Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

»Spræng operahusene i luften!«

Den netop afdøde franske komponist og dirigent Pierre Boulez fik skelsættede betydning for den klassiske musik. På både ondt og godt.

Den nyligt afdøde franske komponist og dirigent Pierre Boulez dirigerer her i 2008 det tyske Sinfonieorchester des Südwestrundfunks. Foto: Scanpix
Den nyligt afdøde franske komponist og dirigent Pierre Boulez dirigerer her i 2008 det tyske Sinfonieorchester des Südwestrundfunks. Foto: Scanpix

»Spræng operahusene i luften,« sagde han dengang i 1967.

Pierre Boulez kaldte operahuse for museer og så deres publikum som borgere i en ghetto.

Hans ord er vel ikke helt forkerte: Operahusene koster kassen og kan derfor let tage luften ud af nyere og måske knap så mondæne tiltag.

Men udsagnet dømmer også en stor gruppe mennesker, der ikke ser deres musik som mondæn – snarere som livet selv. De unge udfordrer den bestående kultur. De voksne betaler. Som altid.

 

Boulez, der døde i tirsdags, 90 år gammel, brød selv igennem med værket »Structures« fra 1952. Klaverstykket lød som indbegrebet af »talmusik«, af »fortænkt musik«, af pling og plong. Anden Verdenskrig var lige forbi, og tidens største komponister var enten døde eller udvandrede. Så komponister som den unge franskmand og tyskeren Karlheinz Stockhausen havde mere eller mindre Europa for sig selv.

De skabte en musik, kun kendere kunne holde ud – men som samtidig lød helt ægte i et Europa med ruiner alle vegne.

Boulez fandt sit eget klaverstykke lettere håbløst. Det lød nu engang som toner i tilfældig orden og »grænsede til det frugtbare«, som han sagde. Så han sprang hurtigt videre til hovedværket » Le marteau sans maître« for seks musikere og sangerinde og skabte allerede nu kønnere klange.

Men skaden var på en vis måde sket. For når det grimme én gang er ophøjet til kunst, kan man ikke gøre det om. Hvis andre på parnasset ville tages alvorligt og have statsstøtte med videre, måtte de ikke kigge bagud.

Boulez havde altså løftet overliggeren for det udfordrende i musik med flere meter. Og fordi ingen turde virke reaktionære eller dumme, måtte alle gøre mindst det samme. Eller overgå ham i kompleksitet.

Tonekunsten havde taget et syvmileskridt og hevet sig selv op ved hårene. Flere af værkerne fra dengang hører til historiens dybeste og mest sindrige. Men de almindelige lyttere blev glemt. Komponister med smag for dur og mol blev grinet ud. Hele musikkulturen endte faktisk med et rygte som fremmedgørende og elfenbensfarvet.

At især danske komponister gjorde en endog meget stor indsats i forsøget på tilbageerobring, har vi glæde af over hele verden: En strømning med tilnavnet »ny enkelhed« forenede det teoretisk komplekse med det klangligt enkle og lyder som regel fortryllende.

Pierre Boulez kunne ikke have ageret anderledes. Man udtrykker sig nu engang, som man gør. Avantgardens ringe rygte kan ikke lastes ham.

Han forsatte selv med værker som det timelange »Pli selon pli«, »Répons« og det elektroniske »...explosante-fixe...« og skrev musikhistorie hver gang. Ingen af dem kan på nogen måde kaldes musik, man slapper af til. De er til gengæld uforglemmelige i de rigtige hænder.

Han grundlagde også det epokegørende IRCAM ved siden af Centre Pompidou i Paris. Kælderlokalerne har siden 1960erne været brændpunkt for det moderne i alle afskygninger og har spillet en mindre hovedrolle i udviklingen af vore dages computer.

Og han dirigerede. Pierre Boulez var højt respekteret chefdirigent i BBC og musikchef for New York Philharmonic op gennem 1970erne og blev medansvarlig for orkestrenes tårnhøje standard i dag.

Hvad hans partiturer desværre aldrig formåede, dét gjorde hans evner på dirigentpodiet: Boulez fik et stort publikum og skabte indspilninger, der vil blive stående som non plus ultra i mange år. Stilen var fuld af klokkeklare klange og musikalsk mening fra sekund til sekund. Hvor de fleste harmonier i hans egne værker virker bevidst skrøbelige og lige skal »falde på plads«, da siger harmonierne på hans indspilninger bare bang.

Vel tidligst den berømte opsætning af »Nibelungens ring« i hundredåret for værkets premiere i Bayreuth. Richard Wagners mammutværk vandt en helt ny klarhed og skarphed under Pierre Boulez’ yderst krævende dirigenthænder.

Senere sejre blev hentet med eksempelvis Béla Bartóks musik, Alban Bergs opera»Lulu« og en stram udgave af Wagners opera »Parsifal« - i øvrigt den ubetinget hurtigste i Bayreuths historie og godt en time kortere end nogen andre!

Pierre Boulez blev relativt gammel og fik den største indflydelse på sin eftertid. Hans død markerer så samtidig enden på en knap så konstruktiv æra i europæisk musikhistorie. Det var en æra med fokus på tætte klange, på intelligente partiturer, på symbolers evne til at gøre en forskel i verden. Men det var også en epoke, der ligner slutningen på noget – simpelthen fordi lidt for mange af de voksne gav op undervejs.

Værkerne og deres drøm om en bedre verden lever videre.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.