Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Ballet

Spansk glød og sprælsk humor

Det sprudler af danse- og livsglæde i Den Kgl. Ballets nye opsætninger af Bournonvilles »La Ventana« og »Kermessen i Brügge«.

Ida Prætorius og Alban Lendorf som Eleonora og Carelis i »Kermessen i Brügge«. Foto: Costin Radu
Ida Prætorius og Alban Lendorf som Eleonora og Carelis i »Kermessen i Brügge«. Foto: Costin Radu

Det er altid en hårfin balance mellem fornyelse og respekt for traditionen at lave nyopsætninger af Bournonvilles balletter. Men den svære balanceakt lykkes meget fint på det nye dobbeltprogram med »La Ventana« og »Kermessen i Brügge«, hvor henholdsvis Gudrun Bojesen og Ib Andersen debuterer som Bournonville-iscenesættere for Den Kgl. Ballet.

Effektfuldt bliver den spanske stemning slået an i »La Ventana« med en ny café-prolog, hvor flamencoguitaristen Jesper Jordan spiller for, inden flamencosangeren Hilde Karlsen gør sin entré og med sin smukke stemme spejler den unge Señors hjertekvaler. Men hun giver ham også gnisten til at tilnærme sig Señorita.

Med den musikkyndige Ole Nørlyng som dramaturg og Jan Sommer som musikalsk arrangør fungerer overgangen fra flamencostil til Lumbyes og Holms orkestermusik glimrende. Opfindsomt gør Gudrun Bojesen ballettens oprindelige første billede med Señoritas berømte spejldans i sit kammer til et drømmebillede danset bag et flor. Og flot åbner scenerummet sig i andet billede til et livligt spansk torv, hvor dansen for alvor folder sig ud med det forelskede par i centrum.

Til premieren var Diana Cuni koket og sikker som den spanske Señorita, og Alexander Stæger gav overbevisende karakter til Señor og foldede sig ud i lette og elegante spring. I den raffinerede pas de trois var Tim Matiakis et sprudlende midtpunkt flankeret af Lena-Marie Gruber og Femke Mølbach Slot i yndefuld Bournonville-stil.

Tydeligvis har Gudrun Bojesen stor sans for både stil og personinstruktion, og »La Ventana« er et flot startskud for den nye idérige iscenesætter.

Første Bournonville-ballet for instruktøren

Ib Andersen, der er balletmester i Arizona, er en garvet instruktør, men iscenesætter nu for første gang en Bournonville-ballet med Den Kgl. Ballet, hvor han selv som blændende solodanser i 1970erne dansede Carelis i »Kermessen i Brügge«.

Ligesom i Lloyd Riggins’ stiliserede version til den store Bournonville-festival i 2005 har Ib Andersen skåret ind til benet i sin version, så selve dansen træder stærkt frem. Men der er fortsat masser af liv, herlig komik, poesi og gode karaktertegninger i balletten, der hører til Bournonvilles morsomste.

I modsætning til 2005-versionens ret farveløse udgave har franske Jerôme Kaplan nu klædt danserne i smukke kostumer med elegant afstemte kulører. Ligesom Bournonville var inspireret af nederlandsk malerkunst, har Kaplan hentet inspiration hos barokmalerne Rembrandt og Vermeer, og i scenografien med torvet i Brügge og haven hos enkefrue von Everdingen har han skelet til ballethistoriens tidligere opsætninger.

Som det unge par Eleonore og Carelis er Ida Prætorius skøn og musikalsk sammen med en forrygende veldansende Alban Lendorf i de flotteste fjedrende spring. Jón Axel Fransson er et komisk stortalent som Carelis’ lidt enfoldige bror Geert, og Jonathan Chmelensky stærk og markant som slagsbroderen Adrian.

Herlig er Gitte Lindstrøm som enkefruen, der på grund af Gerts magiske ring bliver beruset af forelskelse, og Louise Østergaard og Esther Lee Wilkinson tegner sjove karakterer som pigerne Marchen og Johanna sammen med Lis Jeppesen som deres handlekraftige mor.

Både slovanka-dansen og have-divertissementet med Amy Watson og Marcin Kupiñski som fine stilsikre solister fungerer glimrende, og aftenen igennem vibrerer hele dobbeltprogrammet af danse- og livsglæden hos Bournonville.

Hvad: »La Ventana« og »Kermessen i Brügge«.

Hvem: Koreografi: Bournonville. Den Kgl. Ballet, DR Underholdningsorkestret. Dirigent: Graham Bond.

Hvor: Gamle Scene, sidste dag 21. maj.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.