Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kunst:

Thorning-maleren er ekspert i tvetydige portrætter

Den populære britiske portrætmaler Jonathan Yeo udstiller på Det Nationalhistoriske Museum i Hillerød. Her kan man blandt andet se, hvordan grænsen mellem politikere og populærkulturens stjerner i dag er udvisket.

Er dette et portræt af Kevin Spacey – eller Spacey, der spiller en rolle? Den britiske kunstmaler Jonathan Yeos portræt af Spacey som Richard III peger på, hvordan traditionen fra Shakespeare har betydning for Spaceys rolle som Frank Underwood i »House of Cards«. PR-foto.
Er dette et portræt af Kevin Spacey – eller Spacey, der spiller en rolle? Den britiske kunstmaler Jonathan Yeos portræt af Spacey som Richard III peger på, hvordan traditionen fra Shakespeare har betydning for Spaceys rolle som Frank Underwood i »House of Cards«. PR-foto.

Jeg har selv prøvet at blive portrætteret. På den klassiske måde, hvor jeg sad model. Helt stille.

Ikke noget med at tage fotografier og male efter dem. Jeg skulle møde op en 12-14 gange og sidde dér, på samme stol, i samme vinkel, mens kunstneren – det var Pia Schutzmann – ganske nøje studerede mit ansigt og overførte sit indtryk af det til lærredet.

Tidskrævende for modellen. Nødvendigt for maleren. Men man måtte gerne tale undervejs.

Sådan har det også været for de mange personligheder, der har siddet model for den kendte britiske portrætmaler Jonathan Yeo, hvis billeder for tiden kan ses på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Det er travle folk, Yeo har malet, og blandt andet for at spare tid anvender han fotografier som skitser i den kunstneriske proces. Men modellerne skal også møde deres portrættør – og i det møde opstår et fortroligt rum.

Det fortrolige rum gør situationen mindre akavet, og fortroligheden skulle gerne afspejles i det færdige maleri. Det er den, der skal vise, at maleren har forstået, hvem eller hvordan modellen er.

Politikere og skuespillere

Udvalget af Yeos billeder er som en illustration af nogle sider af den internationale »Who’s Who«? Det er billeder af de kendte. Politikere og skuespillere – der synes at være to særligt beslægtede professioner. Undertiden flyder rollerne sammen.

Jonathan Yeo har således malet et portræt af skuespilleren Kevin Spacey i rollen som Frank Underwood i TV-serien »House of Cards«. Det er ikke med på udstillingen i Hillerød men kan frem til oktober ses på The Smithsonian i Washington; få kilometer fra det berømte hvide hus, hvor Netflix-serien skal forestille at udspille sig. I stedet er der et andet maleri af Kevin Spacey på udstillingen. Skuespilleren er portrætteret som Shakespeares Richard III og peger dermed indirekte på, hvor en del af inspirationen til den måde, hvorpå Frank Underwood fra tid til anden henvender sig direkte til seerne, kommer fra, og maleriet erindrer på den måde om, at det er teater.

Ved afsløringen af portrættet af Frank Underwood fortalte Kevin Spacey – ifølge The Smithsonian – at han ikke i maleriet så sig selv men derimod et billede af den rolle, han havde spillet.

Det er en side af portrætmaleriet, der er meget tydelig i udstillingen med Jonathan Yeo, der helt overvejende er repræsenteret af sine billeder af de meget kendte. Nicole Kidman, Tony Blair, Helle Thorning-Schmidt, den engelske model og skuespiller Cara Delevingne og den pakistanske skoleelev Malala Yousafzai, der blev skudt af Taleban, fordi hun mente, at børn havde ret til uddannelse.

Slørede motiver

Jonathan Yeo maler figurativt. Det er konventionen inden for portrætmaleri. Det nytter ikke noget, at portrættet er så abstrakt, at ingen kan se, hvad det forestiller.

I perioder i det 20. århundrede har der været malere, der har gengivet deres modeller i et mere ekspressivt, heftigt eller forvrænget sprog – men det har stadig været muligt at se, hvem det forestillede. Alligevel er der nogle fordele ved at male præcist og realistisk, når man maler portrætter.

