Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Roskildeposten

»Total fejlbooking af Alex Vargas på scenen! 1.500 mennesker lukkes ind - ca. 10.000 i kø med offensivt pres bagfra!«

Tømmermændene ovenpå Roskilde Festivalens første musikdag er til at få øje torsdag morgen, og generelt virker anmelderne enige om, at ingen af gårsdagens koncerter fortjener de helt store roser.

Onsdag var første musikdag på Roskilde Festival og Orange Scene blev åbnet med et brag.
Onsdag var første musikdag på Roskilde Festival og Orange Scene blev åbnet med et brag.

Godmorgen og velkommen til Roskildeposten.

På Dyrskuepladsen er dagen startet godt ud: De ramte festivalgæster er så småt ved at få øjne, og Berlingske stødte da også ind i flere zombielignende walk of shame-gængere på morgenturen hen til presseområdet.

Politiets peanuts og rasende popfans

Mens gæsterne fyrede den af til gårsdagens koncerter, kedede politiet sig på den gode måde. Roskildefolket opførte sig nemlig eksemplarisk i går, lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politis pressetalsmand Martin Bjerregaard i Metroxpress.

»Det er simpelthen dejligt. Der har kun været peanuts.Der har været tre anholdelser; en for brud på ordensbekendtgørelsen, en for at være for fuld og så en, som vi lige skulle finde ud af, hvem var - men han blev hurtigt sluppet igen.«

Så langt så godt. Ved Gloria scenen og på de sociale medier var stemningen dog mindre god under og efter gårsdagens koncert med popsensationen Alex Vargas.

»Total fejlbooking af Alex Vargas på scenen! 1.500 mennesker lukkes ind - ca. 10.000 i kø med offensivt pres bagfra! Vand deles ud af de søde vagter. Havde der været brand eller noget, havde det været ‪#‎pearljam‬ om igen! Billedet er kun de mennesker, der er lukket ind i teltet(og holdes tilbage) og ikke menneskerne i køen. ‪#‎fail‬ ‪#‎rf16,« lyder det fra en Facebookbruger.

Og Roskilde erkender da også at popdrengen Alex Vargas er mere populær, end festivalen havde regnet med:

»Vi er opmærksomme på, at koncerten burde have været placeret andetsteds, og vi er kede af de gener, som det har medført. Problemet opstår ofte, når kunstnere stiger i popularitet, efter de er blevet booket og placeret på en scene. Vi tager kritikken særdeles alvorligt, for vores gæsters sikkerhed er en topprioritet,« lyder svaret fra Roskilde på Facebook.‬

RHCP og myrer med muskelsvind

I går var også dagen, hvor de hardcore festivalgængere bevægede sig ud af smatten og ind på festivalpladsen, hvor de fik selskab af de mere magelige Roskilde-gæster, som først ankom i går. Roskildes første musikdag bød blandt andet på Damon Albarn og The Syrian National Orchestra.

»Kalder alle Roskilde-gæster! Virkeligheden banker på. Der er større problemer i verden, end at din iPhone er løbet tør for strøm. Der er krig i verden, og det er noget, der gør ondt på rigtig mange af vores medmennesker her på planeten Jorden. F.eks. de millioner af syrere, der har måttet flygte fra den blodige borgerkrig i deres hjemland i de senere år,« lyder det fra Berlingskes musikredaktør Michael Charles Gaunt, der sætter pris på Albarns wake-up call og kvitterer med fire stjerner.

Hos Politiken virker Kim Skotte mere begejstret over de honningdrivende baklavakager, han fik serveret af syriske flygtninge foran Orange Scene end over selve koncerten.

»Men hånden på hjertet, mødet med de syriske og internationale musikere med vidt forskellig musikalsk baggrund var mindst lige så meget en symbolsk begivenhed som en koncert. En koncert, der som musikalsk oplevelse forblev lidt af et farvestrålende kludetæppe, men til gengæld som begivenhed og gestus rakte langt ud over øjeblikket,« skriver han og giver arrangementet tre hjerter.

