Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Tom Jensen: Man er prisgivet naturens luner

Der er noget særligt over de vådeste år i festivalhistorien. Her er vi tilbage i 2007, hvor himlen i den grad åbnede sig over festivalpladsen i Roskilde.
Der er noget særligt over de vådeste år i festivalhistorien. Her er vi tilbage i 2007, hvor himlen i den grad åbnede sig over festivalpladsen i Roskilde.

Goddag igen fra Roskilde 2017, der i skrivende stund synes at være katastrofen, som udeblev. Hele ugen har de fleste festivalgængere spejdet nervøst mod deres mobiltelefoner og meteorologernes forudsigelser om forestående regnvejrsundergang, men trods let regn fredag morgen ser det ud, som om vi overlever. Måske. Man ved jo aldrig…

Man siger, at alle taler om vejret. Det er indlysende i et land som Danmark, hvor vejret året rundt byder på alt – på de mest uventede tidspunkter. Og hvor sommeren i særdeleshed kan spille én et gevaldigt puds med byger, der går og kommer. Det gælder i dén grad også på Roskilde, især de år, hvor bygerne truer med at blive til piskende monsunregn.

Vejret er en dansk yndlingshobby, og TV-stationerne ved det. DR og TV 2 konkurrerer på ugentlig basis om at sende verdens længste vejrudsigter, og hver en havefest arrangeres med hjertet i halsen og et fast blik på femdøgnsprognoserne. Jeg var til et bryllup for nylig, der skulle starte med en drink i haven, og efter vielsen i kirken stillede gommen sig op og sagde, at de havde været meget i tvivl, om vejret ville holde. De havde bedt i dagevis til vejrguderne, og NU troede de på det. To minutter senere begyndte det at sile målbevidst ned.

Roskilde Festival er på den ene side en kulturbegivenhed. Inden for populærmusikgenren endda det, jeg vil tillade mig at betegne som en finkulturel begivenhed. Det er en fest, men det er også et samlingspunkt for feinschmeckerne. Dem, der ikke stiller sig tilfreds med endnu en Helmig-koncert eller Medina i Tivoli, og ikke et ondt ord om nogen af dem; Roskilde er bare noget andet.

Men festivalen er sandt for dyden også en naturbegivenhed. Man er prisgivet naturens luner, himlens sluser og solens brænden. Nogle år vågner man op i sit telt, og luftmadrassen sejler i fem centimeter regnvand. Andre år vågner man kampsvedende klokken syv ved en telttemperatur, der for længst har passeret 45 grader. Nogle gange kommer man hjem søndag med mudder helt om bag ørerne. Andre gange med urinstøv i næseborene og en teint som en Storm P.-vagabond. Visse år begge dele.

Der er noget særligt over katastrofeårene. Som i 2007, da det styrtregnede hele torsdagen, og det var tæt på, at nogle af campingarealerne måtte erklæres for katastrofeområder. Jeg husker turen ud til Roskilde i en god vens bil. Omfanget af kalamiteterne gik op for os, da vi et T-kryds i en landskabsfordybning så en kvinde trække sin cykel afsted. Kun styret og sædet var synligt over regnvandspejlet. Eller 2011, da skybruddet ramte især hovedstaden, men også delvist Roskilde, og der blev danset regndans i mudderet hele natten, mens mobilnettet var nede. Hvorfor jeg selv først næste dag opdagede graden af undtagelsestilstand i København, herunder den ikke uvæsentlige detalje, at min egen familie havde stået i en kælder med kloakvand i knæhøjde. Et stilfærdigt tip i en klimaforandret verden: Det er ikke sådan, man bliver populær hos sine nærmeste.

I 1991, et af de helt store regnår, var jeg ikke på Roskilde, men derimod på Midtfyns Festival, hvor det imidlertid regnede lige så meget som i Roskilde. Det år så jeg Bob Dylan på hovedscenen i en regnstorm, og efter koncerten var det mig umuligt at trække mine – heldigvis i forvejen grimme – brune sko op af mudderet. Jeg hev derfor med besvær strømpefødderne til mig og lod skoene stå. De findes der sikkert endnu et sted i jordlagene…

I år har det så ulmet truende igen. Det præger det hele, alle taler om det og forsøger at klæde sig på efter forholdene. Man står herude ansigt til ansigt med elementernes rasen på en måde, man sjældent er det i det, man kalder civilisationen.

Det utrolige er, hvordan folk får det bedste ud af situationen, uanset dens beskaffenhed. Torsdag aften, da regnen første gang kom, samlede tusinder sig således under de overdækninger, der trods alt er rundt omkring på pladsen, og det var dampende tætpakket og gevaldigt hyggeligt på en måde, det aldrig ville have været i tørvejr.

Måske I også har fulgt mediernes varsler de senere dage om den forestående katastrofe herude. Skulle der sidde en nervøs curlingforælder et sted og tænke, hvad der dog sker med de kære små, så bare rolig: Som enhver campist ved, er det faktisk en sund og opbyggelig oplevelse at lade sig konfrontere med naturens luner.

Til sidst derfor blot mit bedste råd, når det regner og mudrer, et råd der kan anbefales, uanset om man er på festival eller ej. Alene ved at følge det når man langt: Strømperne uden på bukserne. Bukserne ned i gummistøvlerne. Regnbukserne uden på gummistøvlerne. Så kan vejrguderne rase, så meget de lyster; de kan bare komme an, kan de!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.