Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Teater skal provokere og flytte verden«

Årets gennembrud blev det kaldt, da den 33-årige islandske skuespiller Stefanía Ómarsdóttir debuterede i Mungo Parks opsigtsvækkende »Seest« og bl.a. blev belønnet med Reumert Talentprisen 2009. Nu kommer stykket op igen både i Kolding og Allerød.

StefanÍa
StefanÍa

Anmelderne stod nærmest i kø med roser, da Stefanía Ómarsdóttir for et år siden debuterede i Mungo Parks kontroversielle teaterstykke »Seest« om fyrværkeriulykken, der i 2004 lagde en hel bydel øde, dræbte en brandmand og gjorde 750 familier hjemløse.

»Stefanía Ómarsdóttir er et fund som niårige Asta. Stærkt og rørende skaber hun et varmt og nuanceret portræt af den lille pige, insisterende, udspekuleret, naiv og sårbar på samme tid. Meget, meget smukt karakterarbejde,« skrev Jyllands-Postens Henrik Lyding. Og Berlingskes Jakob Steen Olsen var enig: »Rørende beretning - ikke mindst på grund af det selvforbrændende stortalent Stefanía Ómarsdóttir, der solidarisk, skælvende og meget bevægende skildrer det oversete barns svære kamp for at finde fodfæste i en verden, der slår sprækker.«

Det lå ellers ikke i kortene, at Stefanía Ómarsdóttir skulle være skuespiller - hverken i Island, hvor hun har boet en stor del af sin barndom og ungdom, eller i Danmark.

Hun er født i den lille by Gardarbær syd for Reykjavik i en familie med mange søskende. Forældrene drev flere hoteller og resturanter bl.a. i nationalparken Tingvellir. Men da Stefanía var ti år, blev forældrene skilt, og det startede en nomadetilværelse, hvor hun snart boede hos sin mor i Danmark, snart hos venner og familie i Island. Først da hun mødte kæresten Ole og fik datteren Juliana som kun 19-årig, blev hun bofast i Danmark.

Tilfældigt

 Tanken om at blive skuespiller indfandt sig - karakteristisk for hele Stefanía Ómarsdóttirs tilgang til livet - mere eller mindre tilfældigt:

»Jeg havde planer om at blive sygeplejerske eller måske læge og var også begyndt at tage den studentereksamen, jeg aldrig havde fået, fordi jeg blev mor så tidligt,« fortæller hun. »Men så mødte jeg skuespilleren Sofie Stougaard, som havde en datter i Julianas børnehave, og hun inviterede mig ind og se forestillingen »Guder« på Pakhus II. Og så var jeg solgt. Jeg har altid holdt meget af teater og ballet, og nu var der ingen tvivl. Jeg skulle være skuespiller. Helst lige med det samme,« siger hun og ler højt.

»Men det kunne jeg selvfølgelig ikke blive, for de tog slet ikke elever ind på det tidspunkt af året. Men Sofie tilbød, at jeg kunne læse hos hende. Hun hjalp mig med at finde en god tekst, og jeg kom ind på Statens Teaterskole i 2001, første gang jeg søgte.«

Vi sidder i Stefanía Ómarsdóttirs helt nye lejlighed i Ørestaden med vintertrist udsigt til brakmark og grå højhuse. Men inde i lejligheden er der hyggeligt, tændte fyrfadslys, bøger i stabler, børnenes legetøj spredt med gavmild hånd og vaser med roser, der synger på sidste vers.

»Jeg havde håbet, at de ville holde til i dag, men de er faktisk også smukke, mens de visner. Jeg elsker blomster,« siger Stefania ude fra det åbne køkken, hvor hun er i gang med at brygge kaffe.

Omvæltning

Teaterskolen blev en stor omvæltning for hende.

»Pludselig at skulle være kunstner var enormt hårdt. At skulle ud i alle kroge af sig selv kræver virkelig meget. De første år tænkte jeg flere gange: Det her gider jeg ikke mere! Jeg syntes, der var alt for meget navlepilleri, uden at det ændrede noget ved verden. For mig er meningen med kunst, at den skal provokere og flytte verden til et bedre sted,« siger hun. »Først på sidste år fandt jeg mig selv og følte, jeg kunne vise, hvordan jeg syntes, det skulle gøres. Det var ret fedt.«

Alligevel gik der flere år, før Stefanía Ómarsdóttir var parat til for alvor at springe ud som skuespiller.

»Jeg havde mest af alt behov for at gå derhjemme og være husmor med lyserøde gummihandsker, hygge mig med min datter og bare have det rart.«

Og så fik hun også lige sønnen Thor Wilfred, der i dag er to et halvt år.

»Jeg »hulede« i tre år, og det var rigtig dejligt at få ro på det hele,« siger Stefanía, som i dag bor alene med de to børn.

»Men så i 2008 ringede Moqi Simon Trolin, som jeg kendte fra teaterskolen, og som i mellemtiden var blevet direktør for Mungo Park i Kolding, og spurgte, om jeg ville være med i »Seest«. Og det ville jeg gerne. Jeg kunne mærke, at behovet for udfordringer var begyndt at trænge sig på igen.«

Tavs telefon

Rollen som Asta i »Seest« indbragte Stefanía Ómarsdóttir Reumert Talentprisen, og det blev efterfølgende også til mindre roller i bl.a. TV-serien »Livvagterne« og i teaterstykket »Postbox DDR«. Men siden har telefonen været foruroligende tavs:

»De erfarne siger, at sådan er det i branchen, man skal bare have is i maven, men jeg vil jo gerne lave noget mere.«

Øverst på ønskelisten - nu er det jo jul - står en rigtig stor rolle »helst i et stykke, hvor man virkelig kan lave om på det hele, som det skete ved urpremieren på »Et Dukkehjem«, hvor folk rejste sig og var rasende og provokerede. Jeg kunne også godt tænke mig at lave politisk teater og gå til angreb på den smålighed, der er så dominerende.«

Foreløbig glæder hun sig, til prøverne på »Seest« starter igen midt i januar. Stykket genopføres på Mungo Park Kolding 11. februar-13. marts og på Mungo Park Allerød 18.-27. marts.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.