Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Takketalen, der aldrig blev holdt

Prisfesterne hylder vinderne. Men for hver vinder er der flere, der sidder i mørket og krammer en seddel med ord, der aldrig skal siges. Vi bad tre tidligere nominerede holde den takketale, de aldrig fik mulighed for at holde.

Af Sarah Iben Almbjerg

Andreas Garfield, dramatiker

Var i 2015 nomineret som Årets Dramatiker for »Elefantmanden« på Randers Egnsteater. Prisen gik til Thomas Markmann for »Beton« på Aalborg Teater.

»Jeg vidste faktisk godt, at jeg ikke vil vinde prisen for »Elefantmanden«. Det kunne jeg mærke. At Reumert komitéen overhovedet nominerede teksten var en teaterpolitiske erkendtlighed, men det var ikke årets bedste tekst. Samtidig blev overrækkelsen holdt på min fødselsdag, så jeg havde egentlig mest lyst til at blive væk, men min kone sagde, at jeg skulle stille op, og sådan blev det. Hvis jeg havde vundet, ville jeg have sagt noget teaterpolitisk. Jeg synes nemlig, at Reumert-prisen til Årets Dramatiker er et af de eneste steder, hvor dramatikerne bliver hyldet. I vores branchen er det automatisk skuespillere og instruktører, der bliver hædret, men derudover bliver dramatikerne i stadig højere grad isoleret. På de små scener og i provinsen er man ikke bange for at hyre dramatikere, men mange andre steder er det bare på mode at lave dramatiseringer – ofte af en dramaturg eller af instruktøren. Det er et spørgsmål om penge. Men man mister altså noget håndværk og en kunstnerisk dybde, når man skærer dramatikeren fra. Der er en grund til, at vi stadig spiller Ibsen i dag. Det er vigtigt. Den besked ville jeg gerne have sendt til branchen. Samtidig ville jeg gerne have sendt en opsang til mine kollegaer. Hvorfor er der ingen dramatikere, der søger chefstillinger og kan få de store teatre til at lave noget andet end nye versioner af kendte Hollywood-film? Det ville jeg gerne have sagt, men det havde nok ikke gjort den store forskel. Og jeg endte med at have en ganske fin aften, selvom jeg egentlig havde tænkt mig at blive væk«.

Marie Louise Wille. skuespiller

Var i 2014 nomineret som Årets Kvindelige Hovedrolle for »All My Dreams Come True« på Aarhus Teater. Prisen gik til Marianne Høgsbro for »Indenfor Murene« på Aalborg Teater

»Jeg kan huske, at jeg sad nede i salen, da Tami Øst åbnede kuverten med prisvinderens navn. Og da hun udråbte navnet, var det med et langt tryk på M’et i Marianne, så der var tv-kameraer helt oppe i mit hoved, så alle kunne se mit skuffede ansigt. Pludselig bliver man en taber i stedet for en, der er glad for noget, man har lavet. Og så fortrænger man alt. Jeg kan for eksempel ikke huske, om jeg havde skrevet min tale ned på et stykke papir eller på min mobil, og jeg mistede min telefon den aften, så jeg har virkelig intet tilbage. Men jeg ved, hvad jeg ville have sagt. Jeg var nemlig nomineret for en forestilling, som havde været virkelig svær at lave, og vi havde været meget i konflikt om den. Jeg følte, at Christian Lollike, der var instruktør, ville udstille vesterlændinge, der følte sig deprimerede. Jeg følte, at vi ville pege fingre og kalde deres følelser for luksusproblemer, og jeg havde det svært med, at vi også havde amatører på scenen. Men da vi nåede til premieren, kunne jeg pludselig se, hvad det var, vi lavede. Jeg synes, at forestillingen fik sagt noget vigtigt om almenmenneskelighed, og det ville jeg gerne have nævnt. Der var virkelig mange holdninger til den forestilling, og der var også folk, der hadede den. Nogen gik under forestillingen, og der var tale om, at man udnyttede handikappede i kunstens øjemed, men jeg synes faktisk, at forestillingen var modig, og jeg synes, at de amatører, der deltog og som havde forskellige handicaps, udviste en enorm generøsitet med deres kroppe. Og det er jo det teatret handler om. At vi tør blotte os. At vi ikke bare forsimpler ting eller gør folk med handicaps til ofre«.

Christoffer Berdal, instruktør

Var i 2008 nomineret som Årets instruktør for både »Erasmus« på Grønnegaards Teatret, »I Toscana« på Plan B og »Gregersen Sagaen« på Aarhus Teater. Prisen gik til Klaus Hoffmeyer for »12 møder med et vidunderbarn« på Odense Teater

»Jeg var nomineret for tre forestillinger, men alligevel følte jeg mig ikke sikker på at vinde. Klaus Hoffmeyer havde lavet en fantastisk forestilling, så jeg vidste måske godt, at det bar den vej. Jeg havde heller ikke forberedt noget, det er jeg simpelthen for overtroisk til. Men hvis jeg skulle have sagt noget, kunne det være: »Det vigtige i dag er, at vi fejrer og hylder hele teatret med alle dets unikke former og udtryk. Udtryk, der undersøger og afspejler den mangfoldige gruppe af mennesker, der udgør Danmark når det kommer til etnicitet, seksualitet og religiøsitet. Udtryk, der skaber møder mellem os og det ukendte, det skræmmende, det vi ikke kunne forestille os. Teatrets tradition for fortællinger, myter, riter, gestaltning og spirituel beruselse tilbyder mulighed for nyt perspektiv og kan være med til at rykke og inspirere os som mennesker. Det er netop diversiteten, mangfoldigheden – ikke kun det elitære og vækstlaget – der er rygraden og sammenhængskraften i teatret. Diversiteten, der sikrer at teater og kunst forbliver en naturlig og aktiv del af vores tid og samfund, fremfor et nostalgisk alternativ til samme. Så en stor tak og et stor tillykke til alle os, der tilsammen dagligt skaber og inspirerer TEATRET«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.