Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Skrivekunst

Tidligere leder af Forfatterskolen: Alle kan blive bedre til at skrive

Tror du, at en god forfatter er en rebusmager, der gemmer budskaber mellem linjerne? Så tager du fejl, mener tidligere forfatterskolerektor Pablo Llambías. Hans nye bog, »Skrivning for begyndere«, reviderer typiske forestillinger om skrivning.

Pablo Llambías, tidl. rektor på forfatterskolen, udgiver bogen »Skrivning for begyndere«. Han mener, at alle kan blive bedre til at skrive.
Pablo Llambías, tidl. rektor på forfatterskolen, udgiver bogen »Skrivning for begyndere«. Han mener, at alle kan blive bedre til at skrive.

Hvert år ankommer mange, mange hundrede siders mere eller mindre inspireret skønlitterær tekst til Forfatterskolen i indre København.

Teksterne er skrevet af omkring 400 ansøgere til kun otte eftertragtede pladser, og selvom alle tekster bliver læst grundigt igennem af bedømmelsesudvalget, kan skolen ikke give personlige tilbagemeldinger til hver enkel ansøger. Selv har den netop afgåede rektor Pablo Llambías imidlertid altid gerne villet gøre netop dét:

»Jeg har jo lyst til at sige noget til hver og én af dem,« siger han.

»Der er nogle forestillinger, som går igen hos mange af begynderne, om forfatteren og om teksten, og ved at skubbe lidt til disse forestillinger kan man som regel få dem til hurtigt at flytte sig meget langt.«

21. september udkommer Pablo Llambías’ nye bog, »Skrivning for begyndere«, og den er på sin vis et opkog af netop de svar, han gerne ville have givet de mange forfattere in spe.

Leder man efter konkrete råd om karakteropbygning, komposition og korrekt kommatering, bliver man nok skuffet, for bogen er ikke en guide. Til gengæld er bogen fuld af erfaringer og eftertanker, og den rummer også et par øvelser til både skønlitterære begynderskribenter og litteraturinteresserede over en bred kam.

Noget tyder på, at der er mange af dem i disse dage, mener Pablo Llambías.

»I forbindelse med årets ansøgningsrunde til Forfatterskolen talte jeg for første gang op, hvor mange skriveundervisningstilbud, ansøgerne har gået på, inden de søgte ind på skolen, fordi jeg var blevet opmærksom på, at der var sket en stigning. Jeg talte mig frem til 22 forskellige, bare i Danmark.«

»Interessen for at lære at skrive er stor for tiden, og det er en dejlig udvikling. Folk interesserer sig jo i virkeligheden for livet, når de skriver, og det samme gør folk, når de er i læsegrupper. Det er et dannelsesprojekt at læse og skrive bøger sammen, og det tror jeg er en del af grunden til, at folk er begyndt at interessere sig mere for litteratur.«

Som en mayonnaisetube

Unge stærke forfatterstemmer som Yahya Hassan, Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhof har også haft en effekt på interessen, siger han:

»De har da gjort, at unge lige pludselig synes, at det er cool at skrive digte. At man kan være digter uden nødvendigvis at tilhøre sådan et lukket litterært kredsløb. Yahya Hassans bog gjorde, at antallet af ansøgere til forfatterskolen steg synligt.«

Kan alle lære at skrive godt skønlitterært?

»Jeg tror i hvert fald på, at alle kan blive bedre. Også forfatterne. Alle er i udvikling. Det er sjældent, at jeg møder elever, som i min optik har skrevet fuldendte tekster, men det findes. Og i de tilfælde kan man faktisk slet ikke nå at udtømme teksten i løbet af en tretimers tekstlæsning som dem, man har på Forfatterskolen, fordi der bliver ved med at være nye spændende aspekter i teksten, der bringer associationer frem hos alle i rummet. Men de tilfælde er noget særligt. Langt de fleste tekster kan blive bedre.«

Pablo Llambías’ ærinde i »Skrivning for begyndere« er først og fremmest at ruske kærligt op i nogle af de automatforestillinger om litteratur, som han selv er stødt på i sin tid som underviser og rektor på Forfatterskolen og som lærer på skriveworkshops og højskoler rundt om i landet. En af forestillingerne beskriver Pablo Llambías med en ganske hverdagsagtig metafor, nemlig en tube med mayonnaise.

»Min oplevelse er, at mange begyndere grundlæggende har en opfattelse af teksten som en mayonnaisetube: Man putter noget ind i den ene ende, lukker til, og så kommer indholdet uberørt ud i den anden ende. Men sådan fungerer tekster ikke, sådan fungerer sproget ikke. Du kan ikke bare putte sætningen »Jeg er ked af det« ind i den ene ende og regne med, at budskabet kommer ud som det samme hos læseren.«

»For dig er »Jeg er ked af det« en masse konkrete følelser, stemninger, handlinger og situationer, men det er læseren jo ikke klar over, så for læseren kommer der ingenting ud, ud over en henvisning til noget meget abstrakt, nemlig »sorg«. Mange forestiller sig, at man som forfatter kan overføre et budskab til læseren gennem teksten, men mayonnaisetuben fungerer ikke: Det, du putter ind, er allerede fra begyndelsen ikke det, du forestiller dig.«

Tekst eller rebus

Mayonnaisetubeforestillingen medvirker ifølge Pablo Llambías til, at vi har en idé om teksten som udtryk for en forfatters budskab eller intention. Og det kommer der sjældent gode læsninger eller gode tekster ud af, mener han.

