Guldalder

Stamfaderen

Eckersberg siges at være stamfaderen til dansk maleri. Nu er det den store maler selv, der skal udstilles på Statens Museum for Kunst. Det kan dårligt undgå at blive storslået.

Statens Museum for Kunst viser »En smuk løgn - Eckersberg« fra 8. oktober til 24. januar.
Statens Museum for Kunst viser »En smuk løgn - Eckersberg« fra 8. oktober til 24. januar.

Når det kommer til landets udstrækning, til økonomien, til betydning og indflydelse i Europa, var 1800-tallet en katastrofe for Danmark.

Det 19. århundrede var dårligt nok kommet i gang, da Slaget på Reden blev udkæmpet. Nogle år senere bombede englænderne København og sejlede væk med flåden.

Siden fulgte statsbankerotten og tabet af Norge, og hen imod sidste del af århundredet krigene med Tyskland, der endegyldigt reducerede Danmark til en småstat og med årene ændrede vores nationale selvforståelse.

Til gengæld blomstrede kulturlivet som aldrig set før eller siden. En gående i 1800-tallets København ville principielt kunne møde Danmarks to største bidrag til verdenslitteraturen, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.

August Bournonville fornyede balletten og gjorde den berømt ud over landets grænser, Bertel Thorvaldsen var en af Europas mest betydelige billedhuggere – og så blev det dansk maleris guldalder. Det var ikke noget, man kaldte perioden dengang, og man havde heller ikke fundet på navnet Københavnerskolen om det, der foregik i den danske hovedstad.

Men til guldalder blev det, og en central skikkelse er C.W. Eckersberg, der i efteråret er emnet for en udstilling på SMK. Det er noget siden, der har været en større præsentation af Eckersberg på nationalgalleriet, og det kan næsten kun blive en af de helt store udstillinger i 2015.

Ud i naturen

Det er navnlig første halvdel af 1800-tallet, der siden er blevet kaldt guldalderen. Senere i århundredet skete der andre væsentlige bevægelser i dansk kunst; for eksempel Skagensmalerne fra 1880erne.

Både guldaldermalerne og Skagensmalerne beskæftigede sig med nationale temaer. Med til historien om guldalderen hører, at den indflydelsesrige kunstkritiker, N.L. Høyen, slog til lyd for, at malerne rejste ud i landet og begyndte at finde motiver, der viste Danmark fra landets bedste side ud fra et ønske om at styrke nationalfølelsen.

Også Eckersberg skulle på et tidspunkt tage sine elever med ud i naturen, så de kunne foretage studier af træer og buske, og han dannede derved et grundlag for tidens realistisk orienterede landskabsmaleri.

Realismen havde selvfølgelig sine grænser. Malerne udsøgte sig de pæneste motiver og malede dem fra deres bedste vinkler. Undertiden blev naturen monumentaliseret, så den fremstod mere betydningfuld, end et lille krat eller en samling af forkrøblede træer måske i virkeligheden lagde op til.

Og storladne gengivelser af gravhøje kunne tjene som henvisninger til landets stolte fortid »i gamle, gamle hensvundne dage/ da det strålte i Norden,/ da Himlen var på jorden,« som det hed i Oehlenschlägers nationalromantiske digt, »Guldhornene«, der nærmest står som et præludium til 1800-tallets optagethed af det nationale.

Bemærkelsesværdigt talent

Det er sådan en kliché, det med malere, der »allerede som børn« var kunstnerisk begavede og viste et talent for at tegne. Men myten er nok opstået, fordi der er en grund til det, og det er en historie, der går igen hos mange billedkunstnere.

Det gælder i hvert fald for Christoffer Wilhelm Eckersberg (1783-1853), der i drengeårene ved Als Fjord viste et så bemærkelsesværdigt talent, at en kreds af borgere i Flensborg - dengang endnu dansk nogle årtier endnu - samlede ind, så Eckersberg i 1803 kunne begynde på Kunstakademiet i København, hvor han 15 år senere skulle blive professor og med tiden indtage pladsen som »dansk maleris far«.

Af skelsættende betydning for Eckersbergs udvikling var hans lange rejse til Frankrig og Italien og hans ophold i Paris og Rom. I Paris opsøgte han den betydelige nyklassicistiske maler, J.L. David, der også kunne se talentet hos den unge danske kunstner, der med sig videre på sin færd tog mottoet om at male »sandt og smukt«.

I Rom blev han en del af den danske (og skandinaviske) kunstnerkoloni og dermed et fællesskab og en udviklingsløb, der fik afgørende betydning for dansk kunst.

Han kom til et bo i samme ejendom som Thorvaldsen - og den dag i dag kan man finde huset, Casa Buti, i Via Sistina, ikke så langt fra Den Spanske Trappe, hvor nogle af deres foretrukne udskænkningssteder lå.

Rettede på naturen

De italienske motiver var fremmedartede, hvad enten det var folkelivet, eller det var rester af antikkens storhed, og de vakte berettiget opsigt hjemme i Danmark.

Men den gjorde den malemåde, Eckersberg tilegnede sig under sit ophold i Rom, også, og med Eckersbergs hjemrejse i 1816 begynder den danske guldalder. Eckersberg bragte en friskhed ind i det danske maleri og en klarhed i farven, der stadig i dag lyser op på væggene i museerne.

Eckersberg vides at have malet i fri luft i Rum, hvilket var et særsyn på det tidspunkt, og en af de store kvaliteter i hans billeder er, at de bygger på intense studier af naturen og af virkeligheden i det hele taget.

»Sandt og smukt«, som David havde lært ham i Paris. Men undertiden rettede også Eckersberg på naturen, som han havde iagttaget den, for i den færdige komposition at gøre den endnu mere smuk og endnu mere rigtig.

Rolige og værdige

Det var blandt andet indflydelsen fra nyklassicismen - repræsenteret ved David - der medvirkede til, at Eckersbergs malerier er så afklarede og monumentale i kompositionen. Hellere rolige og værdige end dramatiske.

Hjemvendt fik Eckersberg adskillige opgaver og portrætbestillinger og to andre interessante motiver føjede sig til kredsen. Det var dels marinebilleder og dels malerier forestillende skyer, hvor begge dele gav Eckersbergs saglige sansning af motivet store muligheder.

Kort tid efter sin hjemkomst blev Eckersberg professor ved Kunstakademiet, hvor han virkede i mere end 30 år og fik vidtrækkende betydning for dansk kunst. Hans egen kunst blev pudsigt nok nedvurderet i årtierne efter, men også han blev efterfølgende genstand for en ny interesse, der kun er vokset siden.

Statens Museum for Kunst viser udstillingen »En smuk løgn - Eckersberg« fra 8. oktober til 24. januar.

C.W. Eckersberg: »Mendel Levin Nathansons ældste døtre, Bella og Hanna« (1820)
C.W. Eckersberg: »Mendel Levin Nathansons ældste døtre, Bella og Hanna« (1820)

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.