Hvad enten man nu maler med knivskarp kirurgisk præcision som Thomas Kluge, der på Det Nationalhistoriske Museum er repræsenteret med flere billeder og herunder et portræt af Anders Fogh Rasmussen, som – når Yeo-udstillingen er slut – får selskab af netop Jonathan Yeos portræt af Helle Thorning Smith.

Eller man – i modsætning til Kluge og andre realister – som Yeo udover at male, så man kan se, hvad det forestiller, også tilfører sine lærreder lag af farve, der på sin vis slører motivet, som om personerne allerede er ved at glide ind i historiens glemsel.

Der er Helle Thorning-Schmidt allerede på vej hen. Den tidligere danske statsminister har utvivlsomt mange gode arbejdsår endnu – men som hun fremstår i Jonathan Yeos billede gengivet stående blandt portrætter af andre, noget tidligere statsministre på Christiansborg, er hun allerede ved at glide ind i historien. Tilbage står udtrykket i øjnene og det lille selvbevidste smil: Jeg vidste godt, hvad jeg gjorde.

Er en blomst en blomst?

Jonathan Yeos portræt af den tidligere britiske premierminister Tony Blair står klarere. Blair er også gengivet tættere på. Det er et mere nøgternt og alvorligt portræt. Blair er ikke på vej til næste jobsamtale. Vidtrækkende historiske beslutninger præger hans ansigtstræk.

Billedet er holdt i en afdæmpet farveskala, der nok er nuanceret, men nærmest giver et monokromt indtryk. Man lægger med det samme mærke til knaphullet, hvor der sidder en valmue, der i Storbritannien er symbol på faldne soldater. Valmuen – på engelsk poppies – blev under Første Verdenskrig et billede på de enorme tab af menneskeliv, som det hedder i et kendt digt fra tiden skrevet af den canadiske major John McCrae:

In Flanders fields the poppies blow

Between the crosses, row on row,

That mark our place; and in the sky

The larks, still bravely singing, fly

Scarce heard amid the guns below.

Valmuen er rød som blod. Den er som livet skrøbelig. Bladene falder nemt af. Valmuerne voksede, afblomstrede og visnede, side om side med de millioner af soldater, der døde på Flanderns blodrøde marker under skyttegravskrigene.

I England er det tradition at bære en valmue i knaphullet ved Remembrance Day 11. november – og en sådan blomst havde Tony Blair angiveligt i knaphullet, da han skulle sidde model for Jonathan Yeo. Det er den lille røde klat, der giver portrættet en accent og gør det tvetydigt. Alt efter betragterens syn på Tony Blair. Er valmuen en blodplet på hans tøj, fordi han – som det altid hedder i læserbreve og i kommentarspor på nettet – var »en krigsforbryder, der kastede Storbritannien ud i en ulovlig angrebskrig«? Eller er valmuen et hæderstegn, og er Blair dermed en statsmand, der med sorg i hjertet måtte sende soldater af sted for som så mange gange tidligere at forsvare freden, friheden og demokratiet og mindske risikoen for terrorangreb fra repræsentanter for totalitære ideologier, der ikke ville indbyggerne i Europa noget godt?

Portræt af magten

Portrættet er en kamp mellem maleren og modellen. Hvor langt kan kunstneren gå i sin idé om, hvordan portrættet skal være – uden at modellen går ud af hans eller hendes atelier?

Tidligere var tingene mindre komplicerede. Maleren fik sin betaling og brugte sin håndværksmæssige kunnen til at portrættere dem, der bestemte: Fyrsten, adelige, kirkens mænd, særligt velhavende personer.

Det sidste, det med pengene, har nok ikke ændret sig væsentligt – men ud over forfængelighed var hele formålet med det repræsentative portræt at forherlige kongen. Vise omverden og undersåtter, hvor stor en kriger kongen var ved eventuelt at placere ham på en hest helt i traditionen fra de skulpturelle fremstillinger af den romerske imperator. I enevælden var kongen direkte udnævnt af Gud – og i Salys mesterlige rytterstatue på Amalienborg Slotsplads rider Frederik V netop frem mod Gud i skikkelse af Marmorkirken. Og før operahuset blev opført, kunne han siges at have landet bag sig i skikkelse af Holmen. Gud, konge, fædreland.

