Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
CANNES-NYHEDERNE:

Teenageidol har det fint med rollen som desperat småkriminel

Robert Pattinson fortalte om sin karrieres hidtil mest beskidte karakter, og på filmmarkedet gav de hårde tider brød på bordet for en tilfreds massøse.

Robert Pattinson spiller en meget uheldig bankrøver i »Good Times«, der havde premiere i går i Cannes.
Robert Pattinson spiller en meget uheldig bankrøver i »Good Times«, der havde premiere i går i Cannes.

En skuespiller som Robert Pattinson er svær at undgå at forbinde med rollen som teenageidol. Først i Harry Potter filmene, men for alvor som bleg og smuk vampyr i Twilight-filmene. Men det er i en ganske anden udgave, man møder ham i filmen »Good Times«, der torsdag blev vist i Cannes Festivalens hovedkonkurrence.

Her er han en snusket og desperat småkriminel i New York - i en hårdt presset situation, hvor han skal forsøge at redde sin let retarderede bror ud af politiets klør efter et mislykket bankrøveri. En fræsende energisk og larmende film - lidt a la Pusher i sin lige på og hårdt-stil.

Og det passede Robert Pattinson fint at slippe ud af idolrollen, fortalte han på en pressekonference i Cannes torsdag.

»Jeg har altid ønsket at se ud som en gadetype,« erklærede han. Det var så også nødvendigt, da filmen blev optaget i New York bydelene Queens og Manhattan, uden at der var afspærringer eller særlige hensyn. »Guerilla-style«, som Pattinson kaldte det.

»På grund af optagemåden var jeg meget nervøs for, at folk skulle opdage optagelserne, og at paparazzierne ville dukke op. Det ville ødelægge illusionen. Så jeg var som min rolle - en mand der forsøger at forsvinde, at blive et spøgelse i mængden. Og det virkede. Vi filmede midt på gaden i New York, og ingen tog mobiltelefonen op og filmede. Det var ret vildt,« erklærede Robert Pattinson.

Man skal heller ikke regne med, at han vender tilbage til rollerne som det kønne teenageidol lige med det samme. Det næste år er kalenderen fyldt med små, uafhængige film, fortalte han i går på pressemødet.

Ellers er man begyndt at mærke metaltrætheden snige sig ind på Cannes Festivalen, her hvor der kun er et par dage tilbage. De fleste af de kommercielle boder er pakket ned i Filmmarkedet, der fylder Festival-palæets kælder som et farvestrålende loppemarked på en sommerdag - proppet med kulørte skilte, flimrende skærme og filmtitler fra hele verden, som man aldrig har hørt om og næppe nogensinde vil støde på igen.

Her skal sælges, og det er ikke blevet nemmere i disse disruptionstider, hvor alle parter er lidt usikre på, hvor fremtiden går hen ad med streamingtjenester, pressede producere og en filmbranche i en form for opbrud.

Branchebladene meldte efter en uges festival om en usædvanlig træghed i handlerne i år, og den øgede stress er også blevet bemærket blandt Festivalpalæets massører, der nede under filmsalene tilbyder 20 minutters massage til de mest forkrampede filmdealere.

»Der har været usædvanligt mange spændinger i år,« lød det fra den tilfredse massør, der fik Berlingske udsendte til æltning. Den enes død - den andens brød.

Det er iøvrigt en bemærkelsesværdig tendens på markedet, at selv de største stjerner, såsom førnævnte Robert Pattinson og Nicole Kidman, som man kan se i roller i tre film og en TV-serie ved dette års Cannes Festival, ikke længere regnes som trækplastre på filmmarkedet, som de engang har været det. Publikum har stadig deres skuespillerfavoritter, men filmene skal være velskrevne og originale og have såkaldt word-of-mouth, hvor publikum styrter ud og fortæller deres venner om det, de har set.

Det fik Berlingskes udsendte også lyst til at gøre, da han forleden aften tog en pause fra festivalkonkurrencen og så Jean Vigos kærlighedsdrama fra 1934, »L’Atalante«. Filmen optræder hyppigt på top 10- lister over filmhistoriens bedste film, og blev vist i Cannes i en nyrestaureret version. Den amerikanske instruktør Martin Scorsese introducerede »L’Atalante« i en forindspillet optagelse, og snart var publikum dybt involveret i filmens overmåde smukke handling og billeder.

»L’Atalante« er navnet på en flodpram, og filmen tager sin begyndelse, da kaptajnen Jean gifter sig med den smukke og lidt naive Juliette. De er berusede af lykke og viser det i nogle overraskende frimodige scener, der emmer af erotiske længsler. Det var hård kost for datidens kritikere, der kaldte »L’Atalante« en »lav film om lave følelser«.

Tonen er moderne og ægte, og billederne af prammen, der sejler forbi bagsiden af Nordfrankrigs fabrikslandskaber, finder en skønhed i det grimme, der må have været forud for sin tid. Men det største ved filmen er dens store melankolske kærlighed til sine karakterer, en kvalitet som man hyppigt leder forgæves efter i nyere film, der ofte ikke kan skjule deres egen konstruktion og anglen efter et publikum. Det er den kvalitet, der gør publikum tavs efter filmen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.