Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Gensyn

Toner fra revolutionen

Sleater-Kinney opstod i hjertet af en nordamerikansk, feministisk teenagebevægelse og voksede sig på blot et årti til det, magasinet Time i 2001 kaldte »Amerikas bedste rockband«. Nu giver den ikoniske amerikanske trekløver efter ti års tavshed ny lyd fra sig, nemlig albummet »No Cities To Love«.

Sleater-Kinney er aktuelle igen efter ti års tavshed.
Sleater-Kinney er aktuelle igen efter ti års tavshed.

»Something is messed up here/ Something isn’t right/ We’re supposed to be free/ I’m supposed to be mine/ (...)/ Not for sale/ Not your girl/ Not your thing«.

I 2014 smykkede enhver popdiva med respekt for sig selv sig med ordet »feminist«. Men ordene herover tilhører hverken Beyonce eller Taylor Swift. Sangteksten er fra nummeret »Taking me home«, der optræder på 1996-albummet »Call the Doctor« af det efterhånden ikoniske kvindetrekløver Sleater-Kinney. I denne uge udgav de efter ti års tavshed en ny plade, der har fået titlen »No Cities To Love«.

Selvom ideologien bag Sleater-Kinneys musik tager udgangspunkt i bandmedlemmernes egen hverdag som teenagere i 1990ernes USA, er der stadig brug for bandet i dag, mener flere musikskribenter, der hilser Sleater-Kinneys genkomst varmt velkommen. Musikskribent Annie Zaleski skriver på magasinet Noiseys hjemmeside under overskriften »Why We Need Sleater-Kinney Now More Than Ever« blandt andet:

»Bandet formåede på en helt subtil måde at skabe opmærksomhed om diskrimination og opfordre til handling og verbal modstand for at bekæmpe uretfærdighed. Alt i alt var de en uomgænglig musikalsk og ideologisk kraft – en sjælden kombination.«

Det startede i det små. Som tre barréakkorder på elguitar fra teenageværelserne, som nattelange samtaler om visioner på verdens vegne, som ugenerte øvere i mors og fars garage og kassetteindspilninger i minioplag. Det sitrede af gejst, gnist og indebrændt energi. Og det lød som revolution.

Sleater-Kinney, som består af guitaristerne og vokalisterne Corin Tucker og Carrie Brownstein og trommeslager Janet Weiss, kom til verden i 1994 i Olympia og voksede direkte ud af den amerikanske riot grrrl-bevægelse, som var en kunstnerisk, aktivistisk og feministisk bevægelse med direkte forbindelse til musikken.

»Det var en bevægelse skabt af en håndfuld piger, der var stærke, vrede, sjove og ekstreme på grund af og for hinanden,« skriver Beth Ditto fra riot grrrl-bandet Gossip i forordet til bogen »Riot Grrrl: Revolution Girl Style Now!«.

»Bevægelsen er skabt på fremmedes stuegulve, på kopimaskiner, i breve, gennem samtaler og mixtapes. Riot grrrl genopfandt punken.«

Det var især punkscenen i Washington D.C., den såkaldt »D.C. hardcore«-scene, som de revolutionslystne riot grrrl-piger fra Olympia, fandt inspiration i. Ikke fordi D.C.s punkscene havde formået at få pigerne væk fra sidelinjen og op på scenen, men fordi idéerne bag punken var lette at forene med pigernes egen feministiske ideologi. Det handlede om selv at tage kontrol over alle led i produktionen, om at gøre tingene på sin egen måde. Æstetikken omkring musikscenen var i høj grad det, man kaldte »DIY« – Do It Yourself.

Ville skabe et frirum for kvinder

Pigerne begyndte i fællesskab at producere deres egne musikmagasiner, de såkaldte »fanzines«, og de startede også deres egne bands, egne pladeselskaber og egne events, fortæller Julia Downes, der er forsker i køn og feministisk aktivisme ved Durham University og bandt andet har skrevet en afhandling om riot grrrl.

Det handlede ikke om, at drenge ikke var velkomne, men om at skabe et rum, hvor pigerne ikke blev dømt ude eller vejet og fundet for lette på grund af deres køn:

»Nogle af dem havde oplevet at blive censureret eller afvist på grund af deres idéer om køn, seksualitet og feminisme. De følte sig også ekskluderet fra det sexistiske miljø i punkundergrunden og den amerikanske mainstreamkultur. Så der var et klart behov blandt pigerne for at skabe netværk, rum og projekter, hvor de kunne udtrykke deres holdninger til at være pige, kvinde og feminist og tilskynde piger og kvinder til at skabe samfundskritisk kunst og kultur,« siger Julia Downes.

Pigernes egne tanker om bevægelsen kommer til udtryk i et manifest, som blev trykt i det berømte riot grrrl-magasin »Bikini Kill« i 1991. Der står blandt andet:

»Riot grrrl er… fordi vi piger kræver plader, bøger og magasiner, der taler til os, og som vi føler os inkluderet i (…) Fordi vi ikke vil tilpasse os andres (drenge)standarder, der definerer, hvad der er god musik, punkrock eller godt skrevet, OG derfor må vi have et rum, hvor vi kan skabe, nedbryde og definere vores egne visioner.«

Flere medier udråbte 2014 til »Feminismens år« med henvisning til, at store popstjerner som Beyonce og Taylor Swift aktivt begyndte at bruge feminismen som en del af deres image.

