Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Teaterchef til kulturministeren: Giv teaterstøtte, som man giver filmstøtte

Der er brug for en helt ny, samlet støtteordning i stedet for det sammen-surium af knopskud, den nuværende teaterlov består af, mener Fredericia Teaters chef, Søren Møller.

»Det nuværende støttesystem bygger på en forældet holdning om, at kunst og kultur primært trives i de store byer,« siger Søren Møller, teaterchef, Fredericia Teater. Foto: Søren Malmose
»Det nuværende støttesystem bygger på en forældet holdning om, at kunst og kultur primært trives i de store byer,« siger Søren Møller, teaterchef, Fredericia Teater. Foto: Søren Malmose

Når kulturminister Mette Bock (LA) efter sommerferien som et af sine ti bebudede indsatspunkter tager fat på en reform af scenekunstområdet, herunder en ny tilskudsstruktur, kan hun godt finde den store mukkert frem og bryde hele det eksisterende støttesystem ned, så der kan bygges et nyt op fra bunden.

Det mener en af landets p.t. mest succesrige teaterchefer, Søren Møller fra Fredericia Teater, der på få år er vokset fra beskedent provinsteater til en af Danmarks store musicaludbydere med publikumsucceser som »Aladdin«, »Den lille havfrue«, »Shu-bi-dua The Musical« og senest »Klokkeren fra Notre Dame«.

»Selvfølgelig skal vi ikke smide alle de gode erfaringer ud, men der er behov for at skabe en helt ny, samlet støtteordning for dansk teater,« siger han og uddyber:

»Den nuværende lovgivning er formet som en lang række af knopskud, der er bygget på, lige siden den første teaterlov blev vedtaget i 1963. Hver gang, der har været nogle lokale eller politiske behov, har man opfundet en ny ordning. Derfor har hver enkelt af de forskellige teatergrupperinger i princippet sin egen støtteordning, og jeg tvivler på, at ret mange – om nogen overhovedet – har et samlet overblik over, hvad teaterstøtten anvendes til, og om pengene bruges på den mest hensigtsmæssige måde.«

Ifølge Søren Møller er problemet, at dansk teater i dag er delt op i en række grupperinger: Det Kongelige Teater, Det Københavnske Teatersamarbejde (KbhT), landsdelsscenerne, Den Jyske Opera, de flere end 30 egnsteatre og godt 20 små storbyteatre – der udgør hver sin egen større eller mindre »silo«, og at der i praksis stort set ingen information flyder mellem de enkelte siloer.

»Min dagsorden er ikke, at teatret nødvendigvis skal have flere penge, men at vi skal holde op med at tænke institutionerne i de siloer, vi gør i dag, og i stedet fokusere på, hvor behovet er, så vi kan få større gavn af pengene.«

Han mener, at det nuværende støttesystem bygger på en forældet holdning om, at kunst og kultur primært trives i de store byer.

»Men i dag skabes der scenekunst på højeste niveau alle steder i landet, og det faciliterer lovgivningen ikke særligt godt.«

Stod det til Søren Møller, blev alle de nuværende støttesystemer skrottet – inklusive Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg – og alle støttekronerne samlet i én stor pose, som fordeles af en helt ny organisation, Det Danske Teaterinstitut, som skal fungere nogenlunde på samme måde som det Det Danske Film­institut, der håndterer hele den danske filmstøtte.

»For at det kan lade sig gøre, kræver det, at vi får adskilt bygninger og bygningsdrift fra scenekunstmidlerne,« siger han og opfordrer kulturministeren til hurtigst muligt at få analyseret, hvad det egentlig koster at drive landets teaterbygninger.

Resten af pengene skal ifølge Søren Møllers vision fordeles ud fra fire overordnede kriterier:

Er der tale om scenekunst, som ikke vil kunne eksistere uden offentlig støtte?

Er der tale om kunst, som vil kunne klare sig for en blanding af offentlig støtte, private bidrag og billetsalg?

Er det en forestilling, som kan klare sig med private bidrag og billetsalg, men helt uden offentlig støtte?

Eller er der tale om scenekunst, som på sigt vil kunne bidrage både til teatret selv og måske også til samfundsøkonomien, fordi stykket har potentiale til at blive eksporteret til udlandet?

»Især det sidste, synes jeg, at vi har alt for lidt fokus på herhjemme,« siger han.

»Hvorfor bliver der ikke spillet flere danskudviklede og -producerede forestillinger i udlandet – når vi jo gør det så godt med film? Der ligger kæmpe potentiale, som vi burde være meget mere ambitiøse med.«

På Fredericia Teater producerer Søren Møller selv både forestillinger, der giver overskud, forestillinger, der kræver støtte og udviklingsforestillinger, der potentielt kan blive indtægtsgivende, og det, mener han, at alle teatre i princippet vil have mulighed for med den støtteordning, han skitserer.

»Ved at turde prioritere internt på institutionerne kan vi også fokusere midlerne bedre og få større gavn af pengene.«

Et stort problem ved den nuværende teaterstøtte er ifølge Søren Møller, at der er alt for meget automatik i, hvordan midlerne fordeles. Det er faktisk kun tilskud til de helt små teatre og frie aktører, der får deres penge via Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg, der kræver en vurdering af de enkelte projekter.

»Jeg kan sagtens forestille mig, at vi som producenter på både egnsteatrene, landsdelsscenerne, KbhT og Det Kongelige Teater skal ansøge til de specifikke projekter. Det er faktisk en meget sund øvelse at tage stilling til, i hvilket omfang en forestilling er subsidie­krævende, kommerciel eller udviklende.«

Og det kan godt lade sig gøre uden at rive tæppet væk under de store teatre med den lange planlægningshorisont.

»Hvis man tænker teaterstøtten både i et fireårigt planlægningsperspektiv med f.eks. 75-80 procent af midlerne og et kortere på en enkelt sæson, får teatrene både mulighed for at planlægge sikkert og samtidig en større dynamik, end vi har i dag,« siger Søren Møller og tilføjer:

»Det er ikke min intention, at dansk teater skal kommercialiseres. Masser af godt teater kræver støtte for at eksistere. Men vi skal væk fra et automatiseret system, hvor vi synes, at vi har ret til og krav på støtte, og i stedet have et samlet system, hvor vi i højere grad skal gøre os fortjent til støtten.«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.