Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview:

Tilgiv dig selv og andre - and keep your day job

Han er en af New Yorks mest succesfulde litterære agenter, har udgivet to selvbiografiske bøger om sit misbrug af stoffer og alkohol og er netop udkommet på dansk med debutromanen »Har du selv haft en familie«, der handler om sorg og tilgivelse. Mød Bill Clegg, der anbefaler alle håbefulde forfatterspirer at have at almindeligt job ved siden af.

»Gennem mit arbejde med at blive stoffri har jeg fået mulighed for at slutte fred med mange – omend ikke alle – mennesker i mit liv, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg tror, det langt fra er alle, der når så langt,« siger  Bill Clegg. Foto: Sara Gangsted
»Gennem mit arbejde med at blive stoffri har jeg fået mulighed for at slutte fred med mange – omend ikke alle – mennesker i mit liv, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg tror, det langt fra er alle, der når så langt,« siger  Bill Clegg. Foto: Sara Gangsted

»KLIK!«

Mobiltelefonen fanger billedet af den enkle, højrøde bog. Den velklædte, korthårede mand i marineblå blazer tjekker det på skærmen, og skyggen af et tilfreds smil kryber hen over ansigtet. Forfatteren fanget i et privat øjeblik. Bill Clegg, der netop er udkommet på dansk med debutromanen »Har du selv haft en familie«, har endnu ikke opdaget journalisten, der allerede sidder i Gyldendals reception.

»Jamen, jeg bliver stadig helt overrasket, når jeg ser mit navn på bogen. Der er en del af mig, der stadig ikke kan forstå det, så det er et lille chok hver gang,« siger han, da vi kort efter er bænket med kaffe og Summerbird-chokolader.

Som litterær agent gennem 25 år er Bill Clegg vant til at arbejde med forfattere. Men han har endnu ikke vænnet sig til selv at kunne tage titlen på sig.

»Nogle gange når jeg taler om bogen, har jeg det, som om jeg udtaler, hvad en af ”mine” forfattere tænker. Som om bogen ikke er min. Jeg er så meget på hjemmebane, når jeg arbejder med forfattere som agent, men det er noget helt andet, når det er min egen bog, jeg skal ud og tale om,« siger han.

»Har du selv haft en familie« er en ensemblefortælling, der behandler sorg fra forskellige vinkler. Bogen begynder med en tragedie, der er så stor og ubærlig, at selve hændelsen stort set ikke bliver beskrevet – det er efterdønningerne hos de overlevende, der interesserer Bill Clegg. Natten før datterens bryllup eksploderer Junes hus i en altudslettende brand. Alle i huset omkommer: Junes datter, svigersøn, kæreste og eks-mand. Kun June overlever, fordi hun i de tidlige morgentimer befandt sig ude på græsplænen.

Hvorfor var hun derude? Hvordan opstod branden? Det er den mysterietråd, der løber under fortællingen, der dog primært fokuserer på, hvordan man kommer videre efter sådan en oplevelse.

Sorg er ikke kun en følelse

June flygter. Sætter sig ind i sin bil og kører langt væk. På må og få med en sort, tung dyne af sorg, skam og skyld over kølerhjelmen. Hendes kærestes mor lukker sig inde i sig selv, pakket ind i en dyne af landsbysladder, mens andre berørte i den lille by reagerer på helt andre måder. En ting står klart: Sorg er aldrig entydig. Sorg er aldrig bare én følelse.

»Der er dem, der går i seng og bliver liggende, og så er der dem, der kaster sig over arbejdet og bliver endnu mere ambitiøse og beslutsomme. Der er dem, der græder, og dem, der ikke kan græde overhovedet. Sorg er kompliceret. Den er et sammensurium af følelser. Ikke mindst, fordi sorg som regel er forbundet med de mennesker, vi elsker højest. Som også er der, hvor vores følelser er mest komplekse. Vis mig et ægteskab, der ikke er kompliceret … det findes ikke. Jeg elsker min familie højt, men det er meget komplekst. Det er mennesker, der på én og samme tid er utroligt stærkt forbundne og støttende – og i stand til at påføre hinanden den mest lammende smerte. Det er meget primalt: alle, du sørger over, vil være nogen, du har et kompliceret forhold til.«

Derfor er det vigtigste i livet, ifølge Bill Clegg, at lære at give og modtage tilgivelse. Hellere før end senere.

»Jeg er 45 år gammel nu. Der var engang, hvor jeg troede, at jeg havde hele livet til at få løst mine komplicerede forhold til andre mennesker. Til at gøre ting gode igen og tilgive eller blive tilgivet. Men sådan er det jo ikke. Vi er her kun kortvarigt, og hvis der er noget, du ikke har fået forløst med dem, der er vigtigst for dig, får du måske aldrig chancen,« siger han.

En erkendelse, der kommer i kølvandet på Bill Cleggs mangeårige problemer med misbrug af alkohol og stoffer, som efterhånden ligger 12 år tilbage i tiden, men ikke desto mindre stadig fylder meget i hans bevidsthed. Så meget, at han i henholdsvis 2010 og 2012 skrev to hudløst udleverende og meget personlige erindringsbøger om sin misbrugsperiode, »Portrait of an Addict as a Young Man« og »Ninety Days«, der tilsammen solgte i 55.000 eksemplarer.