Portrætterne skulle altså være noget, magthaverne kunne bruge i deres selviscenesættelse og i en ideologisk konstruktion af, hvordan verden var indrettet. I enevældens tid var det fyrsten. Senere – for eksempel under kommunismen – blev det idealiserede billeder af folket og af de ledere, der angiveligt udtrykte folkets vilje.

Senere blev det vanskeligere. Både med portrætter og monumenter – hvordan rejser man et monument for demokratiet? Portrættet som genre gled også noget i baggrunden. Men det overlevede da, og når tidsånden ændrer sig, eller en bestemt måde at male på længe har været umoderne, kan portrættet dukke op igen.

Det skete herhjemme i 1980erne, og andre steder, som ikke mindst Storbritannien, har der været en længere og langt mere levedygtig tradition for portrætter. Kundeunderlaget har eksempelvis været meget større på De Britiske Øer, og nogle af samfundets institutioner har søgt at holde traditionen ved lige gennem bestillingsopgaver. Storbritannien har også et meget højprofileret museum for portrætmaleri, der ligger lige ved siden af National Gallery på Trafalgar Square.

Når kendte bliver ikoner

Den tradition er Johathan Yeo en del af, og på sine hjemlige kyster er han et betydeligt navn.

Der er noget selvbekræftende i forholdet mellem maler og model. Jo mere berømt modellen er, jo dyrere eller mere anerkendt en maler får opgaven. Og omvendt. Jo mere kendt maleren er, jo mere attraktivt er det at blive portrætteret af ham eller hende.

Jonathan Yeo maler som nævnt på en måde, hvor han både er præcis og samtidig slører sit motiv. Mange af hans billeder er glansbilledagtige og kan lede tanken hen på illustrationer til ugebladsnoveller. Og måske har Jonathan Yeo også på dét punkt en pointe.

Han portrætterer ikke alene modellen. Han undersøger også modellens ikonagtige status og hans eller hendes selviscenesættelse. I udstillingen er der også billeder, hvori Yeo beskæftiger sig med selfie-begrebet; at vi tager billeder af os selv i alle mulige situationer og deler resultaterne på de sociale medier som en evig selvportrættering.

Pointen med portrættet er, at modellen bliver gengivet på en måde, som både modellen og maleren er nogenlunde tilfredse med. Markedsmekanismerne findes også i kunstens ophøjede sale. For betragteren af portrættet giver det mening, hvis man kender vedkommende så godt, at man enten kan sige, at »ja, det er virkelig ham,« eller »hun er ramt på kornet«. Synspunkterne er ofte delte.

Den store fælles billedbank

For mit eget vedkommende – Pia Schutzmanns portræt nævnt i indledningen – mente en malerkollega til kunstneren, at det var totalt mislykket og misvisende. En dagbladsanmelder skrev derimod, at det var et af kunstnerens mest vellykkede på den udstilling, billedet blev vist på, og at det »er faktisk præcis sådan, han ser ud: med et skævt smil og tanker bag brilleglasset.«

Sådan er det, hvis man kender den portrætterede. Kender man ikke vedkommende, kan man ud fra billedet og måske nogle af de genstande, den portrætterede er gengivet sammen med, danne sig et indtryk. Og tilsammen føjer hvert nyt portræt sig til den store billedbank på en sådan måde, at vi også 500 år efter Rembrandt stadig kan få et stærkt billede af, hvilken slags mennesker, det var, han malede.

Karakteristisk for Johathan Yeo maler han mennesker, der har ikonstatus. Først og fremmest politikere og skuespillere, der som bemærket har en tendens til at minde mere og mere om hinanden: Skuespillere har ofte skråsikre politiske kommentarer til hvad-som-helst. Mange politikere vil gerne markedsføre sig selv på navnlig de elektroniske mediers voksende underholdningsflader.

Måske er det derfor, mange af Johathan Yeos billeder og modeller ligner hinanden? Og derfor de private portrætter på udstillinger skiller sig ud fra et evigt flimrende mediebillede af de kendte ikoner?

Hvem: Jonathan Yeo. Hvor: Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot, Hillerød. Hvornår: Åbent dagligt 10-17. Til 30. juni.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.