Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Tilgivelse og skyld har intet med forsoning at gøre«

Menneskers behov for at forsone sig med deres forbrydelser eller afmagt er et centralt tema i Pablo Henrik Llambías' nye roman. »Ærlighed er en forudsætning for forsoning, som igen er en forudsætning for værdighed,« siger forfatteren.

Pablo Henrik Llambías er aktuel med romanen »Et ukendt barn«. En kompleks roman, der både handler om de personlige omkostninger ved en skilsmisse, Anden Verdenskrigs grumme konsekvenser og tabet af værdighed for samfundets handicappede. Fortælleren i romanen er som forfatteren selv blevet skilt og lejer sig ind hos en anden mand og dennes barn i en lejlighed på Christianshavn.

»Jeg har valgt at sige, at det jeg der er i bogen, det er mit jeg, men når jeg så siger det, så bliver jeg også fiktiv,« siger forfatteren og blinker med det ene øje. I virkeligheden sidder vi i køkkenet i delelejligheden på Christianshavn, og taler om romanen der på mange måder har interviewets tema forsoning som understrøm. Llambías har før været omkring emnet, da han sammen med en kammerat for ti år siden lavede en dokumentarfilm om tyske SS-veteraner. Det blev til en række interviews, der også indgår i romanen. Han rejste i midten af 90erne til Tyskland og kom hjem med dokumentarfilmen »Für Führer, Volk und Vaterland«. Ideen var at portrættere den almindelige tyske soldat, men Llambías erfarede hurtigt, at veteranerne ikke passede ind i deres oplæg:

»Deres deltagelse handlede om at forsøge at forsone sig med deres egen fortid. Da vi begyndte at undersøge, hvordan de levede med skylden, fandt vi ud af, at de i høj grad forsøgte at lyve sig fra fortiden. En enkelt kvinde - som også er beskrevet i romanen - var blevet holocaust-benægter. Andre dækkede over sig selv ved hjælp af små løgne. De stående kommentarer var, at de ikke vidste, hvad der skete, de var under ordre, hvis de deserterede ville de blive skudt osv.«

Den skrøbelige forsoning, veteranerne gemte sig under, var ikke stærk nok til at tåle omverdenens dom. De fleste af dem, som Llambías talte med, havde aldrig delt deres oplevelser med andre. Deres børnebørn kendte ikke til sandheden, og i visse tilfælde var kameraet den første, de fortalte deres historie til.

»For mange af dem fungerede det sådan, at i og med vi var kommet og lyttede til deres historie, så følte de sig faktisk tilgivet. Det var en effekt, vi var meget opmærksomme på, fordi vi hverken kunne eller ønskede at give dem denne tilgivelse. Den eneste måde, de forsøgte at forsone sig med fortiden på, var enten at glatte lidt for meget ud, eller være lidt for angerfulde. Men for os var det ikke deres medløberi som sådan, der var interessant, men mere den menneskelige svaghed. Svagheden, hvormed man fortæller sig selv små løgne, dækker over sig selv. Deri kan man genkende sig selv potentielt set... det kan man måske sige, er det forsonende element, at vi kan genkende de små løgne fra vores eget liv. Men den afgørende forsonende bevægelse består i, at de selv ser den fulde sandhed i øjnene og samtidig er opmærksomme på, at det ikke fjerner skylden eller baner vejen for tilgivelse.«

I »Et ukendt barn« er det ikke kun turen tilbage i tiden til de tyske veteraner, der bygger på selverfarede oplevelser og beskriver et forkrøblet liv. Llambías har selv gjort sig erfaringer som hjælper på et plejehjem for handicappede, hvilket også indgår i romanens univers:

»Man har plejehjem for handicappede som hedder Rosenhaven, Kløverengen eller som i bogen Blomsterkollegiet, men det er at lyve for folk. Meget af det teaterstykke, som et plejehjem er, går ud på at fortælle personerne, at de har en værdig tilværelse grundlæggende set. Den menneskelige omgangstone mellem personale og 'beboere' drejer sig om at foregive, at det er okay at være handicappet, og værdigheden er bevaret, men det mener jeg ikke er rimeligt. Den eneste måde, de personer kan få en værdig tilværelse på, er ved at få kontrol over området, hvor de lever. Som det er nu har de en ganske minimal indflydelse på omgivelserne, resten er fuldstændig kontrolleret. Det betyder, at de handicappede ikke kan komme til at forsone sig med deres tilværelse, fordi den er pakket ind i vat og blomstrede vendinger. Det er faktisk den måde, man forsøger at dosere værdighed ind i dem, der afholder dem fra at få en værdig tilværelse. Forsoning og værdighed hænger sammen.«

Han mener, at en del af løsningen ville være at give folk penge i hånden og dermed magten, så de selv kunne vælge personale, og hvordan driften skulle tilrettelægges.

