Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
ROSKILDE FESTIVAL

Sulten på festival? Prøv en insektburger

Der er faktisk bogstaveligt talt gået insekter i maden på dette års Roskilde Festival. Altså, ikke sådan nogle uønskede nogle. Madboden Crick’it serverer nemlig fastfood, hvor insekterne drysses i med fuldt overlæg.

Hos madboden Crick'it er der insekter på menuen. Du kan blandt andet drysse din burger med disse insekter.
Hos madboden Crick'it er der insekter på menuen. Du kan blandt andet drysse din burger med disse insekter.

På Roskilde Festival er maden selvsagt en stor og vigtig del af det daglige indtag, for der skal nødvendigvis også noget fast føde ind blandt de mange liter gyldne dråber, der kører gennem systemet.

Og med sådan et stort behov, ja, så er efterspørgslen efter mad enorm. Det er der en del madboder, der gennem årene har set et potentiale i. Derfor er tilbuddene mange, når man vader rundt mellem de mange mennesker på dyrskuepladsens udpinte græs.

Et af de madsteder er Crick’it, der har set et potentiale i et endnu forholdsvis ukendt hjørne af gastronomiens uudtømmelige verdenskort. Insekter. De her små dyr, som de fleste af os nok stadig har lidt svært ved at forestille os på en tallerken. Eller hvad? Ifølge Crick’it er der ikke mangel på interesse. Og kunder, dem er der nok af. Da vi tog forbi boden, var der da også konstant gang i salget fra det lille køkken.

Men hvorfor skal gæsterne på Roskilde Festival pludselig til at spise insekter?

»Det er det perfekte publikum, og det lå lige til højrebenet med den her festival. Det er et oplagt sted at prøve kræfter med sådan noget, fordi man er lidt mere oplagt til at prøve noget nyt, når man er ude, og når man får lidt at drikke. Og så er der jo bare en god stemning her, samtidig med at der er fokus på energi og bæredygtighed,« siger Rasmus Leck Fischer, der, i samarbejde med Suhrs Højskole, Insekt KBH og fårekyllingefarmen Bugging Denmark, står bag Crick’it.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Portræt af Rasmus Leck Fischer, der er manden bag Crick'it.
Portræt af Rasmus Leck Fischer, der er manden bag Crick'it.

Og hvordan tager folk så egentlig mod den insektfyldte mad? Da vi besøgte madboden, var der kun tilfredshed at spore blandt gæsterne, men ifølge Rasmus Leck Fischer er modtagelsen generelt blandet – inden maden når munden.

»Det er meget blandet. Der er de her typer, der går forbi og råber »AAAADDD!«, og så er der typerne, der kommer direkte hen og slår i bordet og siger, at det vil de sgu prøve. Og de får typisk en god oplevelse ud af det,« siger han.

Ifølge ham er det et spændende område indenfor gastronomien, som folk lige skal have øjnene op for. Og så handler det simpelthen også om måden, det serveres og anrettes på. På Roskilde Festival skal det blandt andet falde i hak med gæsternes behov. Men hvordan gør man det egentlig indbydende?

»Det er jo mit job som kok at få det til at være lækkert og se lækkert ud. Normalt anretter jeg det på nogle finere måder, end vi gør her. Men vi skal ligesom også prøve at ramme gæsternes behov, som typisk er fastfood. Derfor har vi blandt andet lavet en burger, hvor insekterne er en del af det, og så har vi noget kylling, som er paneret med insekter. Det handler om at få det ind i nogle retter, som folk kender. Folk er ikke klar at gå hele vejen, med eksempelvis rene insektbøffer - endnu,« siger Rasmus Leck Fischer.

Nu sidder du måske og tænker på, hvordan det mon smager. Og måske smager det faktisk af noget, du godt kan lide i forvejen.

»Nogle insekter smager af mandler, nogle andre af majs. Ligesom hvis du spiser tortilla. Hvis du rister melorme, så dufter det faktisk lidt mexicansk. Og fordi insekterne indeholder så mange næringsstoffer, så har de en ret fin og fyldig eftersmag,« siger Rasmus Leck Fischer, inden han igen hopper om bag disken og svarer på de mange spørgsmål fra gæsterne.

Har du fået lyst til at smage på maden fra Crick’it, kan du besøge madboden, der ligger i Food Court, som er placeret tæt på Arena-scenen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.