Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Smerten fra Afghanistan

Danmarks involvering i Afghanistan kostede i denne uge yderligere to danske soldater livet. For Mattias Ebert Nielsen på 28 år var det også tæt på. Han kørte på en pansermine, fik savet benet af på stedet i det ramponerede køretøj og nåede kun lige at blive slæbt væk, før en mortergranat slog ned på stedet, hvor han havde siddet fastklemt et halvt minut tidligere.

Mattias Ebert Nielsen.
Mattias Ebert Nielsen.

Han kigger efter et muligt sted at parkere for at planlægge den videre fremrykning i Afghanistans Sangin-dal, hvor tusindvis af opiumsplanter står i blomst.

Delingens otte køretøjer skal bredes mere ud for at markere styrkens tilstedeværelse over for mulige Taleban-krigere, der måske ligger på lur i bjergene.

Han ved, at han skal undgå små forhøjninger, der kan være tegn på nedgravet sprængstof i det uvejsomme terræn. Forgæves.

Da det ene forhjul udløser panserminen, bliver den flere centimeter tykke forrude blæst væk, døren rives ud, hele motorblokken forsvinder, og bunden af køretøjet flåes bort, som var den fremstillet af papir.

Manden bag rattet sidder brutalt klemt fast under det tunge instrumentbræt.

»Det hele er smadret, og det lugter brændt – der er heldigvis ikke sket noget med min skytte«.

28-årige Mattias Ebert Nielsen har skruet tiden tilbage til den 15. maj 2007. Efter tre ugers orlov i Danmark var han netop vendt tilbage til Helmand-provinsen og Camp Bastion i det sydlige Afghanistan:

»Vi skulle bare ned og have overstået de tre sidste måneder,« husker konstabelen, der var udsendt fra Jydske Dragonregiment i Holstebro.

På sin første mission.

Dér i midten af maj sidder Mattias Ebert Nielsen på et splitsekund fanget i et sandt helvede. Et uvirkeligt inferno. Det 8,5 ton tunge køretøj har flyttet sig 15 meter efter eksplosionen.

Hans overkrop dingler og truer med at falde ud af den camouflagemalede Eagle, hvor der er blodstænk overalt. Hans arme ryster, og venstre ben føles mærkeligt.

Takket være hjelm, fragmentationsvest og ikke mindst sine sikkerhedsbriller er han i stand til at åbne øjnene; måske et par minutter efter angrebet.

»De, der kørte bagved, har fortalt, hvordan de så en kæmpe sandsky trykke sig mod ruderne i vores Eagle – og hvordan de undrede sig over, at vi var i live«.

Men det er de.

Som Hærens Operative Kommando skriver i en pressemeddelelse samme dag:

»Tre danske soldater i et pansret køretøj kørte i dag på en mine i Helmand-provinsen. En soldat er blevet såret. De to andre soldater er rystede over ulykken. De pårørende er underrettet«.

Mattias Ebert Nielsen sidder i en blød lænestol hjemme hos sine kommende svigerforældre knap 15 kilometer syd for Holstebro. Han fortæller, at der netop den dag i maj tilfældigvis er en feltkirurg med i delingen. Kirurgen tænker klart og tager en hurtig beslutning:

»De var nødt til at frigøre mig på stedet,« siger Mattias Ebert Nielsen.

Feltkirurgen saver benet midt over på den hårdt kvæstede soldat, der i en kraftig medicinrus må efterlade fod og underben i den ramponerede Eagle. En mortérgranat slår et halvt minut senere ned lige dér, hvor Mattias Ebert Nielsen sad fastklamt, og køretøjet eksploderer nok engang. Metalsplinter, jord og støv hvirvler rundt blandt de danske soldater i den stegende hede:

»Vi er ret sikre på, at det var et forberedt angreb med ’gaver fra oven’. Dagen før var en anden deling blevet beskudt, så vi vidste, at der ville ske noget. Men det havde vi prøvet før, så det var ikke det, vi var bange for.«

»Jeg tænker ikke særlig meget på minefaren, da vi kører af sted ved middagstid. Hvis du tænker for meget på sådan noget, så er det jo ikke til at være sådan et sted«.

