Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tæm dæmonen - og vind kampen

I en tenniskamp på tre-fire timer er det typisk kun omkring 20 procent af tiden, at bolden er i spil. Det efterlader masser af tid til, at tankerne kan stikke af. Derfor er det i mindst lige så høj grad psykologi som tennis-færdigheder, der er forskellen mellem den absolutte verdenstop og spillerne lige under, siger både forskere og tenniseksperter.

Serbiske Novak Djokovic lige efter sejren mod østrigske Dominic Thiem.
Serbiske Novak Djokovic lige efter sejren mod østrigske Dominic Thiem.

Hvad er der galt med Novak Djokovic? Var han en hvilken som helst anden spiller, ville svaret være »intet«, men Djokovic bliver målt ud fra de højeste standarder. Han er manden, der i foråret blev den første siden 1969 til at vinde fire grand slam-turneringer i træk. Men siden han vandt French Open, har han blot vundet én turnering, og efter 122 uger i streg uden sejr har han mistet verdensranglistens førsteplads. I denne uge spiller han og årets øvrige syv bedste spillere sæsonfinale i London, en turnering som Djokovic har vundet de seneste fire år, men han er ikke favorit til at vinde finalen på søndag. For Djokovic har – af grunde som også virker til at have forvirret ham selv – mistet de få procent af sin skarphed, som er den smalle margen mellem sejr og nederlag i den absolutte elite.

I sin første kamp i London i søndags fik serberen en hårdt tilkæmpet sejr, men ikke uden at have fået en advarsel for i frustration at have banket en bold ud i publikum, og efter kampen skændtes han med pressen. I et interview for nylig indrømmede han, at nerver havde spillet en væsentlig rolle, da han tabte US Open finalen til Stan Wawrinka.

Det skurrer i ørerne, for den 12-dobbelte serbiske grand slam-vinder er berømt for sin urokkelige psyke. Men for de almindeligt dødelige spillere i top 100 må det være opløftende, at Djokovic, stadig i sin bedste tennisalder, også kan blive ramt på selvtilliden. Men sådan er det med tennis. Det er i hovedet snarere end i grundslagene, at toptennis afgøres ifølge Michael Mortensen, tidligere spiller, kommentator og træner for nogle af verdens bedste spillere:

»Hvis du ser Djokovic stå og slå med nummer 150 i verden, så vil du have svært ved at se forskel, for forskellen i tekniske færdigheder mellem de bedste 100-150 spillere i verden er meget beskeden. Men hvis de begynder at spille om point, opdager du forskellen. Så kan du se det i udstrålingen, blikket og signalerne til omgivelserne.«

Kenneth Carlsen, Danmarks bedste spiller i nyere tid, stemmer i. Han fremhæver franske Richard Gaquets og Djokovic som eksempler på to jævnaldrende spillere, hvor forskellen har siddet i hovedet. De var begge kæmpe-talenter som 16-årige, men selv om Gasquets har haft en flot karriere, har han ikke omsat sit talent så godt som Djokovic.

»Allerede før han nåede toppen, opførte Djokovic sig som nummer ét. Gasquets havde aldrig den samme aura. Han blev tight i de tilspidsede situationer, mens Djokovic spillede som om, at han forventede at blive verdens bedste.«

Ny forskning bekræfter også den følelse, som tenniseksperterne har i maven. Som i andre sportsgrene er der i tennis en voksende opmærksomhed på, hvordan store datamængder kan bruges til at analysere sporten og finde de mønstre, der skiller de bedste fra de næstbedste. To statistikere tilknyttet henholdsvis Victoria University og Stratagem Technologies udgav for nylig en forskningsartikel, hvor de har analyseret mere end tre millioner spillede point blandt verdens bedste spillere. Målet var blandt andet at blive klogere på, hvordan spillerne præsterer i pressede situationer. Baseret på al statistikken opdelte forskerne verdens topspillere i en række mentale profiler, og resultatet var mere markant end de havde forestillet sig. For hos herrerne var der fire spillere, som særligt skilte sig ud: Andy Murray, Roger Federer, Rafael Nadal, og Novak Djokovic. Verdens fire bedste spillere gennem en årrække viste sig efter al databehandlingen at være de spillere, som i mindst grad lod sig påvirke af pressede situationer, fortæller den ene af undersøgelsens forfattere, Stephanie Kovalchik, til Berlingske:

»Der har i en del år været en idé om, at der er en særlig champion-mentalitet i tennis, som gør, at de største spillere reagerer anderledes på kampens stilling end resten af touren. Men det er første gang, at det er bevist kvantitativt. Deres serv er generelt upåvirket af stillingen, og deres returneringer er mere varierede og ikke lige så negativt påvirket af pressede situationer, som vi ser det hos andre spillere. I et vist omfang er alle spillere på ATP-touren jo succesfulde, men vores research tyder på, at det kræver en særlig mental profil at være i den absolutte top«, siger Stephanie Kovalchik.

