Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tendens: Danskerne er blevet bedre til at leve med deres døde

Vores forhold til døden ændrer sig. Vi taler mere om den. Vi laver teater om den. Men vi må ikke professionalisere os ud af det svære, understreger en ekspert. Savnet og smerte skal stadig være personligt. Og det må godt gøre ondt.

»Vi er måske blevet lidt for hurtige til at spørge om den efterladte har fået tilbudt en sorggruppe - i stedet for selv at lytte og spørge,« siger en sorgforsker. Billedet er fra forestillingen »Savn« af CoreAct og teater Grob
»Vi er måske blevet lidt for hurtige til at spørge om den efterladte har fået tilbudt en sorggruppe - i stedet for selv at lytte og spørge,« siger en sorgforsker. Billedet er fra forestillingen »Savn« af CoreAct og teater Grob

Når Anika Barkans far dør, vil hun gerne se hans krop blive brændt.
Hun vil stå dér på krematoriet og kigge ind gennem vinduet, når han langsomt bliver kørt ind i flammerne. Hun vil se, hvordan han bliver opløst for øjnene af hende. Det lyder måske voldsomt, men for Anika giver det mening.

»Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er det, jeg skal,« forklarer hun.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det faktisk en enorm smuk oplevelse. At se, hvordan ansigtet forsvinder. Hvordan kødet smelter. Selvfølgelig er det også voldsomt at se et kranium, der er helt orange og omspændt af flammer. Men i Indien kan man løbe ind i en ligbrænding på gaden. Jeg mener ikke, at der er noget at gemme sig for.«

Anika Barkan har allerede set flere ligbrændinger på Bispebjerg Krematorium. Som research til forestillingen »Savn – en hyldest til sorgen«, der netop nu vises i De Gamles By, har hun og resten af teaterensemblet CoreAct besøgt steder, der forbindes med livets afslutning.

Udover krematoriet gælder det også bedemænd, organister og præster. De har også talt med efterladte. Sidste år satte de en annonce i Nørrebro Lokalavis, hvor de tilbød sig selv som aktive lyttere til sorgramte.

Det var været et interessant indblik i det sanselige tab, som døden medfører.

»Når du taler med mennesker, der har mistet, er det tit, de konkrete ting, de hæfter sig ved. Som moderen til den 9-årige, der døde af kræft. I tiden derefter kunne hun ikke rydde datterens værelse. Hun brugte det til at hænge vasketøj op. Det var fint indtil hun stødte på en bamse, som datteren havde været særligt glad for. Pludselig kunne moderen ikke længere huske det navn, som datteren havde givet ham. Det var for hende et meget konkret savn,« fortæller Anika Barkan.

Når man taler om den danske sorgkultur, taler man ofte om noget, der er meget privat og gemt væk. De døde ligger i lukkede kister, vi taler sjældent om dem og kun i private fora. Sorgen lever bag mørke vinduer. Men i de senere år er der sket meget med vores forhold til døden.
Vi taler mere om det. Vi deler vores sorg.

Forfatteren Maria Gerhard valgte at beskrive sin dødelige cancer i to bøger, før hun gik bort i marts. Samme måned som Naja Marie Aidt udgav »Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage« om hendes 25-årige søns tragiske dødsfald. Denne uge var der premiere på »Savn – en hyldest til sorgen« og onsdag begynder miniserien »Kunsten at miste« på DRK. Vært er Esben Kjær, der har beskrevet, hvordan han selv lever videre med savnet om sin afdøde dreng i bogen »Min Usynlige Søn«.

»I 70erne pakkede vi afdøde spædbørn ind i et tæppe og sendte forældrene hjem med noget beroligende medicin og beskeden om, at det skulle de ikke tænke så meget på,« forklarer Ester Holte Kofod, der er postdoc ved forskningsprojektet Sorgens Kultur ved Aalborg Universitet.

»I meget af det 20. århundrede var der tale om »den forbudte død«. Døden var henvist til den private sfære, men det har ændret sig gennem de sidste 20-15 år. Sorggrupper er blevet meget mere udbredte, og vi ser nye praksisser som f.eks. mindetatoveringer, hvor forældre, der har mistet et spædbarn, får tatoveret et navn eller lillebitte fodaftryk et sted på kroppen.«

Ester Holte Kofod er enig i, at sorg godt må gøre ondt, men hun advarer mod tendensen til at overlade alt, der er forbundet med smerte til professionelle. Selvom det er godt, at vi i højere grad har fået mulighed for at opsøge sorggrupper og psykologer, må det ikke afløse de personlige relationer.

