og berygtet efter at have sunget Jesper Jensens tekst »Øjet« i programmet »Musikalske Venner« og kort tid efter skaffet Danmarks Radio et sagsanlæg på nakken, fordi man ikke ville høre tale om, at »ham Gud han er eddermame svær at få smidt ud« på dansk monopol-TV.

Mere om det senere – om end noget modvilligt fra Trille – for hendes musikalske karriere handlede om så meget andet, og det gør hendes erindringer også. Om opvæksten på Amager, om mødet med den 16 år ældre kunstmaler Carl Henrik, der blev hendes mand og far til datteren Sille, om årene som »mikrofonsangerinde«, om livet efter, hvor hun har skrevet manuskripter og instrueret for Danmarks Radio, om børnebørn, lange rejser og om at bo langt, langt ude på landet på Sydsjælland – de fleste har hørt om Lars Tyndskids mark, Trille hævder at bo midt på den.

Trille med sin mand Carl Henrik Jensen og datteren Sille.
Trille med sin mand Carl Henrik Jensen og datteren Sille.

»Jeg har jo skrevet sange og dramatik, som er meget korte og præcise tekster. Men jeg har aldrig overvejet at skrive skønlitteratur eller noget længere. Så da forlaget spurgte, om jeg ville skrive mine erindringer, syntes jeg, det virkede helt uoverskueligt. Det måtte lige en tur i tænkeboksen. Eller i mølposen. Der lå det i lang tid,« fortæller Trille om arbejdet med bogen over en kop stærk kaffe på Gyldendal.

»Jeg vidste, at jeg ville kede mig ihjel, hvis jeg skulle skrive om mit liv fra en ende af: »Jeg blev født i 1945 på Amager, og da jeg var syv år, døde min far …« Så jeg har i stedet forsøgt at finde nogle emner med en stor koncentration af energi. Min fars død, mødet med min datters far, lejligheden i Pilestræde, mit hus på landet, mødet med andre kulturer. Alligevel var der på et tidspunkt et ønske om større kronologi fra forlagets side. Da gik det op for mig, at jeg ikke oplever livet horisontalt, men nærmere vertikalt. Ting og episoder og mennesker kan ligne hinanden på tværs af tid og år, de kan have den samme kraft. Når jeg læser et digt af den portugisiske nobelprismodtager José Saramago og ser på Rembrandts selvportrætter, rummer de den samme humanisme og ydmyghed over for det liv, der er os givet.«

Trille spiller her sammen med Kim Menzer og Jens Asbjørn. Arkivfotos
Trille spiller her sammen med Kim Menzer og Jens Asbjørn. Arkivfotos

Ungdomsoprøret gled forbi

Trille mødte kunstmaleren Carl Henrik, da hun var 19 år og holdt ferie med sin gode veninde på Fanø. Det var i 1965, og i de syv år, parret levede sammen i en arkitekttegnet kunstnerbolig i Brønshøj, gled ungdomsoprøret forbi uden Trilles deltagelse. Måske havde hun følelsen af, at også andet gled forbi hende – i hvert fald måtte hun en dag i 1975 forlade ham og med datteren på armen flytte ind i en lille lejlighed i Pilestræde i København.

»Jeg var i indædt parforhold i de år, så jeg havde ingen berøring med ungdomsoprøret og heller ikke kvindebevægelsen. Da jeg blev skilt, havde jeg lange samtaler med en anden kvinde, der også var blevet skilt. Men jeg har aldrig været med i en basisgruppe eller med i rødstrømpebevægelsen, og det byder mig egentlig også imod. Det er for nemt et alibi at være under dække af en gruppe frem for selv at stå op for sine meninger,« forklarer Trille.

Ryger cigar sammen med Dorthe Kollo og Cubas Charge d’affaires.
Ryger cigar sammen med Dorthe Kollo og Cubas Charge d’affaires.

»Det har heller ikke været en formuleret målsætning at skrive protestsange eller kvindesange. Det var blot, hvad der var i mig. Men det var ikke tilfældigt, at det skete for mig, for det var en del af en strømning. Det faldt sammen med, hvad mange andre kvinder oplevede på den tid.«

Vil du ikke beskrive, hvad der skete, da du optrådte med »Øjet« på TV?

»Skal vi virkelig? Kan vi ikke springe den over? Nå … Det gav mig den gave, at jeg blev kendt, og man begyndte at sende bud efter mig. Det gav også en mur af fordomme, der fulgte mig i mange år, om at være en provo og lidt småfræk. Så den har også skygget for mange af mine egne sange. Når jeg ser klippet, hvor jeg sidder der som en ung frodig kvinde med svulmende bryster, langt hår og lårkort, har det sammen med teksten sikkert været en provokerende sammenstilling. Jeg kan ikke lade være med at lege med tanken om, at hvis det nu havde været Bent Stuckert, der havde sunget den, så havde det nok ikke gjort det samme. Haha.«

Du flytter på landet midt i karrieren?

