Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tivoli-Garden går til scenen

Den 173-årige garde udvider aktiviteterne med et galla-show, hvor piber, trommer og bjørne­skinds­huer suppleres med stomp og en sørøverhistorie i røg og damp.

Tivoli-Garden skal fremover ikke kun marchere gennem haven. Foto:
Tivoli-Garden skal fremover ikke kun marchere gennem haven. Foto:

 

Tivoli-Garden kaster sig over helt nye udfordringer, når der fredag 10. februar i Tivolis Koncertsal er urpremiere på det allerførste gallashow i gardens snart 173-årige historie.

Der vil stadig være masser af hornmusik, piber og trommer, flotte, røde uniformer og sorte bjørneskindshuer, som det kendes fra gardens faste optræden i Tivoli i både sommer- og vintersæsonen. Men derudover diskes der op med en drabelig sørøverhistorie i røg og damp, hvor tapre matroser kæmper for at generobre Tivoli Søens stolte skib, Fregatten Sct. Georg III, og befri den bortførte prins og prinsesse. Det hele ender – selvfølgelig – godt med fællessang over scenekanten.

Det er Tivoli-Gardens leder siden 2014, Lars Søgaard, der har fostret ideen. Med en baggrund i både musik, teater og business – han har bl.a. været producent og forestillingsleder på Aarhus Teater samt koncert- og eventproducent i DR og tog i 2011 en MBA på Aarhus Universitet – så han straks nye muligheder i den talentmasse, som Tivoli-Garden udgør.

»Tivoli-Garden er befolket af talentfulde børn, som Tivoli kaster store ressourcer i at gøre dygtige. Jeg tænkte, at det må kunne noget andet end at være uforpligtende gratis underholdning i haven,« siger han. »Så nu tager vi den lige et skridt op med en forestilling, som foregår i en rigtig koncertsal, hvor folk skal købe billet. Det stiller selvfølgelig nogle helt andre udfordringer og nogle meget strammere krav til præcision og timing, intonation og klang. Men det er er også sjove udfordringer, og vi ved af erfaring, at hvis vi ikke hele tiden giver børnene nye udfordringer, kommer de til at kede sig.«

Tivoli-Garden kan som verdens første ungdomsgarde føre sin historie helt tilbage til 1844, året efter at Georg Carstensen åbnede sin forlystelseshave midt i København. I begyndelsen var det blot en lille »hyggehær« på 30 uniformerede drenge, der under navnet Det lilliputiske Militair marcherede rundt i haven. Først omkring 1880 begyndte man uddanne gardens medlemmer til også at spille musik til marchen.

I dag har Tivoli-Garden godt 100 medlemmer fordelt på Tambourkorpset med cirka 20 medlemmer på fløjte og trommer, 25 medlemmer af Fanevagten og endelig Musikkorpsets 52 mand store orkester. Og alle er med i det nye show.

»Mange af dem var da lidt måbende, da de hørte, hvad vi skulle i gang med. De ved selvfølgelig godt, hvad show og teater er, men det er jo noget helt andet at opleve det indefra og være tandhjul i en maskine, der er endnu større, end vi plejer,« siger Lars Søgaard. »At optræde i en teatersal med lys og lyd og røg er meget anderledes end at gå en parade i Tivoli eller give koncert på Plænen. Men børn lærer afsindig hurtigt – som én af instruktørerne sagde en dag: Når man siger noget til børn, går det ind ad det ene øre, og der bliver det siddende!«

En af de nye discipliner, Lars Søgaard har indført i gallashowet, er stomp – kunsten at få rytmer og musik ud af næsten hvad som helst, fra gamle aviser til gryder og stegepander. I Tivoli-Gardens Gallashow er det medlemmerne af Fanevagten, der jonglerer og laver rytmer med deres geværer og flagstænger – og med klapstole.

»Der er en herlig scene, hvor musikkorpset har siddet på scenen på klapstole, som skal fjernes bagefter – og hvad kan klapstole? De kan klappe! Og det kommer der et forrygende stomp-nummer ud af,« fortæller Lars Søgaard, som glæder sig til at opleve publikums reaktion, når showet går over scenen.

»Det er jo en familieforestilling, og hvis man kan tale om gustent overlæg her, så er min ambition da at inspirere andre børn til at spille musik. Hvis jeg kan få en håndfuld unger til at sidde nede i salen og gispe efter at få lov til at være én af dem på scenen næste år, vil meget være nået.«

Tivoli-Gardens Gallashow kan opleves i Tivolis Koncertsal 10. og 11. februar, i Musikhuset Esbjerg 11. marts og i Musikhuset Aarhus 25. marts. Eneste voksne på scenen bliver skuespilleren og sangeren Jesper Buhl i rollen som pirat og leder af fællessangen.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.