»Gennem mit arbejde med at blive stoffri har jeg fået mulighed for at slutte fred med mange – omend ikke alle – mennesker i mit liv, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg tror, det langt fra er alle, der når så langt. Så hvis du får nogen som helst form for impulser til at hjælpe nogen eller værdsætte nogen, så gør det! Denne verden er så uforudsigelig, og hver eneste dag hører man nye historier om uventede tragedier. Så opfør dig ordentlig overfor de mennesker, du har i dit liv. Og hvis der så sker noget forfærdeligt – så sker det. Men så har du fred med dem, der er vigtigst for dig.«

Den umulige drøm

Selv om det er 12 år siden, at Bill Clegg blev stoffri, og selv om han siden har genopbygget sit ry som New Yorks måske mest sympatiske stjerneagent, definerer han stadig sig selv som misbruger. Det er ikke noget, han har lyst til at pakke væk og glemme.

»Jeg misbruger ikke længere, men jeg er misbruger helt ind i knoglerne. Det definerer mig stadig på helt utroligt mange måder. Men det at kalde mig selv misbruger er også et valg, for så kan andre, der måske kæmper med de samme problemer, finde mig. Det hjælper mig med at holde mig på den rette vej, at jeg ved, at min historie hjælper andre med det samme problem.«

Den hjalp ham også med at finde karakterernes kerne i »Har du selv haft en familie«, der handler om at finde en vej videre fra et sted, hvorfra det ikke virker muligt at fortsætte.

»Den følelse kender jeg, fra da jeg var afhængig. Jeg kender den følelse af håbløshed, der er så altopslugende og mørk. Jeg var ikke bevidst om, at jeg skrev den ind i karaktererne, mens jeg gjorde det, men den er der. Især i June, hvis først impuls er at flygte så langt væk som muligt. Det har også altid været sådan, jeg selv håndterede det, jeg ikke kunne overskue.«

I dag flygter Bill Clegg dog ikke længere end til køkkenbordet i den lejlighed, han deler med sin mand. Herfra kan han tage lige hvorhen, han vil, uden at flytte sig en meter – og uden at gøre skade på andre eller på sig selv. Og det har været lidt af en åbenbaring for manden, der altid har elsket bøger, men aldrig selv troede, at han kunne blive forfatter.

»For mig har det altid stået som noget helt ekstraordinært. En drøm på linje med at sejle jorden rundt. Noget jeg aldrig troede, jeg selv kunne opnå, så jeg valgte at arbejde med forfattere i stedet og har elsket det i samtlige 25 år,« siger han.

Derfor vil han heller ikke definere sig selv som forfatter. Han er agent – det andet kommer bagefter. Som en hobby; et mål, der fandt ham, uden at han aktivt søgte det.

Forfatter ved et tilælde

I forbindelse med arbejdet med erindringsbøgerne begyndte han at skrive om sin opvækst i lillebyen Sharon i Connecticut, der i »Har du selv haft en familie« er blevet til den tilsvarende, men fiktive, by Wells.

Selv om han hurtigt fandt ud af, at erindringerne ikke skulle inkludere byen, fortsatte han. Han skrev og skrev. Huskede. Funderede. Digtede til. Det blev en leg med ord, fantasi og erindring, indtil han til sidst sad med så meget materiale, at han måtte erkende, at han nok var i gang med at skrive en bog.

»Jeg kom til det sådan lidt ad bagvejen, kan man sige. Jeg tror faktisk ikke, jeg på det tidspunkt tænkte, at det skulle blive en roman. Jeg havde det bare sjovt med det. Hvor mine erindringer var ret dystre projekter, fyldt med minder fra en af de mørkeste perioder i mit liv, så oplevede jeg en helt utrolig glæde ved at arbejde med fiktionen. Når jeg satte mig ved mit køkkenbord for at skrive uden at ane, hvor historien var på vej hen, forsvandt tiden bare. Syv eller otte timer føltes som 20 minutter,« siger Bill Clegg, der beskriver skriveprocessen som sit nye – ufarlige og lystfyldte – stof.

»Det blev et fantastisk og meget privat tilflugtssted for mig.«

Han er netop nu i fuld gang med sin næste bog, der kommer til at handle om komplekse venskaber.

»Jeg tror, jeg altid vil skrive på noget. Selv hvis jeg en dag ikke længere udgiver bøger, vil jeg nok stadig skrive dem. Bare for oplevelsens skyld. Det at skrive hjælper mig til at forstå mit eget liv og de ting, jeg og mange andre mennesker kæmper med. Nogle gange kan jeg se dem meget tydeligere i mine karakterers liv end i mit eget. Så det er sundt for mig at kunne tage til det sted.«

Og hvad siger hans faste klienter, hvoraf flere har været hos ham i 25 år, så til, at han pludselig – også – er blevet en konkurrent?

»De har kun pæne ting at sige. I hvert fald når de taler med mig…«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.