Kirurgen giver Mattias Ebert Nielsen passende doser morfin, så han om muligt kan udholde smerten, indtil en Chinook-helikopter når frem og flyver ham tilbage til Camp Bastion i den støvede ørken. I luftlinje er der omkring 80 kilometer fra Sangin til den britisk ledede lejr, hvor soldaten fra Århus straks kommer på operationsbordet. Hans krop føles som en ballon; hævet som én kæmpe forstuvning.

En anden kirurg skærer igen i Mattias Ebert Nielsens venstre ben, der bliver reduceret til en stump på omkring 25 centimeter. Det ser heller ikke for godt ud med højre fod – en stor åre ved achillessenen er skåret over, og blodtilførslen er mangelfuld. Lægerne kæmper i tre timer for at sikre det ben, som soldaten har tilbage. I et vågent øjeblik spørger Mattias Ebert Nielsen en engelsk sygeplejerske om, hvordan det ser ud omkring hans underliv. Hendes svar er positivt: »No problem«.

Et lille lys i et ellers mørkt univers, der nu omgiver den erfarne soldat. Da hans tilstand efter et par dage er stabiliseret på felthospitalet, kommer han på et af Forsvarets store Herkulesfly, der skal få ham hjem til Danmark. Men allerede i det nordlige Afghanistan bliver besætningen tvunget til at mellemlande, fordi der opstår problemer med Mattias Ebert Nielsens vitale organer.

Efter kort tid fortsætter flyvningen til et tysk militærhospital i Rammstein, hvor han forenes med kæresten Trine, sin storebror, far og mor. Først her kommer sønnen til sig selv.

Var du på noget tidspunkt bange for, at du skulle dø?

»Det var ikke lige det, jeg tænkte på, da jeg vågnede efter ulykken. Jeg tror, jeg var i for stort chok til at tænke klart,« svarer Mattias Ebert Nielsen.

Dér i en tysk sygeseng har han ingen anelse om, hvad der venter ham af ulidelige smerter, operationer, genoptræning og uendelige nedture. Han bliver indlagt på Rigshospitalet, hvor han i to måneder kommer under fuld bedøvelse hver tredje dag; det er nødvendigt, når læger skal fjerne betændelse og dødt væv i resterne af Mattias’ venstre ben. Yderligere otte centimeter forsvinder.

Oveni al elendigheden har den udsendte soldat slæbt en afghansk bakterie med hjem, så han får antibiotika i rå mængder og ligger i isolation. Besøgende er velkomne, men de skal iføre sig handsker og kittel, og når besøget er slut, er det håndvask, hen til elevatoren og så direkte ud i det fri.

Mattias Ebert Nielsen kommer ikke ud i den danske sommer 2007. Han bliver overført til Århus Kommunehospital med lægelige ord for, at hans højre fod er ved at være klar til genoptræning. Så han begynder så småt at gå på den, indtil det halvanden måned senere står klart, at foden fortsat er brækket. Lægernes dom er hård: Der er ikke noget at gøre – anklen bliver stiv.

»Det var jeg noget nede over ... det var jo mit eneste ben,« siger Mattias Ebert Nielsen.

I sit voksne liv har han altid vejet 63 kilo. Nu har han kun 55 kilo at stå imod med.

De brune øjne bag brilleglassene er rolige, da han videre fortæller om sine forældres søgen efter hjælp til deres søn, der har dykning og løb som sine store fritidsinteresser. Eller havde. I Aalborg finder forældrene frem til ortopædkirurg Knud Stenild Christensen, der hen i november tager imod Mattias Ebert Nielsen med ordene: »Hvorfor er du ikke kommet noget før?« og indleder en operationsrække så lang som et ondt år. Senest har han fået et lille stykke knogle fra hoften opereret ind i foden.

