Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Støtte til svensk Muhammed-tegner

Den svenske tegner Lars Vilks fik fuld støtte, da Trykkefrihedsselskabet holdt møde tirsdag aften. Selskabets medlemmer måtte dog finde sig i at blive skældt ud af Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden som hadefulde og paranoide.

Lars Vilks, der tegnede Muhammed som en hund, taler. På første række ses fra venstre Ny Alliances partileder Naser Khader og socialminister Karen Jespersen (V) og fra højre Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose, forfatteren Kåre Bluitgen og oplægsholder Nasim Rahnama. Foto: Benita Marcussen
Lars Vilks, der tegnede Muhammed som en hund, taler. På første række ses fra venstre Ny Alliances partileder Naser Khader og socialminister Karen Jespersen (V) og fra højre Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose, forfatteren Kåre Bluitgen og oplægsholder Nasim Rahnama. Foto: Benita Marcussen

Salen var stuvende fuld i Forfatterforeningens lokaler i Strandgade, hvor der tirsdag aften var indkaldt til solidaritetsmøde med den svenske tegner Lars Vilks. Han har tegnet profeten Muhammed som en hund til en udstilling under temaet hunde. Men svenskerne ville ikke udstille Vilks tegninger og derefter bredte truslerne sig mod Vilks i den arabiske verden. Al-Qaeda har desuden udstedt en dødsfatwa over tegneren.

Derfor havde foreningen Trykkefrihedsselskabet inviteret til et solidaritetsmøde i København med kendte folk som politikeren Naser Khader, Berlingske Tidendes ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen, Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose og Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden. Vilks var der også og sad pænt på første række sammen med bl.a. socialminister Karen Jespersen (V), forfatteren Kåre Bluitgen og nogle sikkerhedsfolk.

Hyperaggressiv og intolerant
Første taler var Tøger Seidenfaden. Efter at have konstateret at trusler imod Vilks var en sag for det svenske politi, gik han over til sit egentlige budskab, der var en bandbulle mod det Trykkefrihedsselskab, der havde indbudt ham til at tale.

Han betegnede Trykkefrihedsselskabet og dets ledere Lars Hedegaard og Helle Merete Brix som folk med afskyelige meninger, der skamred enhver sag og udspredte paranoid og hadefuld propaganda mod muslimer. Ikke blot Trykkefrihedsselskabet, men også forfatteren Kåre Bluitgen, der har skrevet en børnebog om profeten, kom med i denne gruppe, fordi han – ifølge Seidenfaden – har skrevet hadske ting om Koranen. Han tilføjede til forsamlingen, der sad forbløffet ned i salen:

»Der er tale om hyperaggressive, intolerante muslim-hadere. De er ikke lødige, men nasser på en usympatisk dagsorden. Jeg har ikke respekt for jeres ærinde.«

Derefter tog chefredaktør Tøger Seidenfaden i bogstaveligste forstand sit gode tøj og gik.

Ordstyreren Lars Hedegaard tog chefredaktørens udgang med godt humør og overlod ordet til kulturredaktør Flemming Rose fra Jyllands-Posten. Rose sagde, at ytringsfrihed kun betyder noget, hvis man er villig til at lytte til selv det, som man ikke har lyst at høre. Og han fortsatte med ordene: »Der er en Muhammed-sag og en Lars Vilks-sag hver eneste dag overalt i verden. Det er et globalt fænomen. Netop nu sidder der muslimske tegnere og journalister fængslede i den muslimske verden for gerninger, der ligner Muhammed-tegnernes og Vilks’«.

Han kritiserede stærkt FN, hvor muslimske lande forsøger at begrænse ytringsfriheden ved at gøre det umuligt at kritisere religioner. Rose nævnte, at FNs Menneskerettighedsråd i marts vedtog en resolution, der i læ af ord om respekt for religion og krav om ansvarlig brug af ytringsfriheden opfordrer til at kriminalisere krænkelser af profeten og andre religiøse følelser.

Truende indskrænkelser
Forsamlingen ventede spændt på den næste chefredaktør, der besteg talerstolen, nemlig Lisbeth Knudsen fra Berlingske Tidende. Avisen trykte aldrig Muhammed-tegningerne, men har til gengæld under Lisbeth Knudsens redaktørtid trykt Vilks tegning. Her var ingen skældud til forsamlingen, men en helhjertet støtte til Lars Vilks.

Hun konstaterede, at ytringsfrihed ikke længere er en selvfølgelighed i vor verden, og at Vesten må handle aktivt og styrke kampen for ytringsfriheden globalt. Ingen religion, sagde hun, er fritaget for kritik, debat og den frie kunsts udfoldelse og videre, at vi ikke må lade os skræmme til tavshed. Også Lisbeth Knudsen nævnte de bestræbelser, der foregår i FNs regi for at indskrænke ytringsfriheden, som en trussel.

Forfatteren Kåre Bluitgen konstaterede dernæst, at den gamle højre-venstre skala var i fuld opløsning, og at fronterne nu går helt andre steder. Han bemærkede, at de såkaldte kulturradikale er blevet snerpede og vil indskrænke ytringsfriheden, mens gamle borgerlige frontkæmpere, som man skulle have forventet noget andet af, pludselig står sammen med venstrefløjsfolk. Bluitgen sluttede med salutten:

»De danske Muhammed-tegnere blev totalt svigtet. Det må ikke ske for Lars Vilks.«

Så var turen kommet til netop Vilks kollega Kurt Westergaard, der tegnede den berømte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Westergaards korte tale lød: »Jeg er en simpel bladtegner, der er vant til at udtrykke mig kort og enkelt. Det vil jeg også gøre nu. Jeg har ikke noget imod nogen religioner, jeg har ikke selv nogen, jeg er ateist, og hvis jeg må sige det lidt smart, så er jeg blevet stærkere i min tro i løbet af disse begivenheder ... Min arbejdsform som satirisk tegner kan illustreres af den gamle anekdote om Picasso fra 1940. En tysk officer spørger Pablo Picasso: »Var det Dem, der skabte Guernica?« Picasso svarede: »Nej, det var Dem.«

Naser Khader talte om »den globale mundkurv«, som radikale muslimer prøvede at binde Vesten for munden for at knægte ytringsfriheden. Han pegede på det fænomen, at jo mindre humor, der er i et samfund, jo mere fanatisme er der. Og han kritiserede både muslimer og kristne, der under Muhammed-krisen mistede proportionssansen i misforstået tolerance over for den muslimske minoritet og ikke kunne se, at der var tale om et globalt angreb på ytringsfriheden.

Aftenen sluttede med Lars Vilks selv, der takkede for solidariteten og støtten og holdt en lille udstilling. Da hans Muhammed-hund ikke måtte udstilles i Sverige, benyttede han lejligheden til kortvarigt at udstille den i Danmark. Og derpå fremviste han Muhammed-hunden pænt indrammet. Ligesom Naser Khader understregede han humorens betydning og sagde, at et kunstværk kun er det, som betragteren gør det til.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.