Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Gamle København

Statshemmeligheder til salg

GamleKøbenhavn
GamleKøbenhavn

Selvfølgelig har offentlige myndigheder pligt til at gemme vigtige dokumenter forsvarligt. Det sker alligevel ikke altid, har man for nylig erfaret. Dokumenter forsvinder og efterlader huller i historien. Men heri er der intet nyt. Det fortælles om Christian IV, at han indsamlede bjerge af dokumenter fra hele landet, og det var ikke fordi, indholdet havde hans interesse. Men brandbart papir var efterspurgt i det kongelige artilleri i 1600tallet.

100 år senere var man mere bevidst om vigtigheden af at passe på statens papirer, og man etablerede derfor et såkaldt gehejmestatsarkiv mellem Københavns Slot og kancelliets røde bygning. Det var her, man passede godt på nationens uerstattelige dokumenter, og det var her, der i 1750erne blev slået store huller i danmarkshistorien.

Arkivchefen var en omhyggelig mand, der gjorde alting rigtigt. Han var den sidste, der gik om aftenen, han sikrede sig altid, at alle døre var låst, og han gemte nøglen et sted, som kun få af de ansatte kendte. Alligevel skete det, som ikke måtte ske. I maj 1754 opdagede han ved et tilfælde, at der manglede nogle – nej, ubegribeligt mange – pakker med historiske dokumenter. Mistanken rettede sig hurtigt mod en vis Hans Rondrop, 35 år og skriverkarl i arkivet.

Nødtvungent måtte han indrømme, at han »af ungdoms dårlighed og ubesindighed havde taget en del papirer og dokumenter tid efter anden og bortsolgt til urtekræmmer Nicolai Christensen boende udi Knabrostræde«.

Men hermed var sagen ikke slut, for nu begyndte politimester Torm at tage fat, og han kom frem til, at der i alt var fjernet 415 lispund dokumenter – svarende til mellem tre og fire tons af statens hemmelige papirer.

Men hvorfor og hvordan? Rondrop havde fast arbejde og en glimrende gage. Alligevel slog pengene ikke til, for han havde en svaghed for våde varer. Og da han efterhånden havde solgt sine møbler, og hvad han ellers ejede, fik han den idé at sælge ud af statens papirer. Han fandt let aftagere, som gerne ville købe med henblik på videresalg til byens mange urtekræmmere, tobaksspindere og te- og sukkerhandlere, der alle havde brug for papir til indpakning og til at lave kræmmerhuse.

Det gjorde ikke noget, at nogen havde skrevet og tegnet på emballagen, men det var først, da han kom i forbindelse med omtalte urtekræmmer Christensen på hjørnet af Knabrostræde og Brolæggerstræde, at der kom system i forretningen. En arbejdskarl sørgede for det krævende slæb af sække fra arkivet efter lukketid, og således gik der tre et halvt år. Ingen anede uråd, og ingen havde noget at sige skriverkarlen på »udover, at han undertiden var lidt beskænket« – som husværten formulerede det.

Han havde været hård ved sig selv og døde, før sagen var slut.

Uheldigt for anklageren, som krævede forbryderen hængt, og så slap tyven, som intet ejede og nu var død, med en klækkelig bøde.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.