»Jeg havde jo den her pragtfulde lejlighed i Pilestræde, men jeg havde også fornemmelsen af at have brugt København nok. Jeg var mættet af Montmartre, Drop Inn og biografer. Så da jeg blev tilbudt at købe huset på landet, var jeg ikke i tvivl. Nu har jeg boet der i 40 år og er nærmest vokset sammen med huset.«

Hvad gør det ved en at bo langt ude på landet?

»Man bliver meget opmærksom på, hvad der sker uden for vinduet, og når man kører op ad grusvejen. Når det er snevinter, og man ikke kan komme ud i to måneder. Det giver en opøvning af tålmodighed og en skærpet sansning. Der kan sagtens gå en uge, uden jeg ser et menneske, og det generer mig ikke. Ikke at jeg er menneskefjendsk eller sky, men det kan være meget krævende at forholde sig til andre mennesker. Hvis man vil give samværet substans, kræver det, at man er til stede, lytter og giver noget af sig selv.«

Legestue med Klaver Kalorius.
Legestue med Klaver Kalorius.

Lang række børneplader

Sideløbende med sine plader med egne sange og kompetent opbakning af musikere som Anders Koppel, Hugo Rasmussen, Ken Gudman, Ole Fick, indspillede Trille op gennem 1970erne en stribe børneplader, bl.a. »Go’da’ Go’da’«, »Fra Engeland Til Skotland« og albummet om »Ejgil«. Børn har fyldt meget i Trilles liv, fornemmer man i hendes erindringer. Datteren, børnebørnene og de mange børn, hun har optrådt og skrevet for.

Hvad er forskellen på at optræde for børn og voksne?

»Børn er fuldstændig ubarmhjertige sandhedsvidner. Hvis ikke de gider at høre det, du kommer med, hjørner de rundt eller begynder at snakke, eller også går de bare. Der er sgu ingen fine fornemmelser. Eller også er de helt på: »Jeg har også et marsvin!« eller »Jeg har også en undulat!«. Der er kontant afregning og ingen lumske bagtanker. Ikke at jeg synes, der er lumske bagtanker hos et voksent publikum, men der er flere filtre imellem.«

I selskab med altid veloplagte Jørgen Clevin.
I selskab med altid veloplagte Jørgen Clevin.

Du fik en depression, da du var midt i fyrrerne og standsede karrieren – var det ikke en stor del af din identitet, du opgav?

»Jeg var helt sikker på, at hvis eller når jeg kom ud på den anden side, så skulle jeg ud at synge og optræde igen. Men det var slut. Ligesom København var det også brugt op. Jeg havde også en fornemmelse af, at jeg var nået ud til grænsen af min musikalske formåen både med stemmen og kompositorisk. Det var en befrielse at gøre sig fri af alt det ansvar, der følger med at være frontfigur og kendt. Jeg synes jo ikke selv, at jeg forsvandt. Jeg begyndte at arbejde som manuskriptforfatter og også instruktør, men der er ikke så meget opmærksomhed, når man er på den anden side af kameraet.«

Hvis du skulle skrive sange igen, hvad ville du så skrive om i dag?

»Gosh! Det skal jeg ikke … Hmm, det lyder som banaliteter, men det gør »sandheder« jo tit. Et af mine ønsker er, at vi bliver mere tillidsfulde over for hinanden og ikke skal se hinanden så meget an. Jeg synes, der er meget aggressivitet og fjendtlighed på forhånd. Jeg ved ikke, om det er værre end i 1970erne, men det er min fornemmelse. Og så skal vi opelske vores børn, og i mit tilfælde børnebørn, til at have tiltro til andre mennesker og være mere åbne. Det, synes jeg, er vigtigt. Se at komme ud at rejse! Kom til de varme lande, hvor de lever anderledes. Tag til Afrika og se, hvordan de lever i forhold til vores kvalmende overflod. Det er i hvert fald noget, jeg selv har lært utrolig meget af.«

Trille i dag.
Trille i dag.

Ydmyg og taknemmelig

»Altid har jeg længsel« kalder Trille sine erindringer – ligesom albummet fra 1979. Og mod slutningen beskriver hun, hvordan det er at have savnet eller længslen som grundvilkår. Hun skriver:

»I stedet for at betragte den til tider opdukkende følelse af ikke at høre til som savn, kunne jeg vende det om og betragte det som en rigdom. Jeg har udvekslet meninger med høj og lav, med eskimoer og afrikanere, med bønder og intellektuelle. Først de allerseneste år er det for alvor gået op for mig, hvilken betydning det har haft, at jeg har stillet mig op og sunget på den måde, jeg gjorde. Jeg må med stor taknemmelighed og ydmyghed konstatere, at sangene fra 20-25 år siden stadig lever og har betydning i folks bevidsthed.«

Apropos ikke at tænke horisontalt fristes man til at sige – for sangene har ikke bare 20-25 år, men faktisk allerede 30-45 år på bagen. Trille udgav sin sidste LP i 1988.

 

Hvad: Trille Nielsen: »Altid har jeg længsel. Erindringer.«

Hvormeget: 272 sider. Pris: 227 kroner.

Hvor: Gyldendal. Netop udkommet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.