Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Det gamle København

Slaverne i Kastellet

Det gamle arresthus på bagsiden af Kastelskirken. Træsnit fra omkring 1860. Supplementsbind til Før og Nu, 1927.
Det gamle arresthus på bagsiden af Kastelskirken. Træsnit fra omkring 1860. Supplementsbind til Før og Nu, 1927.

Det forsvarsanlæg, som Christian IV arbejdede på til sent i sit livs aften, nåede han aldrig at se fuldt færdigbygget. Det skulle ligge som en ring med volde og grave rundt om hovedstaden, og allerede i 1620erne var han gået i gang med opførelsen af en skanse længst mod øst nær indsejlingen til havnen. Den fik navnet Sankt Annæ Skanse, eller, som man sagde nogle år senere, Sankt Annæ Kastel. Finansieringen blev klaret med en forhøjelse af toldafgifterne på salt og silke. I første omgang i bare tre år, men byggeriet var noget dyrere end beregnet, og så blev afgiftsforhøjelsen permanent.

Selv om forsvarsanlægget altså endnu ikke var helt færdigt, viste det sig at holde stand, da den svenske hær stormede København en vinternat i 1659. Men faren havde været overhængende, og straks efter satte Frederik III gang i en storstilet udbygning af både volde og grave og ikke mindst et nyt moderne citadel, der kunne tjene som byens militære hovedkvarter.

Til sådan en institution måtte der nødvendigvis være en arrest, hvor soldater, der var opsætsige over for deres overordnede eller udviste forsømmelighed i tjenesten, kunne komme på bedre tanker. Heri var der intet mærkeligt. Besynderligt var det derimod, at man på grund af pladsmangel i byens gamle tugthus også begyndte at anbringe civile lovovertrædere i Kastellet. Men der var hårdt brug for fængsler i hine tider, hvor en godsejer uden dom kunne skaffe sig af med dovne og drikfældige bønder, og hvor straffen for lediggang og almindelig gadeuorden meget vel kunne være en rum tid som slave på vand og brød i hovedstadens fæstning. Alt efter forseelsens karakter kunne man så gøre sig forhåbninger om kongens nådige tilgivelse efter et antal år, og da ofte på betingelse af at man til gengæld påtog sig at springe soldat. Noget for noget, og det ene var ikke meget værre end det andet.

Skønt Christian IV havde oprettet et effektivt tugt- og børnehus, vrimlede Københavns gader endnu 100 år senere med kriminelle lediggængere, der stjal eller tiggede til livets ophold. Et ubehageligt selskab for ordentlige mennesker, og fra tid til anden blev der gennemført razziaer i byens tvivlsomme kvarterer. Det medførte hver gang en så overvældende tilstrømning af nye tugthuslemmer, at man i 1725 så sig nødsaget til at opføre en rummelig arrestbygning som baghus til Kastellets nye kirke. Placeringen var velovervejet. For det betød, at fangerne fra deres celler gennem små huller kunne høre et opbyggeligt ord, når der blev holdt gudstjeneste, og det tog de ikke skade af, mente Frederik IV.

Han var en konge, der bekymrede sig om sine undersåtters moralske levned såvel i København som i rigets fjerneste egne, og efter sigende stod det især slemt til med ugudeligheden på Grønland. Noget måtte gøres, og så opstod ideen om at reducere antallet af slaver i det overfyldte fængsel ved at sende en del af dem ud som missionærer til den fjernt beliggende koloni. I sommeren 1728 samlede myndighederne i Garnisonskirken et passende antal mandlige straffefanger og et tilsvarende antal kvinder fra Spindehuset, hvor de fleste var havnet på grund af unævnelige forhold, og med bind for øjnene kunne hver af slaverne så vælge sig en kone. Det gik ærbart til, og efter en kirkelig vielse blev de erklæret for rette ægtefolk at være. Så gik turen højt mod nord, og for en stund blev der bedre plads i Kastellets fængsel. Imidlertid forsvandt de udsendte missionærer ud af historien, før de nåede at sætte præg på grønlændernes ukristelige livsførelse, og idéen blev ikke gentaget, men 35 år senere blev alle de islandske fanger frigivet på den betingelse, at de godvilligt ville bekvemme sig til at rejse til Finmarken i det nordligste Norge, hvor der var mangel på indbyggere.

Man skelnede mellem ærlige og uærlige slaver. De sidste var som hovedregel genstridige forbrydere, der efter en dødsdom var blevet benådet med livsvarigt straffearbejde under usle forhold, mens konditionerne for de ærlige slaver kunne være anderledes gunstige. De kunne nemlig lejes ud til private folk mod en økonomisk godtgørelse, der dels dækkede lønnen til slavevogteren og dels den nødvendige kost, hvorom det hed i et cirkulære, at »slaven skal underholdes således, at han vel ikke dør af sult, men dog på den anden side har følelsen af, at den situation, hvori han befinder sig, er en alvorlig tugtelse.«

I 1851 blev slavestraffen afskaffet ved lov som en konsekvens af de nye tider med et mildere syn på behandlingen af voldsmænd og døgenigte. At der var tale om et fremskridt for menneskeheden, var de fleste enige om, men ikke på Kastellet, hvor officersfamilierne i generationer havde vænnet sig til den billige og stabile arbejdskraft, og hvem skulle nu slæbe de centnertunge natskrin bort? Svaret blæste i vinden. Og savnet var ubærligt, når man nu altid havde haft sin egen gode slave.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.