Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Stille stund med stor musik

Det Armenske Nationalorkesters gæsteoptræden i København faldt sammen med Pavens anerkendelse af det armenske folkedrab som folkedrab. Resultat var en yderst intens aften.

Marianna Shirinyan var solist i mindekoncerten søndag aften. Hun har boet i Danmark gennem et årti og står i dag som en af vores fremmeste på klaver.
Marianna Shirinyan var solist i mindekoncerten søndag aften. Hun har boet i Danmark gennem et årti og står i dag som en af vores fremmeste på klaver.

Marianna Shirinyan giver et ekstranummer om forårets komme. Da det er forbi, løfter hun ikke sine hænder fra tangenterne. Hun sidder ubevægelig og med lukkede øjne. Ingen tør trække vejret.

Et flot fyldt koncerthus dannede ramme om Det Armenske Nationalorkesters gæsteoptræden søndag aften.

Orkestret har begivet sig på nordisk turné i anledning af hundredåret for den tyrkiske fordrivelse af landets armeniske mindretal og dens halvanden million dødsofre.

Folkedrabet er en hvepserede endnu i dag. Det Kongelige Bibliotek forsøgte sig med en armenisk udstilling for et par år siden og fik hele den tyrkiske musik efter sig.

Og selveste Paven havde tidigere på søndagen talt om »tre tragedier uden fortilfælde« og nævnt »det armenske folkedrab« i 1915 som århundredets første.

Det afgørende ord var folkedrab. Mange tyrkere ser tabene som konsekvens af borgerkrig og regner selve tallet på halvanden million dødsofre for overdrevet.

»At skjule eller benægte det onde, er som at have et åbent sår og ikke ville forbinde det«, sagen Paven videre.

En sjældenhed i orkestre på det niveau

Tyrkerne reagerede prompte med en hjemkaldelse af landet ambassadør fra Vatikanet. De tyrkiske myndigheder vil ikke tage beskyldningerne om etnisk udrensning på sig. Armenerne ser omvendt brugen af begrebet som afgørende.

Armeniens ambasadør i Danmark havde skrevet programmets forord og nævner »Det Armenske Folkedrab« undervejs. Han nævner til gengæld ikke det tyrkiske folk med et ord. Muligvis af diplomatiske årsager.

Nationalorkestret ligger i en flot liga, viser det sig. Et fænomen som fælles fodslag i strygerne er en selvfølge.

Man åbner turnéprogrammet med en suite over »Spartacus« af komponisten Adam Khatjaturjan. Det er ikke musik til den berømte film af samme navn, men kunne næsten være det. Sikke farver!

Og man runder af med russeren Tjajkovskijs tragiske svanesang. En mægtig symfoni, der slutter helt langsom og tyst. Godt tænkt.

Kun solohornet og et par af træblæserne ligger en anelse for højt i klangen – og fortsætter sært nok med det aftenen igennem. Ellers en sjældenhed i orkestre på det niveau.

Én af vores bedste på klaver

Marianna Shirinyan forbliver ergo arrangementets helt store attraktion. Griegs skønne klaverkoncert fra 1868 har sjældent lydt mere medrivende i det hele taget.

Hun har boet her et årti og markeret sig som en af vores bedste overhovedet på et klaver: Hendes musikalitet er inderlig. Hendes teknik velfungerende og enestående glat. Og da hun sidder helt ubevægelig til sidst, er det en højtid for de omkomne.

En eneste tilhører får så alligevel sat bifald i gang og ødelagt hendes initiativ. Sikkert velment, men ualmindelig tonedøvt.

Shirinyan fik også nævnt overgrebet til sidst og ønsker, det ikke sker igen. Og hun takkede danskerne for deres venlige modtagelse af hende. Af hjertet selv tak.

Turneen fortsætter til Aalborg her mandag aften og derpå videre nordover.

Hvem: Det armenske nationalorkester med Marianna Shirinyan og Eduard Topchjan.

Hvad: Musik af Khatjaturjan, Grieg og Tjajkovskij.

Hvor: DR Koncerthuset, søndag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.