»Mange ser faktisk teksten som en slags rebus, hvor læseren skal »opklare« forfatterens budskab. Det kommer vel fra det analysearbejde, man har lavet i folkeskolen og gymnasiet, hvor man analyserer sig frem til tunge og væsentlige steder i teksten. Og det er der jo i sig selv ikke noget forkert i, men når man skal i gang med at skrive, kan det give en lidt skæv forståelse af, hvordan man egentlig bygger en tekst op. Det kan nemlig give det indtryk, at man som forfatter helst skal »sløre« budskabet – at det ikke må være for tydeligt, og at der gerne skal stå noget mellem linjerne.«

Hvilke konsekvenser kan de forestillinger få for teksten?

»Det betyder, at det, teksten i virkeligheden kommer til at handle om, er den kode, som forfatteren har arbejdet med. Man kommer til at læse forfatterens ideer, fremfor teksten i sig selv med dens personer, dens handlinger og dens replikker. Teksten bliver et slags dukkespil, hvor alt handler om det her skjulte tyngdepunkt, som forfatteren har udpeget.«

»Det giver sådan en død tekst, hvor alt løber i samme retning, og hvor personerne bliver karikaturer med replikker, der skal illustrere en person, frem for at være en person. Alle detaljerne i teksten bliver sådan set underordnet denne tekstrebus,« siger han og tilføjer:

»Jeg plejer at sige til dem, der ser ud til at prøve at arbejde et budskab ind mellem linjerne, at hvis de har et klart budskab, som de selv kender til, så må de skrive det op i første linje og få det overstået. Prøv at sige noget i stedet for at lade være – det er faktisk ret svært. Og man opdager jo, at de fleste budskaber er ret banale. Det er meget sværere at beskrive i konkrete detaljer, hvordan det er at holde et andet menneskes hånd, end at skrive, at »kærligheden er stor.«

Ingen facitliste

Netop detaljerne er afgørende for, at en tekst lever, mener Pablo Llambías, der er tilhænger af den såkaldt nykritiske skole, hvor man sætter teksten, ikke forfatteren, i centrum. Derfor kan man ifølge ham også ofte genkende en forfatter med en intention om at skrive noget mellem linjerne i tekstens mangel på detaljer og fysiske konkreter.

»Mit grundlæggende budskab er, at vi forstår verden med kroppen. Vi lever livet i detaljerne, i sansningerne. »Kærlighed«, for eksempel, oplever vi gennem konkrete detaljer – det er følelsen af at holde din hånd, det er det lys, der var den aften, det er det, du sagde.«

»Så det, jeg prøver, er, at flytte fokus lidt fra det overordnede budskab, som mange begynderforfattere arbejder meget med, og så lade teksten, karaktererne, replikkerne, handlingen selv udfolde, hvad der end måtte opstå af budskaber i detaljerne. Med et entydigt fokus på budskab, kommer man i de værste tilfælde ikke til at se andet end forfatteren.«

Men er budskabet ikke netop det, der ofte driver folk til at blive forfattere?

»Jo, det er det helt sikkert. For de fleste er der noget, der presser sig på. Noget personligt, en politisk dagsorden, en sproglig dagsorden. Det er der intet i vejen med. Men de møder alle sammen det samme, nemlig nogle sproglige problematikker, som de er nødt til at forholde sig til. Og det er nogle af dem, jeg tager op i bogen.«

Pablo Llambías er i det hele taget ikke meget for tanken om, at forfatterens dagsorden skulle kunne definere tekstens dagsorden. Faktisk er forfattere ofte de dårligste at spørge, hvis man gerne vil blive klogere på en tekst, mener han.

»Forfatteren ligger ikke inde med en privilegeret nøgle til, hvad teksten handler om. Det gør læseren, og gode læsninger opstår gerne i læsegrupper.«

»Mange forfattere har sikkert oplevet at få mails fra folkeskoleelever og gymnasieelever, som har fået teksten som opgave, og hvor de spørger: »Hvad handler den om?« Og så plejer jeg altid at skrive til dem, at det må de selv finde ud af. Måske kan jeg give dem en hjælp og pege på elementer i teksten, som jeg selv har arbejdet med. Men forfatteren sidder ikke inde med nogen facitliste.«

»Skrivning for begyndere. Om skønlitterær skrivekunst for begyndere. En personlig refleksion« udkommer på Gyldendal 21. 9. 2015.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.