»Der er stadig en udbredt forestilling om, at man skal få det godt igen relativt hurtigt. At sorgen går over i tempo, der slet ikke passer de sørgende,« siger hun.

Ifølge Ester Holte Kofod har mange efterladte det faktisk bedre med at tale om at leve med sorgen – i stedet for at komme over den.

»Det sidste giver ofte anledning til misforståelser, fordi omverdenen kan være bange for at såre den efterladte ved at nævne den afdøde. Men konsekvensen er, at mange efterladte føler, at folk lader deres elskede dø en gang til, socialt set. Eller at de bagatelliserer tabet, ved f.eks. at sige, at man skal »være taknemmelig for den tid, man fik sammen.«

Forsøget på at fortrænge sorgen ses også i »Savn – en hyldest til sorgen«, der beskrives som »en site-specific teaterinstallation« på plejehjemmet Slottet i De gamles by. Publikum bevæger sig omkring på Slottets øverste etage og ser forskellige fortolkninger af sorg og savn. Bag en dør sidder en kvinde og ser frem for sig, mens hendes hænder ælter en dej. Igen og igen udfører hænderne den samme bevægelse. Først da manden kommer hjem og spørger om hun har hentet børnene, ordnet indkøb, bestilt kage, forstår vi, at hun er ramt af smerte fra moderens bortgang. Det spørger han bare aldrig til.

Bag en anden dør møder vi enkemanden, der glæder sig over de mange telefonsælgere, der ringer. Det upersonlige i deres samtale glæder ham. Til gengæld koster det ham dyrt på en anden måde. For eksempel har han nu købt et telefon-abonnement, der gør, at han kan ringe gratis over hele verden.
»Vi møder jo alle sammen folk, der har mistet, og alligevel bliver vi stille og akavede i mødet med dem,« forklarer Anika Barkan, der er co-kunstnerisk leder og skuespiller i CoreAct. Hendes håb er, at forestillingen kan være med til at skabe lidt åbenhed om sorgens processer.

Det er følsomt område. Af samme grund har CoreAct undladt at lave en scene med en krop, der lå på gulvet eller i en kiste. Det kan også komme for tæt på.

»Jeg synes, at det er enormt vigtigt, at der er plads til at tune ind på emnet. Det kan hurtigt blive for sentimentalt og klaustrofobisk. Vi vil gerne inddrage vores publikum, men vi skal ikke pådutte dem noget. Alle folk skal finde deres eget sted at placere deres sorg. Derfor kunne jeg også godt lidt titlen på vores forestilling. Bydeformen i ordet »Savn!«. For du skal da netop savne. Det må godt gøre ondt,« understreger hun.

Ester Holte Kofod advarer mod tendensen til at professionalisere døden. Man skal ikke uddelegere alt, hvad der er svært til de professionelle. Selvom det er godt, at vi i højere grad har fået mulighed for at opsøge sorggrupper og psykologer, må det ikke afløse de personlige relationer.

»Efterhånden som psykologiske forståelser har vundet indpas i vores kultur, er der også opstået en idé om, at samtaler om det, der er svært i tilværelsen, er noget, der kræver en professionel samtalepartner. Vi er måske blevet lidt for hurtige til at spørge om den efterladte har fået tilbudt en sorggruppe - i stedet for selv at lytte og spørge,« afslutter Ester Holte Kofod.

Men kunne næsten tro, at hun talte med Anika Barkan.
Efter al den research, hun selv gennemgik under optakten til »Savn - en hyldest til sorgen«, har hun fået et mere konkret forhold til døden. Nu kan hun bedre tale om det,  siger hun. Også med sine børn. At hun vil se sin far brænde er ikke det eneste, hun har taget stilling til.

»Jeg tror sagtens, at vi kan få et mere afslappet forhold til døden, uden at det fjerner det alvorlige. Døden er altid dyster, fordi den rører ved vores afmagt og angst for det ukendte. Det vil altid være vanvittig voldsomt at miste«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.