Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Stemmen forsvinder, når man sørger

Martha Flyvholm Todes nye roman om savnet og sorgen efter en afdød far skriver sig ind traditionen for det dystre i dansk børne- og ungdomslitteratur.

Martha Flyvholm Tode, forfatter. Hun har skrevet bogen "På Bornholm må man græde overalt".
Martha Flyvholm Tode, forfatter. Hun har skrevet bogen "På Bornholm må man græde overalt".

Jeg tænker på Tore, mens jeg går hjem fra skole. Jeg forestiller mig, at han sidder et sted deroppe og bor i et lækkert hus, tæt ved en sø, der viser, hvad vi laver hernede på jorden«.

Sådan siger Maria, der lige har mistet sin stedfar, i »På Bornholm må man græde overalt« – en ungdomsbog om at miste og om alle de følelser, der kommer efter tabet. Bogen beskriver hendes angst for at glide væk fra de to stedbrødre og følelsen af forladthed, der sætter sig på stemmen. Ja, faktisk forsvinder stemmen helt, når moren ringer og siger, at nu er Tore død, og Maria skal se sine brødre i øjnene og sige, at nu-er-det-nu, og hun ved ikke hvordan.

»Jeg vil gerne vise de mange farver, som sorg har. Maria siger selv i bogen, at det føles, som om alting ruller og ligger stille på samme tid. Sådan er det nok for mange. Du skal både håndtere de indre følelser og så alle de praktiske ting«, siger bogens forfatter, 23-årige Martha Flyvholm Tode, der skrev sin bog, inden hun blev optaget på Københavns Universitet, hvor hun studerer Mellemøstens Sprog og Samfund. Den er lille og stille, bogen. Ligesom sin hovedperson. Men historien kom lige fra hjertet, siger Martha Flyvholm Tode. Og så vil hun ikke sige mere om baggrunden.

»For mig var det bare en ret central pointe, at man må lære at acceptere, at tingene er, som de er. Jeg ville bare give mit bud på, hvordan man kan gøre det.«

Bogen skriver sig direkte ind i en tendens, der gennem længere tid har præget dansk børne- og ungdomslitteratur: Tendensen til at kredse om emner som sorg og tab. Anette Øster, der er redaktør på børne- og ungdomsforlaget Høst og Søn, siger det sådan her:

»På et tidspunkt tænkte jeg: Er det virkelig ikke muligt at skrive en ungdomsbog, der ikke handler om død og ulykke ? «

Én af de mest kendte ungdomsbøger om de meget alvorlige ting er Astrids Lindgrens »Brødrene Løvehjerte«, hvor to døde drenge ender i eventyrverdenen Nangijala. Romanen er fra 1973, men de temaer, den tager op, er meget ældre i børne- og ungdomslitteraturen.Tilbage i 1800-tallet udkom der børneaviser, der blandt andet indeholdt lister over døde børn, og flere af H.C.Andersens eventyr kredser om sygdom og død. Dengang var formålet med det meste børne- og ungdomslitteraturen, at den skulle indgå i dannelsen af harmoniske borgere, så hovedpersonerne skulle være nogen, man kunne lære af og spejle sig i, og beskrivelserne af paradiset var ofte den håbefulde slutning. Men der var også undtagelser.

»H.C. Andersens »Historien om en moder« fra 1847 er jo noget af det mest triste, man kan forestille sig. Den begynder med en mor, der tager afsked med sit syge barn, og som må ofre så meget, sit hår og sine øjne, før hun endelig tvinges til at acceptere barnets skæbne,« siger Anette Øster, der ser en anden aktuel udgivelse, forfatteren Cecilie Ekens »V«, som en slags moderne overbygning på »Historien om en moder«. I »V« følger vi en pige, der drager ud for at finde sin far, der har forladt familien, men det handler stadig om at acceptere tabet og give slip. Eller som Anette Øster siger det:

»Der er kommet flere bøger til børn og unge, hvor der er mindre fokus på det dramatiske og mere på følelserne. Bøgerne peger indad.«

Det dystre indhold kan være grunden til, at visse skandinaviske børnebøger har svært ved at begå sig udenfor Skandinavien. Det forklarer Nina Christensen, der forsker i børne- og ungdomslitteratur ved Aarhus Universitet.

Som eksempel nævner hun bogen »Små døde dyr« af svenske Ulf Nilsson.

Selv om bogen er en sjov fortælling om et lille begravelsesselskab og sagtens kan læses højst for de mindste, har Ulf Nilssons amerikanske forlag givet den titlen »All the Dear Little Animals«, altså »Alle de søde små dyr«. Simpelthen fordi ordet »død« ifølge forlaget ville være for voldsomt på forsiden af en børnebog.

»På den måde handler især børnelitteraturen også om, hvad de voksne mener, at børn kan. Og det forandrer sig fra kultur til kultur,« siger Nina Christensen, der understreger, at den danske børnelitteratur jo netop afspejler, at vi forestiller os barnet som et individ, der skal forstå alle livets sider. Det er den tillid, vi viser barnet, mens man i andre lande mener, at det er mere respektfuld at holde tingene tilbage, indtil børnene er ældre og måske bedre kan forstå dem.

Men selv om man gerne læser triste og alvorlige bøger på vores breddegrader, er det selvfølgelig ikke alle bøger, der fungerer til en sen hyggestund. Et eksempel på en bog, der nok ikke gør det, kunne være Rebecca Bach-Lauritsens »Ellens ark«, der handler om Ellen, der kommer hjem fra skole og opdager at hendes lillebror er død. David er faldet ned af trappen, hovedet er drejet på en mærkelig måde, og der flyder blod ud af hans øre.

»Nogle bøger egner sig nok ikke som godnatlæsning. Det er nok mere noget, man skal dele på et tidspunkt, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål og indgå i en dialog,« siger Anette Øster.

Som lektor i børnelitteratur oplever Nina Christensen, at mange af bøgerne forholder sig til de tematikker, som børn og unge møder i deres hverdag. Når cutting kommer på banen, så kommer det også i ungdomslitteraturen, og både død, sorg og tab er noget, alle kender til.

»Og når de erfaringer er voldsomme, så virker det også voldsomt på skrift. Det er derfor, de voksne reagerer,« siger Nina Christensen, der er enig i, at bøger kan være et godt middel til at få talt om tingene. Sådan som »På Bornholm må man græde overalt«, også er det.

»Jeg har selv brugt litteratur til at identificere mig med andre personer og skæbner«, siger Martha Flyvholm Tode, der understreger, at hendes egen bog er for unge, ikke for børn.

»Da jeg selv var omkring 15 år begyndte jeg at læse Dostojevskij, og jeg synes i det hele taget ikke, at man skal tale ned til sine læsere. Jeg vil hellere være i øjenhøjde med dem, » siger Martha Flyvholm Tode, der understreger, at på ét punkt må ungdomslitteraturen gerne være anderledes end bøger for voksne: Der må gerne være et lys for enden af tunnelen.

»Nu foregår min bog i en ret koncentreret periode, så vi kommer ikke til et tidspunkt, hvor Maria er holdt op med at være ked af det. Men vi følger hende, mens hun lærer at acceptere, at verden ikke er, som hun gerne vil have det: At stedfaderen er død, selvom hun gerne ville have, at han var levende, og at London er langt fra København, selv om hun ville ønske, at den var tættere på, så hun kunne se sin kæreste oftere,« siger Martha Flyvholm Tode og tilføjer:

»Kriser er kriser, men vi forholder os forskelligt til dem. Måske kan dén pointe få et andet menneske til at føle sig lidt mindre alene«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.