»Så ville ansvaret for deres eget liv vende tilbage. Når det hele en dag, er ved at være ovre, skal man jo gerne, være i stand til at kunne sige, jeg kan godt leve med det, som det var. Jeg løj ikke for mig selv, og der blev ikke løjet for mig.«

Ved siden af sit underviserjob på forfatterskolen, læser Llambías også prædikener på præsternes efteruddannelse, og især en prædiken har for nylig fanget hans opmærksomhed:

»I stedet for at prædike: »Du har gjort dit bedste, og du er god nok som du er.«, så var der en prædiken, som vendte det hele på hovedet. Budskabet var: »Du har faktisk ikke gjort dit bedste! Det er ikke godt nok! Men du har Jesu tilgivelse alligevel.« Det er en hel anden type prædiken, der efterlader folk helt nøgne, men måske en mere fair prædiken. Så er man skrællet helt ned, men det er måske derfra, man kan starte igen... og så er vi tilbage hos de tyske veteraner. Skulle jeg sidde over for dem og sige: »Du er god nok som du er«. Nej, for det er de ikke. Der er en masse mennesker, der rent faktisk ikke er gode, dem kan man ikke tilgive, og det er heller ikke ens opgave. Men de har selv en chance for at forsone sig med deres gerninger, men det kræver for det første, at de indser sandheden om sig selv. Ærlighed er en forudsætning for forsoning, som igen er en forudsætning for værdighed. Tilgivelse og skyld har intet med sagen at gøre.«

Vi taler videre om Sandhedskommissionen i Sydafrika, der blev nedsat for at blotlægge apartheidstyrets forbrydelser, men bevidst undgik at dømme:

»Det er vigtigt at understrege, at man i Sydafrika har været nødt til at blande skyldsspørgsmålet uden om processen, ellers kan man ikke lave den bro frem mod forsoning og en ny værdighed. Mennesker, som har været udsat for tortur i de sydafrikanske fængsler, kan ikke komme til forsoning, hvis skyldsspørgsmålet bliver blandet ind i helingsprocessen. Forsoning er et resultat af ærlighed og har intet at gøre med skyld. For så ville det fordre tilgivelse, og den tilgivelse kan man af gode grunde ikke give.«

Rundt om krigsberetningerne og historien om Blomsterkollegiet er der rammefortællingen om en far der mister kontakten med sine børn i dagligdagen, som en konsekvens af en skilsmisse. En erfaring du selv har gjort, hvordan forsoner man sig med den skæbne?

»En skilsmisse giver en masse skyld, skam og trang til tilgivelse. Tilgivelse kan man ikke bede ekskonen om - og slet ikke børnene, det ville være virkelig at gøre vold på dem, og man kan heller ikke tilgive sig selv. Skylden kan man heller ikke komme af med. Det eneste man kan gøre, hvis man ikke har Jesus Kristus ved hånden, er at se skylden, skammen og ydmygelsen i øjnene, og ved hjælp af tid kan man måske komme frem til en form for forsoning... men det tager lang tid.«

Det er påfaldende, at når man læser »Et ukendt barn«, er ægteskabet, der forliser, ikke beskrevet, i stedet oplever vi smerten hos faren, når han går rundt i Zoologisk have og anstrenger sig for at give den som glad weekendfar. Llambías antyder også over køkkenbordet, at der for forældrene er visse positive ting ved en skilsmisse, men de har ikke fundet plads i manuskriptet:

»Det er uomgængeligt, at det er negativt for børnene, at far og mor er blevet skilt. De er da fuldstændig ligeglade med, at far og mor måske også synes, der er nogle gode ting ved skilsmissen. Jeg har valgt ikke at fremstille skilsmissen, men nogle forsonende træk - måske bortset fra den symbolske slutning, som jeg ikke selv skal forsøge at fortolke.«

Men skal det så opfattes som en sonings-akt fra din side, at du har skrevet bogen?

»Nej! det giver absolut ingenting at udgive en bog, men måske hjælper det, at man undervejs beskæftiger sig med sandheden... Men det er jeg faktisk ikke sikker på.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.