Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kunst

To, der ændrede kunsthistorien

Der er omkring 300 år mellem Giorgione og Delacroix - men hver fik de skelsættende betydning for maleriet. To fine udstillinger i London fortæller om deres tid og deres indflydelse.

Delacroix »Badende« er blandt billederne på National Gallerys meget seværdige udstilling om den franske maler - og de mange han inspirerede.
Delacroix »Badende« er blandt billederne på National Gallerys meget seværdige udstilling om den franske maler - og de mange han inspirerede.

LONDON: Begyndelsen af 1500-tallet var en rig tid for Venedig. I enhver henseende.

Vist var der problemer ved fronten. Efter Venedig effektivt havde udkonkurreret andre store italienske bystater og ekspanderet både på terra ferma – fastlandet – og sikret sig kontrollen over for eksempel Cypern, begyndte Osmannerriget langsomt men sikkert at erobre stadig større dele af Grækenland og Italien.

Venedig mistede geopolitisk betydning men var stadig en meget velhavende by på grund af handel og Venedigs enorme skibsværft, Arsenale, der i en periode var Europas største arbejdsplads.

Og inspiration for Dantes beskrivelse af Helvede i »Den guddommelige komedie«.

Økonomien og bystatens selvsikkerhed var medvirkende årsager til, at Venedig i det første tiår af det 16. århundrede havde en exceptionel kunstnerisk højkonjunktur.

Der var et stort marked for tidens malere. En af de største i slutningen af 1400-tallet var Bellini.

Der var flere af dem, men det er navnlig Giovanni Bellini, det drejer sig om. På det tidspunkt, hvorfra udstillingen i Royal Academy tager sit afsæt, driver Bellini og hans bror, Gentile, byens største værksted for altertavler og andre former for billeder. Hos Bellini ligger forudsætningen for den venetianske naturalisme, og det er om nogen Giorgione og hans kollega og konkurrent, Tizian, der udfolder det nye venetianske maleri kendetegnet af klare farver og en voksende interesse for landskabet i billedet.

Landskabet havde tidligere tjent som neutral, dekorativ baggrund for portrætter. Nu blev det genstand for særskilt opmærksomhed og blev tillagt betydningsbærende elementer. Måske var det Giorgione, der – inspireret af Albrecht Dürers akvareller – malede det første egentlige landskabsbillede i europæisk kunst?

Giorgione, Bellini og da Vinci

Giorgione var elev af Bellini. Man ved ikke så forfærdeligt meget om ham. Ligesom Tizian, der også blev elev af Bellini, var Giorgione – egentlig Giorgio da Castelfranco – ikke født i lagunebyen men kom til den, fordi Venedig var et kunstnerisk centrum, mange malere søgte. Ligesom Rom i 1800-tallet, Paris i 1900-tallet og på det senere New York, Los Angeles, Køln, Berlin, London og andre byer.

Giorgione kom til verden omkring 1478, og han døde i 1510 under en af de store epidemier, der gik hårdt ud over Venedigs indbyggere. Trods det ry, han opnåede, allerede mens han levede, ved man heller ikke alverden om ham som person. Gennem tiderne har der tilmed været uenighed om, hvor mange af hans overlevende malerier, der rent faktisk er malet af ham.

Nogle af hans billeder anses også for gådefulde. Det gælder ikke mindst hans mest kendte, »Stormen«, som ikke er med på udstillingen, for det får næppe lov at forlade museet Accademia i Venedig, hvor det er blandt hovedattraktionerne.

Men et andet, markant landskabsbillede er med på udstillingen i London, og i det hele taget er det trods alt lykkedes at samle en del af Giorgiones kendte værker.

At det giver mening at udstille dem sammen med en række af hans samtidige – ud over Tizian for eksempel Lorenzo Lotto og Sebastiano del Piombo – skyldes først og fremmest, at Giorgiones særlige måde at male på med det bløde udtryk vakte så stor beundring i hans samtid, at det blev efterlignet af andre og således dannede skole.

Giorgione selv må være blevet inspireret af Leonardo da Vinci og Albrecht Dürer. Sidstnævnte er i 1505-07 i Venedig, og hans realistiske udtryk får en meget stor betydning for byens betydelige koloni af malere.

Leonardo da Vinci havde været i La Serenissima, som Venedig kaldte sig selv ved højtidelige lejligheder, allerede i 1499 og ved den lejlighed formodentlig introduceret sine kunstnerkollegaer til sfumato-teknikken, hvor konturerne bliver udvisket til fordel for et blødere udtryk, som ikke mindst Giorgione lærte at behersket virtuost, og som Tizian, der overlevede sin konkurrent med 66 år, bragte endnu videre.

Det gjorde ham til Venedigs malerfyrste og hovedpersonen i italiensk renæssancemaleri. La Serenissima betyder i øvrigt den smukkeste og mest ophøjede by. Den må også have været et overvældende syn. Bygget på vand og med hundrede af prægtige paladser langs Canal Grande.