I de tusindvis af kampe, som ligger til grund for undersøgelsen, lå den gennemsnitlige effektive spilletid typisk omkring 20 procent. Eller sagt på en anden måde, så tilbringer en tennisspiller 80 procent af en kamp på at gøre sig klar til at spille den næste bold og holde pauser. Og heri ligger ifølge Michael Mortensen en af de væsentligste grunde til, at tennis i så høj grad afgøres på det mentale plan.

»Som træner forsøger man at hjælpe spillerne ved at skære ind til benet og gøre spillet enkelt. Men al tiden mellem pointene giver spilleren mulighed for at overanalysere. Den, der først bliver fortrolig med sine dæmoner, er den, der først får succes. De største spillere er ikke bange, når det brænder på, det er dér, de lader sig inspirere, mens spillerne længere nede ad ranglisten får en følelse af, at de skal passe på.«

Kenneth Carlsen arbejdede i hele karrieren med, hvad han skulle stille op med de 80 procent passiv tid, som en tenniskamp består af.

»Det er både et privilegium og et problem. Du har mulighed for at rase ud, nulstille og tænke konstruktivt. Men samtidig gør det det sværere at blive i zonen. Du bliver nervøs, typisk når du er ved at vinde. Og så gælder det om at have nogle redskaber. For nogle er det vejrtrækning, for andre er det meditation. Jeg havde nogle mantraer, jeg sagde til mig selv. At jeg skulle turde vinde, at jeg skulle turde spille igennem, at jeg skulle turde stole på min teknik,« fortæller Kenneth Carlsen.

Bevidstheden om, at det mentale i høj grad gør forskellen mellem at være nummer 5 eller 75 i verden, kan på bagvendt facon også komme til at virke som en hæmsko. I forsøget på at optimere sin psyke kom Kenneth Carlsen på et tidspunkt til at gøre for meget.

»Der var et tidspunkt, hvor jeg lærte transcendental meditation og mediterede to gange tyve minutter om dagen. Samtidig havde jeg en sportspsykolog, jeg skulle skrive træningsdagbog, og jeg arbejdede med at visualisere før kampene. Det tog overhånd. For meningen var jo ikke, det skulle stresse mig at nå det hele. Det skulle hjælpe mig. Så på et tidspunkt skrottede jeg det hele, og senere vendte jeg så tilbage til de værktøjer, jeg kunne bruge, men jeg var langt mere selektiv,« siger Kenneth Carlsen.

Fordi hans perfektionistiske tilbøjeligheder indimellem kunne kamme over, mener Kenneth Carlsen heller ikke, at det var en tilfældighed, at hans største resultater kom efter, at han var ude med en skade i 19 måneder.

»Jeg blev stærkere mentalt af at få smag for livet uden for tennis. For det gjorde mig mere afslappet. Jeg kunne godt stå inde på banen og minde mig selv om, at jeg skulle nyde det. At det var okay, at alt ikke var perfekt.«

Og den grundbetingelse skal man som tennisspiller gerne lære så hurtigt som muligt, mener Michael Mortensen. I sine aktive dage trænede han ofte med den svenske tennislegende Stefan Edberg, og en dag spurgte han Edberg, hvor ofte han følte, at alt gik op i en højere enhed. 5 ud af 50 gange lød det nedslående svar fra svenskeren. De 45 andre gange var det på med arbejdstøjet. Men det kræver, at man kan se en grund til det. Da en anden svensker, Mats Wilander, nåede førstepladsen på verdensranglisten, mistede han motivationen. Både Kenneth Carlsen og Michael Mortensen spekulerer i, at noget tilsvarende kan være årsagen til Djokovics formnedgang .

»Hans helt store mål har været at vinde alle fire grand slam-turneringer. Det lykkedes i Paris i foråret. Siden har han ikke haft det sædvanlige blik i øjnene,« siger Michael Mortensen.

Kenneth Carlsen er spændt på at se, hvordan serberen reagerer både i denne uge i London og i næste sæson.

»Hans formnedgang er et godt eksempel på, hvor meget et lille tab af motivation eller et lille knæk i selvtilliden gør. Hvis det kommer af, at hans mål om at vinde alle grand slams er nået, så har han brug for et nyt. Så må han se, om han kan indhente Federer i antallet af vundne grand slams.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.