Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Syv meter høj statue skal minde os om vores fortid som slaveejere

To kvindelige kunstnere har rejst en statue af slaveoprøreren Queen Mary med en hilsen til fortidens bronzestatuer. »I Am Queen Mary« skriver sig ind i tidens ønske om at rejse mindesmærker for tab og traumer.

En syv meter hÔøΩj skulptur under navnet ’I Am Queen Mary’ afslÔøΩres foran Vestindisk Pakhus i KÔøΩbenhavn, lÔøΩrdag den 31. marts 2018. Skulpturen skal markere den danske koloniale fortid, og er skabt af den danske kunstner Jeanette Ehlers i samarbejde med La Vaughn Belle fra JomfruÔøΩerne. Statuen afbilleder Mary Thomas, som stod i spidsen for den stÔøΩrste arbejderopstandelse pÔøΩ St. Croix i 1878. Kunsterne hÔøΩber pÔøΩ, at kunne skabe dialog omkring Danmarks rolle i kolonitiden. Statuen placeres foran Vestindisk Pakhus i KÔøΩbenhavn, hvor varer produceret i Danmarks tidligere caribiske kolonier blev opbevaret. LÔøΩrdag 31.marts 2018. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)
En syv meter hÔøΩj skulptur under navnet ’I Am Queen Mary’ afslÔøΩres foran Vestindisk Pakhus i KÔøΩbenhavn, lÔøΩrdag den 31. marts 2018. Skulpturen skal markere den danske koloniale fortid, og er skabt af den danske kunstner Jeanette Ehlers i samarbejde med La Vaughn Belle fra JomfruÔøΩerne. Statuen afbilleder Mary Thomas, som stod i spidsen for den stÔøΩrste arbejderopstandelse pÔøΩ St. Croix i 1878. Kunsterne hÔøΩber pÔøΩ, at kunne skabe dialog omkring Danmarks rolle i kolonitiden. Statuen placeres foran Vestindisk Pakhus i KÔøΩbenhavn, hvor varer produceret i Danmarks tidligere caribiske kolonier blev opbevaret. LÔøΩrdag 31.marts 2018. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)

31. marts 1917 solgte Danmark De Vestindiske Øer til USA. Markeringen af 100-årsdagen for salget sidste år havde ført de to kunstnere Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle sammen. Begge kvinder har caribiske rødder, og La Vaughn Belle er vokset op i Caribien, hvor hun blandt andet har arbejdet med at restaurere huse. 31. marts 2018 rejste de sammen en 3D-scannet hybrid af deres kroppe, som står som en syv meter høj statue foran Vestindisk Pakhus i København. Statuen, som er døbt »I Am Queen Mary«, er de to kunstneres bud på, hvordan heltinden Mary Thomas kunne have set ud.

Mary Thomas var leder af et stort oprør på St. Croix i 1878, hvor arbejderne ifølge Jeannette Ehlers levede og arbejdede under slavelignende forhold. Statuen symboliserer derfor både et arbejder- og et kvindeoprør.

Men statuen skal også minde os alle om de mørke sider af den danske historie, og en lige værdi af alle mennesker uanset hudfarve. Derfor er statuen placeret ligeværdigt ved siden af Michelangelos David, som står foran pakhuset støbt i bronze. Bortset fra, at Queen Mary ikke har fået lov til at irre sig grøn endnu, ligner hun på overfladen enhver anden bronzestatue. Men de to kvinder har ikke haft held til at rejse midler til at støbe statuen i bronze. Queen Mary er, bogstavelig talt, 140 år efter oprøret mindre værd end David. Hun er støbt i et noget billigere materiale, polystyren, som overfladisk fortalt blot er plastic.

Ifølge Statens Kunstfond støtter de meget få bronzestatuer om året. Dog har de blandt andet givet penge til en anden vestindisk bronzestatue skabt af den danske kunstner John Kørner, som forestiller en voksen Victor Cornelis. Cornelis er kendt for, sammen med sin søster, at blive fragtet som barn fra St. Croix og udstillet i et bur i Tivoli, så alle kunne se, hvordan sorte børn så ud.

Uden at ville skabe en køns- eller racedebat kan man alligevel ikke lade være med at drage paralleller til det ironiske i, at en hvid mand bliver inviteret til at skabe en bronzestatue af en mørk mand uden sin søster. Mens to mørke kvinder ikke kan rejse tilsvarende midler til at opføre en bronzestatue af en mørk kvinde.

Kæmper om pladsen

Pladsen foran Vestindisk Pakhus er ikke engang blivende, men udlånt midlertidigt af Statens Museum for Kunst. Jeannette Ehlers insisterer dog på, at hun ikke vil ses som et offer. Hele den monumentale hyldest til Queen Mary er »en måde at gøre oprør på. Vi som kunstnere gør det bare selv. Vi indtager rummet og kæmper om den plads«.

Statuen »I Am Queen Mary« taler ind i en ny interesse for monumenter, som nogen har kaldt »memorial mania«, fortæller forskningschef Lene Bøgh Rønberg fra KØS – Museum for kunst i det offentlige rum.

