Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Svend Brinkmann om sit internationale gennembrud: »Det er ikke min drøm«

Svend Brinkmanns næste bøger er på vej ud i verden, men trods stor opmærksomhed om den første bog, "Stand Firm", er den danske virkelighed vigtigere end en international satsning for den populære danske forfatter og psykologiprofessor.

Svend Brinkmann er på vej med den internationale opfølger til »Stå fast«, der under titlen»Stand Firm« blev en bestseller i flere lande. Arkivfoto: Søren Bidstrup
Svend Brinkmann er på vej med den internationale opfølger til »Stå fast«, der under titlen»Stand Firm« blev en bestseller i flere lande. Arkivfoto: Søren Bidstrup

Det er et år siden, Svend Brinkmanns første antiselvhjælpsbog, »Stå Fast«, – den med at tage nej-hatten på – udkom på engelsk under titlen »Stand Firm«. Den fik ganske megen opmærksomhed i førende aviser i både USA og Storbritannien, og i næste uge udkommer så den engelsksprogede udgave af opfølgeren, »Ståsteder«, under titlen »Standpoints«. Men det er ikke nok til, at den populære psykologiprofessor og forfatter går den internationale karrieres vej, mener han selv. Der skal mere til – og nok mere, end han selv er klar til, finder Svend Brinkmann.

Mens »Stand Firm« i New York Times blev rost for at tage sine læsere alvorligt, fik den prædikatet »Lækkert provokerende stof« i Financial Times, og også i Storbritannien var aviserne flinke til at anmelde ham.

»Der var meget hurlumhej, dér for et år siden; for eksempel havde Times i London den over hele forsiden af sin andensektion med et dramatisk billede. Men jeg har ikke haft tid til at følge op på det og har kun været i London en enkelt gang og lavet lidt interviews og foredrag. Jeg tror, det kræver et andet omfang af tid til fysisk tilstedeværelse, for at man rigtig kan komme ud over rampen,« siger Svend Brinkmann, der heller ikke har fået nogen opgørelse fra forlaget om, hvad bogen – der nu er udkommet på 14 sprog – har solgt. Over for Berlingske ønsker forlaget Polity Press heller ikke at gå i detaljer med Brinkmanns bogudgivelser, men erklærer sig dog meget tilfreds.

»Svends bøger har været nogle af vores top-performere, og vi er meget glade for den måde, de er blevet modtaget på i USA og Storbritannien,« skriver publicitychef Emma Longstaff i en mail.

Brinkmann mener, at forlaget lidt ser »Standpoints« som en mellembog, da den indeholder mere filosofi og er den vanskeligste at læse.

»Men de har allerede købt rettighederne og er i gang med at oversætte »Gå glip«, som på engelsk kommer til at hedde »The Joy of Missing Out«, og der er ingen tvivl om, at den ser de det største salgspotentiale i internationalt. Alene titlen taler lige ind i den her »Fear Of Missing Out«-diskussion, hvor den faktisk lyder som en rigtig selvhjælpsbog. Sådan opfatter jeg det jo ikke selv, men det åbner måske nogle markeder,« siger Svend Brinkmann.

I januar fik »Stand Firm« igen en solid omtale i magasinet »The New Yorker«, hvor bogen blev karakteriseret som et at de centrale værker, der går imod samfundets evige udviklingskrav. Og den slags omtale kan straks mærkes, siger forfatteren.

»Det giver pludselig en masse henvendelser fra radiostationer og andre, der gerne vil interviewe mig. Og jeg er da også ærgerrig nok til at følge lidt med på Amazons bestseller- lister, hvor »Stand Firm« faktisk lå rigtig flot og var en bestseller, da den udkom. Siden er den så dalet, men når der kommer sådan en omtale, kan man straks se, den får et ryk opad,« siger Aalborg-professoren, der har været fristet til at være mere aktiv i selvhjælps- bøgernes hjemland, USA.

»Det kunne være superinteressant. Og jeg har da også tænkt tanken, om jeg skulle tage orlov og så give den fuld skrue i et halvt år og satse på at blive en ny Malcolm Gladwell (canadisk forfatter og journalist, red.) og virkelig slå igennem. Det er jo ikke sikkert, det ville lykkes, men sandsynligheden er da større, hvis man gør en indsats for det. Men jeg er nået til den konklusion, at jeg er så rodfæstet i Danmark, mit arbejde og min familie, at det ikke er det liv, jeg skal leve – det ville måske også på en måde være lidt i modsætning til mine egne budskaber,« siger Brinkmann.

»Men jeg følger da med i USA og har specifikt beskæftiget mig med, hvilke selvhjælps-ideer, der har været med til at skabe Donald Trump – og nu Oprah Winfrey, som ser ud til at komme til at spille en politisk rolle. Hun er jo et eksempel på, at selvhjælpsindustrien er så integreret en del af det amerikanske samfund og den politiske proces, at der virkelig er noget at tage fat i - i en helt anden liga end herhjemme.«

Men det bliver altså på distancen, og Svend Brinkmann sammenligner det lidt med rockmusikeres evige og som regel umulige drøm om at slå igennem i USA.

»Min branche er en anden, og jeg har aldrig haft den drøm. Jeg er glad for, at der er nogen, der vil sælge mine bøger, men jeg synes, det er sjovere at skrive dem end at rejse rundt og snakke om dem,« siger Svend Brinkmann.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.