Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Teater skal lære børn om krig, terror og flygtninge

Krig, terror og flygtninge fylder meget i børns hoveder. Men det kan være svært for forældre og lærere at få talt rigtigt med børnene om de store og svære emner. Det hjælper en række teatre dem nu med. Vi var til forestilling i et klasseværelse på Nørrebro.

Rolf Hansen fra Teatergrad øver med børnene i 4. klasse på Park Skole på Jagtvej. I »Krig – i børnehøjde« er eleverne lige så meget medvirkende som han og kollegaen Sandra Yi Sencindiver.
Rolf Hansen fra Teatergrad øver med børnene i 4. klasse på Park Skole på Jagtvej. I »Krig – i børnehøjde« er eleverne lige så meget medvirkende som han og kollegaen Sandra Yi Sencindiver.

På en af opslagstavlerne hænger en blåhval med Berettermodellen indeni. Et efterladt penalhus på et bord har en smilende My Little Pony på forsiden, og på en reol står en række papmachefigurer, som eleverne selv har lavet. De forestiller tegneseriefigurer, fodboldspillere og fantasivæsener.

Et helt normalt, trygt hverdagsklasseværelse for en 4. klasse på en skole i Danmark.

Bortset fra at alle eleverne ligger og kryber sammen på gulvet med hænderne foldet beskyttende over hovedet. I dag er der en form for krig i lokalet. For eleverne på Nørrebro Park Skole på Jagtvej i København har besøg af Teatergrad med forestillingen »Krig – i børnehøjde«.

»Vi skal sammen undersøge, hvad krig er,« siger den ene af forestillingens to medvirkende, Rolf Hansen, da børnene igen sidder op.

Han lægger dermed linjen for, hvordan forestillingen vil forløbe: Eleverne er lige så meget medvirkende, som han og kollegaen, Sandra Yi Sencindiver, er.

»Krig – i børnehøjde« er bundet sammen af en enkel fortælling om en pige på ti år, hvis far elsker hende højt, men hader dem, der bor på den anden side af bjerget, endnu mere. Da pigen en dag redder en af »de andre« fra at drukne, bryder helvede, krigen og fars vrede ud på et øjeblik.

Idéen til forestillingen kom fra en tilfældig mor, der en dag på Den Røde Plads på Nørrebro greb fat i forestillingens instruktør og medstifter af Teatergrad, Pelle Nordhøj Kann, og bad ham om at lave en forestilling om krig, der gav børnene mulighed for at tale sammen.

»Hun havde selv svært ved at tale med sine børn om det og efterspurgte en døråbner fra teatret, som kunne hjælpe hende. For hun vidste ikke, hvad der foregik i deres hoveder,« fortæller Pelle Nordhøj Kann.

»Krig fylder virkelig hos dem, men deres udgangspunkt er forskelligt. Nogle har hørt om det, andre har det alt for tæt inde på livet. Som den pige, der en dag fortalte, at det, hun forbandt med krig, var, at hendes fars vens datter var blevet sprængt i luften af en vejsidebombe.«

Teatergrad indledte et samarbejde med Dansk Røde Kors. For der er mange faldgruber for et teater, når man arbejder med så voldsomt et emne og vil gribe fat i det i børnehøjde. I Teatergrads tilfælde vil de gerne have børnene til at tale om krig, dele deres tanker med hinanden og med skuespillerne.

»Hvad kan de tåle? Er det overhovedet sundt for dem at tale om krig? Generelt peger vores research på at det er vigtigt, at tale med børnene om det, der fylder i deres liv, og så må man sige til dem, at der altid er voksne der tager hånd om dem der har brug for lægehjælp. For at skabe tryghed. Fra 4. klasse begynder børnene at aftvinge de voksne mere konkrete svar på krigens kompleksitet, og dem skal de så vidt muligt have, ellers digter de selv. Og dét er ikke godt,« siger Pelle Nordhøj Kann.

Børn skal kunne navigere i virkeligheden

Ingrid Tranum Velásquez fra NextDoor Project har stået med de samme overvejelser i forbindelse med sin forestilling »Vi ses, Rafiq-e-man« om flygtningebørn, der venter på asyl.

Hun har talt med mange flygtningebørn og asylansøgere i Center Sandholm som research, og blandt de medvirkende i hendes forestilling er også to af virkelighedens flygtningebørn.

»Egentlig går jeg ind for, at man fortæller det hele. Jeg har ikke redigeret i de to medvirkendes egne fortællinger. Jeg har kun instrueret dem: bevægelser, måden at fortælle på. Fordi jeg har arbejdet meget nonverbalt med skuespillerne, kan de udtrykke noget, der er mindre konkret. Publikum ved godt, hvordan børnene er kommet hertil, men i forestillingen kan de udtrykke, hvordan det føles at sidde trykket sammen i en lastbil, at være i båden på vej over havet. Det er vigtigt at lade publikum mærke på egen krop, hvad det vil sige at tage den rejse,« fortæller Velàsquez.

For det er børnene på Nørrebro Park og de børn, der ser »Vi ses, Rafiq-e-man«, der som nogle af de første kommer til at møde og skulle tage imod flygtningene.