Kirken havde en meget stor betydning som aftager af kunst. Udstillingen i Royal Academy rummer en sektion af religiøse og allegoriske billeder forestillende ikke bare forskellige versioner af favoritmotivet – Jomfru Maria med barnet – men også andre fra Bibelens persongalleri og billeder til minde om forskellige ceremonielle begivenheder som for eksempel Tizians storladne fremstilling af en scene, hvor paven introducerer Jacopo Pesaro til selveste Skt. Peter.

Billedet af Giorgione hedder »Portræt af en ung mand«.
Billedet af Giorgione hedder »Portræt af en ung mand«.

»Man kan finde os alle i Delacroix«

Pesaro var biskop over Cypern, som få år tidligere var blevet underlagt Venedigs overherredømme.

Venetianerne erobrede ikke land i begrebets klassiske betydning. Men de insisterede på, at andre lande og provinser åbnede sig for samhandel. Det var et af de forhold, der gjorde Venedig så umådelig rig.

Netop rigdommen var grunden til, at kirken mødte konkurrence, når det drejede sig om at erhverve kunst. Mange af de sofistikerede rige venetianere ønskede at blive fastholdt for eftertiden – og udstillingen viser en række af de portrætter, Giorgione og hans samtidige malede i en nyere, mere naturalistisk og koloristisk opsigtsvækkende måde med stærkere og mere inderlige farver.

Inspirationen var på et tidligt tidspunkt kommet fra Nederlandene – men de venetianske malere førte arbejdet med farven til nye højder.

Samtidig udvikledes en ny type portræt. I forgrunden ses den portrætterede i trekvart profil og i baggrunden genkendelige landskaber og måske en by i det fjerne som Bellinis mesterlige portræt fra omkring 1505 af en yngre mand, der måske er en litterat ved navn Pietro Bembo. Man ved det ikke.

Meget andet blev noteret på det tidspunkt, men ikke detaljerne i den overvældende kunstneriske produktion, og da maleren Giorgio Vasari senere i århundredet skrev sin berømte bog med levnedsbeskrivelser af store italienske kunstnere, var noget af historien gået tabt.

Giorgione, Tizian og deres samtidige i italiensk højrenæssance dannede skole – og det samme gjorde Delacroix, der sammen med nogle af de malere, han inspirerede, vises i National Gallery.

Og de var mange – dem, der blev påvirket af Delacroix. »Man kan finde os alle i Delacroix,« sagde eksempelvis Cézanne, der selv skulle blive en stor fornyer af maleriet og få voldsom betydning for Braque og Picasso og kubismen.

Delacroix - som han så sig selv.
Delacroix - som han så sig selv.

Farvefest for øjnene

Cézannes bemærkning om, at der er noget Delacroix i alle malere, har National Gallery gjort til en pointe med udstillingen.

Ligesom det er tilfældet med Giorgione-udstillingen på Royal Academy, er der nemlig heller ikke så mange Delacroix-billeder udstillet. Flere end af Giorgione – helt bestemt.

Men mange andre, fremragende kunstnere er medtaget, fordi de beundrede og lod sig inspirere af Delacroix og hans på en og samme tid disciplinerede og vilde malemåde. Hans kompositioner er storladne og læner sig op ad traditionen og idealerne i renæssancen – men det er, som om der i måden at male på er en revolte.

Flere af hans mest berømte billeder som »Friheden fører folket på barrikaderne« skal man ikke forvente at finde. Det ville Louvre nok ikke slippe, og det kan man måske nok forstå, al den stund det er et af verdens mest ikonagtige malerier.

Det blev malet i 1830 som en hyldest til Julirevolutionen samme år og viser en kvinde med blottede bryster og Trikoloren hævet, der opildner en folkemængde med repræsentanter for flere klasser til kamp mod tyranniet.

Men ellers er udstillingen et billedorgie, en farvefest for øjnene og hvad man ellers kan bruge af lovord. Den fører den besøgende gennem Delacroixs (1798-1863) liv og udvikling, fra han begynder at udvikle sin personlige – overvældende – stil og herunder udvidede motivkredse, som for eksempel dem, der kom under rejserne i Nordafrika.

Som han havde fundet inspiration i den lange tradition for historiemaleri, blev han betaget af »de vilde«, der boede på de kanter, og for datidens romantikere udgjorde et billede på den idyl, der, mente de, måtte have hersket i den europæiske antik.

Delacroix havde en enorm betydning som romantikkens hovedfigur – og det lægger udstillingen vægt på gennem billeder, hvor man kan fornemme inspirationen og hans maleriske kraft hos skikkelser som Van Gogh, Gauguin, Manet, Moreau og Matisse.

Det er ofte blevet hævdet i kunsthistorien, at Delacroix var den sidste store mester. Det er et synspunkt, udstillingen i National Gallery tydeligvis anfægter. Uden at forklejne Delacroix fortæller museet om den enorme arv, han efterlod sig – og hvordan hans kunstneriske geni blev en del af andre, lige så store malere i det 19. og 20. århundrede.

Hvad: In the age of Giorgione. Hvor: Royal Academy, Burlington House, London. Hvornår: Dagligt kl. 10-18, fredage tillige til kl. 22. Til 5. juni

Hvad: Delacroix and the rise of modern art. Hvor: National Gallery, Trafalgar Square. Hvornår: Dagligt kl. 10-18, fredage tillige til kl. 21. Til 22. maj

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.