»Der er sket en revival af mindesmærket, et åbenlyst behov for at mødes omkring mindesmærker i forbindelse med tab og traumer. At give mindesmærkerne en midlertidig placering er heller ikke unormalt. De seneste år har man set en stigende tendens til pop up-kunst, som ofte sender et meget stærkt signal,« siger Lene Bøgh Rønberg.

Men La Vaughn Belle holder fast i bronzeambitionerne: »Vi vil have en bronze, som er værdifuld og dermed sværere at skubbe væk«.

Museumsdirektør på Glyptoteket Christine Buhl Andersen bekræfter holdbarheden i netop bronze som materiale for billedhuggere. Sten, marmor, jern og bronze kan tåle vind og vejr.

»Bronze patinerer på mange fine måder som grøn og sort og fungerer godt i det offentlige rum.«

Hun tilføjer »at bronze traditionelt anses som finere end jern«.

Hvis man dykker længere ned i skulpturhistorien, finder man da også ud af, at ligesom menneskeracer historisk set har været inddelt i et hierarki, findes der tilsvarende et klassisk hierarki i brugen af materialer.

Lene Bøgh Rønberg kommer nærmere ind på bronzens betydning i det offentlige rum. Her rangerer bronze – og dermed den omtalte David-figur meget højt, hvorimod »polystyren i klassisk kunstfaglig forstand ligger lavere i hierarkiet«.

I bogen »Født af ilden – bronzen i dansk skulptur« står der i forordet, at »Et kunstværk lever i leret, dør i gipsen og genopstår i bronzen«.

Lene Bøgh Rønberg fra KØS forklarer, at »mange kender polystyren som emballagemateriale, og de vil næppe forbinde det med værdifulde kunstværker. Men vi ser en begyndende interesse hos kunstnere for at anvende 3D printteknikker i polystyren, og det bliver spændende at se, om dette materiale vil skifte plads i materialehierarkiet.«

Vil man se en – med klassiske briller – materialehierarkisk højere placeret model af Queen Mary, åbner KØS en udstilling om gipsmodeller 19. april i Køge. Her har Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle udlånt deres gipsmodel af »I Am Queen Mary« til udstillingen.

Tidligere blev bronzestatuer sat op for at hylde magthaverne eller historiske helte. Den danske billedhugger H.W. Bissens gentagne opstilling af Frederik VI i løbet af det 19. århundrede er ifølge »Født af ilden« den hyppigst opstillede skulptur i dansk kunst:

»Den blev sat i produktion og opstillet på et stort antal steder i landet som et sent levn fra en enevoldskultur, der kunne sætte statuer af en konge op som stedfortræder for majestæten i rigets afkroge,« som der står i bogen.

Men fra rytterstatuer med de magtfulde siddende højt til hest i 1800-tallet, begyndte man i løbet af det 20. århundrede at se en stigende kritik af magten.

Ifølge Lene Bøgh Rønberg, sagde man »at den sikreste måde at blive glemt på, var at blive hævet op på en sokkel uden for fodgængernes synsvinkel.«

Hun tilføjer, at vi ikke længere rejser statuer af for eksempel vores statsministre eller konger. Den sidste rytterstatue blev rejst i 1955 af Christian X i Aarhus. Til gengæld har man set et hav af bronzestatuer af hverdagens helte, og den historie skriver Queen Mary sig ind i. En markant markering er for eksempel en bronzestatue af Lise Nørgaard, som har skrevet »Matador«, siddende på en bænk i Roskilde. Her kan forbipasserende sætte sig ved siden af hende og dermed være i øjenhøjde.

Blodige hænder

Netop styrken, skrøbeligheden og skøn­heden er vigtig for de to kvindelige kunstnere. I La Vaughn Belles tid med at restaurere bygninger i Caribien opdagede hun noget interessant. Fundamentet på husene var bygget af koraller. Man havde sendt sorte slaver eller arbejdere ud i havene, og med blodige hænder havde de revet koraller op, så de kunne bygge huse til de hvide.

På samme måde, som danskerne har lidt et slavehistorisk hukommelsestab, var fundamentet af koraller skjult for offentligheden. Men La Vaughn Belle har fået gravet det frem og sendt 1,5 ton koralfundament til Danmark. Lidt søgt kan man sige, at mens danskerne fragtede slaver fra Ghana til Caribien for blandt andet at fiske koraller op, har hun fragtet frugten af deres arbejde tilbage til Danmark for at udstille det i det fri.

»I Am Queen Mary«s fundament er nemlig bygget af disse 1,5 ton tunge slave­koraller.

»Det skrøbelige og skønne ligger i korallerne, der i dag trues af både klimaforandringer og forurening – måske endda af plastic. Basen symboliserer Queen Mary og de andre arbejderes styrke. Deres stemmer ligger i fundamentet,« siger La Vaughn Belle.

Skulpturen »I Am Queen Mary« kan ses foran Vestindisk Pakhus, Toldbodgade 40.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.