»Børnene møder flygtningebørn på deres skoler og på legepladserne, men det er svært for dem at forstå, hvilken virkelighed de kommer med. Hvad deres historie er,« fortæller Ingrid Tranum Velásquez.

»Børnenes opgave er at navigere i en virkelighed, hvor der er modtageklasser på deres skole, og hvor der kommer flygtningebørn, som måske er traumatiserede, ind i deres klasse. Jeg synes, det er en vigtig opgave som teater at hjælpe dem til at kunne navigere i det. Krig fylder meget hos børnene. Det kan vi høre på de lærere, vi taler med. Men det kan være svært for lærerne at gribe det an i undervisningen, for børnene har vidt forskellige holdninger til emnet med hjemmefra,« siger Ingrid Tranum Velásquez.

»Hvad vil det sige at være elsket? Har I nogle eksempler på gange, hvor I kunne mærke, I blev elsket?« spørger Sandra Yi Sencindiver og Rolf Hansen deres unge publikum.

»Da mine forældre blev skilt, havde jeg det rigtig svært, men de tog sig rigtig godt af mig begge to, selv om de var blevet skilt,« fortæller en pige, mens en anden mener, at det kan være »hvis man bliver tilgivet – så bliver man rigtig glad.«

Det griber Rolf Hansen og siger, at det gode ved dét er, at man også selv kan tilgive andre.

»Er Danmark i krig?« spørger de også børnene.

»Nej, men vi har været det engang?« byder én ind med.

»Vi hjælper jo dernede, hvor der er krig,« siger en dreng tøvende, nærmest spørgende. For er man i krig, hvis man hjælper nogen andre?

Det bekræfter Sandra Yi Sencindiver og uddyber, at Danmark faktisk er en krigsførende nation – selv om krigen ikke foregår her.

»Cornelius fra C-klassen siger, at hvis der kommer krig, er Danmark et af verdens bedst beskyttede lande,« ivrer en dreng med næsten hele kroppen.

Det er vigtigt at få bekræftet af en voksen, at det betryggende udsagn er sandt.

»Det, Cornelius tænker på,« uddyber en af de andre mere roligt, »er, at næsten hele Europa står sammen, og Danmark er rigtig gode venner med andre lande.«

»Men hvis de nu vil kæmpe mod hinanden, så gør de det jo bare, uanset de regler, der måtte være. Når ISIS kommer, så bomber de jo bare alle – også børnene,« konstaterer en af hans kammerater.

Det benægter Teatergrads to skuespillere ikke, men de går heller ikke længere ind i den debat.

Set fra voksenhøjde er børnene overraskende godt orienteret om menneskerettigheder, domstole, internationale spørgsmål, og hvad der generelt sker i verden.

»Børnene er fyldt op med fakta,« mener Ingrid Tranum Velàsquez.

Derfor handler det for hende især om at få formidlet den følelsesmæssige side af det at flygte. Ikke mindst den store ensomhed, flygtningebørnene føler.

»De danske børn bliver tit meget rørte, fordi de selv deltager så meget i »Vi ses i Rafiq-e-man«, og bagefter har de mange spørgsmål til de to medvirkende. De spørger meget om de grundlæggende ting: Savner du dine forældre? Vil du gerne blive i Danmark, eller drømmer du om at komme tilbage? Alt det, de kan relatere til fra deres eget liv.«

Teater lægger op til nye samtaler

På Nørrebro er forestillingen ved at nå til et afgørende punkt. Pigen har sat sig op mod sin krigeriske far, men er det nok til at stoppe krigen? Hvad siger børnene? Hvad skal hun gøre?

Nu får fantasien frit løb, og der bydes ind med både hajer, hemmelige baser og at pigens far kan blive kæreste med drengens mor – en mor, vi aldrig har hørt nævnt i forestillingen.

Overordnet lander det meste dog på, at det ville være bedst, om pigen fik sin far til at tale med drengens far – som børnene mener, er lige så krigerisk – og fik dem til at slutte fred.

Mathilde Jensen er klasselærer for klassen og underviser dem også i dansk og billedkunst:

»Forestillingen rammer dem på en særlig måde, blandt andet fordi skuespillerne er så tæt på og nærværende. Den rammer dem, der ikke er så fagligt stærke på det følelsesmæssige plan – det var faktisk et par af dem, jeg oplevede, sagde allermest under forestillingen,« siger hun bagefter.

»Jeg tror, der kommer noget efterarbejde, nu hvor de har set den,« mener Mathilde Jensen.

Rundt om hende vælter klassen rundt, helt tydeligt med en masse følelser siddende i kroppen, som de har brug for at komme af med. De hopper, tumler og bokser lidt på hinanden, inden der falder ro over dem, og de går i gang med madpakkerne.

Med sig videre har børnene en amulet, som Sandra Yi Sencindiver har overrakt dem. Det er den amulet, drengen gav pigen, da hun reddede ham fra at drukne. Nu er den klassens og skal sætte gang i flere samtaler om forestillingens emner, og hvad børnene har oplevet i dag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.