Popdronningen Beyonce skød for eksempel året i gang med at skrive en kort klumme i The Shriver Report under titlen »Ligestilling mellem kønnene er en myte!« og optrådte senere ved MTV Video Music Awards med ordet »feminist« skrevet i store, lysende versaler på en sort baggrund bag sig.

Men trods jævnligt tilbagevendende bølger af bevidsthed om kvindelig repræsentation i den rytmiske musik, er der dog stadig markant flere mænd end kvinder, der vælger musikken som levevej, viser flere undersøgelser og rapporter.

Vigtigt for diversiteten i musikken

NIRAS-rapporten »Kønsbalancen i rytmisk musik« fra 2011 konkluderede for eksempel, at der både er en tydelig overvægt af mænd både på musikuddannelserne, i musikerforeninger og blandt lærerne på musikuddannelserne. Blandt medlemmerne i Dansk Musikerforbund var der for eksempel 77 procent mænd, mens 72 procent af de studerende på konservatorierne var mænd.

På Rytmisk Musikkonservatorium i København har de kvindelige studerende på eget initiativ startet et fælles projekt, bandet LadyJerks, som netop skal give kvinderne mulighed for at få lov at spille sammen og lade sig inspirere af andre kvinder:

»LadyJerks er en gruppe, hvor vi eksperimenterer med, for de fleste af os for første gang, kun at spille sammen med kvinder. Da der er et overtal af mænd på konservatoriet og i rytmisk musik i det hele taget, er vores hverdag jo primært at spille musik med mænd. Vi var alle nysgerrige efter at undersøge, hvad vi kunne formå sammen vibrationsmæssigt ved at dyrke den feminine energi. Og det er der så kommet et freepunkband ud af, hvor vi alle spiller på andre instrumenter, end vi plejer, hvor musikken er fri improvisation, og hvor bandet er åbent for alle kvinder på konservatoriet,« fortæller Tania-Kristin Ballentine, der er trommeslager i LadyJerks og læser på sangskriverlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium.

Hun understreger vigtigheden i rollemodeller for både piger og drenge:

»I stedet for blot at påtale, at der er en skævfordeling, vælger vi i LadyJerks at udnytte muligheden for som kollektiv at være rollemodeller for piger og drenge. Det føles som et enormt positivt drive.«

Og netop rollemodeller og vidensdeling er afgørende, hvis man vil have diversitet i musiklivet, siger Julia Downes:

»Projekter som eksplicit inviterer ind, skaber rum og bruger ressourcer på deltagelse fra piger, kvinder, queers og mennesker fra andre kulturer i kulturlivet er vigtige, fordi det er vigtigt at se folk som dig selv lave musik for selv at blive inspireret til at gøre det. Jo mere fællesskabet støtter op med vidensdeling, tid, ressourcer og plads, jo bedre er chancerne for at få diversitet i kulturlivet.«

»Amerikas bedste rockband«

Det rum, som de unge kvinder i riot grrrl-bevægelsen fik skabt for sig selv, skabte grobund for talrige nye bands – Bikini Kill, Bratmobile, Heavens to Betsy, Excuse 17, Skinned Teen og mange flere. Nok var bevægelsen hverken den første eller største feministiske bevægelse, men den skilte sig ud, fordi den så tydeligt adresserede unge, kreative kvinder og handlede om deres ønske om at kunne udtrykke sig kunstnerisk.

»Riot grrrl fokuserede på de udfordringer, man kunne have som kreativ kvinde – på at være ung og kreativ. Jeg tror, at tidligere feminismer har fokuseret mere på økonomiske aspekter, som problemer på arbejdspladsen, lønforhold, at have børn og at mangle pasningsmuligheder,« siger Sheron Cheslow, der var med til at starte Washington D.C.s første all girl punkband Chalk Circle, i Kerry Kochs dokumentar »Don’t Need You: The Herstory of Riot Grrrl«.

De fleste af riot grrrl-musikgrupperne døde ud med bevægelsens afmatning i slutningen af 1990’erne. Men Sleater-Kinney bragede videre ind i det nye årtusind. Mellem 1995 og 2005 nåede de tre piger således at udgive hele syv albummer, inden de brød op i 2006 for at koncentrere sig om deres respektive solo- og sideprojekter.

Ved bruddet havde de fået opbygget sig et ry som et af de mest professionelle bands fra riot grrrl-tiden, og de blev ikke blot betragtet som interessante på grund af deres ideologiske baggrund, men også fordi de musikalsk havde formået at vinde respekt. Musikskribent- og anmelder Greil Marcus kaldte i et nummer af magasinet Time fra 2001 bandet for »Amerikas bedste rockband«, og i Rolling Stone skrev Rob Sheffield efter bandets beslutning om at opløse sig selv:

»Tak for musikken, Sleater-Kinney. Dette trekløver var det bedste amerikanske punkrockband nogensinde. (…) De vedblev med at være loyale over for riot grrrl-idealerne, der inspirerede dem, men de spildte ikke tiden med at kritisere det mainstream. I stedet fandt de deres egen selvstændige frihedsvision, levede den ud og gav den en lyd. Derfor lød de aldrig som nogen andre, og derfor vedblev deres musik med at være intens og rørende, mens andre bands løb tør for gas.«Nu er de så tilbage, et årti senere. Måske ikke med en ny bølge, men i hvert fald med ny lyd og en stadig stålsat modstand mod kassetænkning. Som de synger på nummeret »A New Wave« fra »No Cities To Love«:»No outline will ever hold us/ It’s not a new wave/ It’s just you and me«.

Sleater-Kinneys »No Cities To Love« er udkommet på Sub Pop/Playground Music

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.