Generelt er anmelderne forsigtige med at dele stjerner ud, og de virker enige om, at ingen af gårsdagens koncerter fortjener de helt store roser.

Værst ser det dog ud for Los Angeles-drengene fra Red Hot Chili Peppers. Efter at bandet havde spillet en rædsom koncert i 2007 på Orange Scene, håbede publikum så inderligt på en revanche, men selv om koncerten ikke blev lige så jammerlig som for ni år siden, udeblev den helt gode stemning.

»Det bedste, jeg kan sige, er, at tre fjerdedele af bandet i det mindste lignede nogen, der prøvede. Men lige lidt hjalp det«, lyder dommen fra Berlingske, som giver to stjerner og tilføjer:

»Værst af alt var dog forsanger Anthony Kiedis. Mage til slatten og uengageret forsanger skal man lede længe efter. Lyset var slukket, hans sjæl gået hjem.«

Og hos BT kunne man ikke være mere enig. »Pinlig, ufokuseret og med en ligeglad indstilling,« sådan beskriver Steffen Jungersen fra BT gårsdagens flop af en koncert, som han giver en stjerne.

»I hvert fald lykkedes det også RHCP onsdag aften at spille en pinligt ringe og i perioder direkte skammelig koncert på Orange Scene. Hvor de kom ud over scenen med samme kraft som en myre med muskelsvind og en udstråling som en rusten mejetærsker i de sidste dødskramper,« skriver han.

Farlig flødeskumsrus er »bedre end coke«

I den mere festlige ende har Ekstra Bladet været ude og samle gaspatroner i campingområdet. Patronerne indeholder som ubrugte en form for lattergas, som lovligt kan købes i dagligvarerbutikker. Rusen er kort og intens. I cirka 20 sekunder får man det for vildt for så at være helt normal igen.

»Du tager det og får et rus, som varer mellem 20 og 40 sekunder. Det er bedre end coke, for hvis du ikke bryder dig om det, så går følelsen hurtigt over igen,« siger en mandlig festivalgæst til Ekstra Bladet.

»Vi gør det alle sammen. Vi har købt patronerne hos nogle af vores venner, som bestiller 60.000 hjem ad gangen fra Tyskland. Men hvis man tager for mange patroner, kan man godt få lidt abstinenser,« siger en gruppe piger til Ekstra Bladet.

Det er dog ikke helt ufarligt at indtage lattergassen, som man suger ned i lungerne gennem en ballon, og Stofrådgivningen advarer om, at man risikerer at blive kvalt.

Frivilligt eller ulønnet arbejde?

I dagens Berlingske kritiserer flere fagforeninger Roskilde Festival for aftaler med private virksomheder om, at de ikke må betale løn til deres mange medarbejdere på festivalen.

»Før var det foreningerne, der holdt festivalen i gang ved hjælp af frivillig arbejdskraft, ligesom der også er mange, der arbejder frivilligt for selve organisationen bag Roskilde Festival. De penge, de tjener, bliver fordelt ud til forskellige foreninger og gode formål, og det er selvfølgelig en god ting. Men når private virksomheder bliver en større del af festivalen, mener vi, at de skal aflønne deres ansatte,« lyder fra fr 3F:

»Når Roskilde Festival vil være mere kommerciel, bør den revidere sine aftaler med private virksomheder, så de fremover kan betale deres ansatte løn.«

Læs historien og Roskildes svar lige her

Ellers bliver torsdag »splitter Hans-Jørgen« - det er nemlig dagen for Roskildes Nøgenløb, som bliver afholdt i Dream City kl. 14.00. Se hvordan det så ud sidste år lige her

Husk at tjekke musikredaktørens guide til Roskilde ud lige her, så du kan beslutte dig for, hvad du skal satse på at danse til i dag, og hvis du stadig mangler inspiration kan du tjekke Soundvenues guide til ni koncerter, du ikke må misse i dag.

God torsdag!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.