Mattias Ebert Nielsen sidder i dag med et begrundet håb om, at arbejdet med foden er overstået først på sommeren. Lige nu har han en håndfuld pinde ført tværs gennem foden, og længere oppe bliver skinnebenet holdt fast med jernstænger, skruer og bolte.

Han smiler kun sjældent her i stuen, hvor bornholmeruret tikker trivielt, mens gevirer på de lysegrønne vægge vidner om, at svigerfar er træfsikker med en riffel. Soldaten er afklaret med, hvad der er sket, og hvad, der skal ske:

»Engang imellem bliver jeg da træt af det hele. Men sket er jo sket. Det gælder om at tage det derfra«.

Mattias Ebert Nielsen blev udskrevet fra Kommunehospitalet den 21. december; godt syv måneder efter ulykken i Afghanistan – og dagen efter friede han ved en lille familiesammenkomst på et hotel i Århus. Han havde tænkt sig at spørge efter fuldført mission:

»Det har du da aldrig sagt,« siger Trine Jensen, der ellers mest blot lytter med fra sin plads i sofaen.

Da Mattias var hjemme på orlov sidste forår, besluttede parret sig for at overtage hans fars andelslejlighed i Århus. Gulvene er afhøvlede, en ny sofa er på plads, men lejligheden står stort set ubrugt hen. Den ligger på tredje sal, og Mattias Ebert Nielsen kan ikke komme op ad trapperne, så derfor bor han og Trine på hotellet Cab Inn i Kannikegade – på Forsvarets regning.

»Vi har fået alt, hvad vi har bedt om – og mere til. Forsvaret har været utrolig samarbejdsvillig,« siger den 21-årige kvinde, der er sygemeldt for hele tiden at kunne være tæt på Mattias:

»Det betyder rigtig meget, at jeg har Trine. Hun har været dér hele tiden. Selv når jeg har været umedgørlig. Det kan jeg godt være stadigvæk,« fastslår han.

Hun har indtil videre tilbragt 12 timer i terapeutisk selskab med en militærpsykolog, der har hjulpet hende med at holde styr på alt fra følelsesliv og praktiske gøremål til fremtidsudsigterne med en handicappet mand i huset. Han har blot haft tre psykologsamtaler med det klare formål at lægge hændelsen i Sangin-dalen bag sig for i stedet fuldt ud at bruge kræfterne på at komme videre med livet:

»Det, jeg døjer mest med nu, er fantomsmerter. Det er som om, det gør sindssygt ondt i min venstre fod. Det føles som om, 1.000 nåle nærmest maskinelt bliver stukket ind i foden – og til sidst kommer der så lige en kniv ind og roder rundt«.

Det gør ondt bare at høre det. Men det er ham, der sidder med smerten.

Mattias Ebert Nielsen finder en grøn plastæske med klart låg frem.

Æsken er opdelt i fire rum med alt i alt 25 piller til indtagelse morgen, middag, aften og nat; dag ud og dag ind:

»På et tidspunkt på Riget skulle jeg tage 14 piller på én gang. Jeg var ved at kaste op bare ved tanken,« husker han.

Mattias Ebert Nielsen fortæller også om, hvordan han pludseligt kan få en følelse af, at det klør lige under knæet på det venstre ben, som han ikke har:

»Så kan jeg klø lidt her i håb om at finde den rigtige nerve, der kan sende et signal op til hjernen,« forklarer han, mens han rører ved stumpen, som han kalder den beskedne rest under hoften.

Mattias og Trine er taget til Vestjylland, fordi der på matriklen her hos hendes forældre er bedst plads til at rode med deres røde Mazda 323. Han kan godt stavre rundt ved hjælp af krykker og sin protese:

»Den står ude i gangen. Kan du ikke lige hente den, Trine?«

Han ved stadig ikke, hvor godt det bliver med protesen. Det tæller i den gale retning, at stumpen er så kort, som den er, og derfor er der gang i overvejelser om at forlænge det tilbageværende knoglestykke.

Mattias Ebert Nielsen er fortsat ansat ved Jydske Dragonregiment, hvor kontrakten foreløbig løber frem til hans 35. år. Han mener selv, der er gode chancer for at få forlænget kontrakten til hans 60 års fødselsdag:

»Jeg ved ikke endnu, hvad jeg kan komme til at arbejde med. Det kommer an på, hvor godt gående jeg bliver. Jeg går med tanker om at få en plads i en kampvogn, men det vil så være et krav, at jeg kan komme hurtigt ned fra den,« siger Mattias Ebert Nielsen.

I hans situation ligger det lige for at fortryde. Hvorfor lige Afghanistan og den forbandede Helmand-provins? Hvorfor ikke Kosovo? Eller bare et helt almindeligt hverdagsliv i uniform på kasernen i Holstebro?

Men nej, Mattias Ebert Nielsen fortryder ikke, at han valgte kampen mod Osama Bin Ladens terrortropper:

»Jeg vidste, det kunne ske – men tænkte, at det ikke ville ske for mig, men måske for én af de andre. Det er en del af det at være professionel soldat; man skal være klar over risikoen for død og lemlæstelse.«

Men han synes, det er en fej måde at føre krig på, når man satser på at ramme fjenden ved at grave miner ned i sandet:

»Så hellere en regulær ildkamp. Miner kan man ikke se, og det er de tavse dræbere – altså lige indtil, man rammer dem«.

Han ser ikke det mindste træt ud, men faktum er, at han i nat blot har sovet i tre-fire timer:

»Jeg har ikke mareridt. Det er ikke sådan, at jeg vågner skrigende badet i sved. Men jeg ligger somme tider og tænker om natten«.

Og så er der fantomsmerterne, der kan vare ved resten af livet. Hos nogle forsvinder de langsomt efter nogle år.

Mattias Ebert Nielsen finder sin bærbare computer frem for at vise en lille billedserie fra den 14. oktober 2007. Den dag, han for første gang i fem måneder var ude i den fri natur. Der er en række fotos fra Moesgaard strand ved Århus med Mattias i kørestol under blå himmel og et billede, der viser ham gabe over sin første hotdog i lang tid.

»Nu skal du se min nye hobby,« udbryder han begejstret, og vupti er der så et digitalt foto fra Århus Kommunehospital, hvor den krigsinvalide patient modtager en stor kasse indeholdende en modelracerbil drevet af benzin og totaktsolie.

Han trykker på et par taster og får gang i et selvproduceret billedshow med fjernstyrede fartdjævle tilsat underlægningsmusik fra bandet Volbeat, der synger om »The human instrument«.

»Det har været godt for dig,« siger Trine til kæresten, der nu og da beder hende hente endnu en pakke på posthuset.

»Jeg interesserer mig for noget at skrue i, og det er noget, jeg kan lave, som det er nu,« siger Mattias om sin forholdsvis dyre hobby.

Hverken livet eller døden kan gøres op i penge. Det mistede ben har medført en standardudbetaling fra Arbejdsskadestyrelsen til Mattias Ebert Nielsen, der også har modtaget første halvdel af sin erstatning fra Forsvaret.

Trods mødet med panserminen og de efterfølgende smerter vil Mattias Ebert Nielsen ikke afskrække andre unge soldater, der planlægger at tage på mission i Afghanistan:

»Jeg håber bare, at de har tænkt over det. De skal sgu’ være sikre på, hvad der kan ske. Og de skal tage med til alle de forberedende møder, det er muligt at komme til – og sørge for at få det snakket godt igennem med familie og venner«.

Mattias Ebert Nielsen husker selv, hvordan hans mor forsøgte at få ham på andre tanker. Men han tog af sted og oplevede sin første af fire ildkampe på den anden patruljekørsel med sin deling:

»Man ved ikke, hvad det er, før man står i det. Men det er træls at sidde dernede midt i en ildkamp og så fortryde. Man kan ikke bare sige, man ikke lige gider mere«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.