Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Slavehandlen var et økonomisk sort hul

Det gav ikke overskud at handle med slaver. Det konkluderer søfartshistorikeren Kåre Lauring i sin nye bog om dansk slaveri. Men hvorfor fortsatte Danmark så i 300 år med at handle med sorte mennesker? Kåre Lauring søger efter svar i sin underholdende og tankevækkende bog, der atter rejser spørgsmålet, om vi skal undskylde for Danmarks barbariske behandling af andre mennesker.

Christiansborg Fort på Guineakysten (Guldkysten); udsnit af kopi efter maleri af G. Webster, slutningen af 1700-tallet. Forterne på kysten havde ikke havne, så skibene måtte ligge et stykke fra kysten. Illustration fra bogen
Christiansborg Fort på Guineakysten (Guldkysten); udsnit af kopi efter maleri af G. Webster, slutningen af 1700-tallet. Forterne på kysten havde ikke havne, så skibene måtte ligge et stykke fra kysten. Illustration fra bogen

I Kåre Laurings nye bog »Slaverne dansede og holdt sig lystige« er der ikke mangel på blodige mytterier og slaveoprør på de danske slaveskibe samt desperate og bevægende historier om sorte menneskers lidelser. Flere af historierne er kendt fra faglitteraturen, men Kåre Lauring gengiver både de gamle og nye historier med saft og kraft. En af de klassiske fortællinger er beretningen om de to danske skibe, Christianus Quintus og Fridericus Quartus, der i 1708 ankrede op ved Chistiansborg Fort ved Guineakysten for at hente slaver. De deltog i det, som danske historikere har betegnet som trekantshandlen, hvor danske skibe købte slaver ved Guineakysten, sejlede dem til Dansk Vestindien og derpå lastede sukker, som de sejlede til København og tjente bunker af penge.

De to danske skibe fik da også købt guld og elfenben og i alt 840 slaver, men noget gik galt på Fridericus Quartus, for kort tid efter afsejlingen brød slaverne fri af deres lænker og overfaldt besætningen. En hård kamp fulgte derefter, men besætningen fik overmandet oprørerne og generobrede skibet. I beretningen om oprøret står, at slaverne uden tvivl havde til hensigt at myrde alle kristne: »Hvad der også var deres højlydte intention.« Næste morgen blev slaverne ført op på dækket og lederen blev udpeget. Bådsmanden huggede resolut hans højre hånd af, der derefter gik på rundgang blandt de andre slaver for at skræmme dem, og sømændene vendte tilbage til lederen og huggede hans venstre hånd af og derpå hans hoved. Kroppen blev hejset op i storråen, hvor den hang og svingede de næste to døgn. De andre deltagere i oprøret fik pisk, hvorefter deres kroppe blev indsmurt i en blanding af peber, salt og aske. Derefter satte skibene kurs mod Barbados, men man missede Barbados og satte derefter kurs mod Panama, som man også sejlede skævt af, så man landede i Nicaragua. Nu gik besætningen bersærk og krævede deres hyre og slaverne sat fri. Det hele endte i tumult, slaverne blev sat fri, skibets værdier blev sikret, hvorefter skibene blev sat i brand. En af besætningen, der efter mange strabadser kom hjem, var tredjestyrmanden fra Fridericus Quartus. Han var en ung mand ved navn Peder Wessel - den senere Tordenskjold.

En underskudsforretning

Kåre Lauring har med sin bog »Slaverne dansede og holdt sig lystige« bestræbt sig på at ikke alene at fortælle drabelige historier om mytteri, slaveoprør og hårrejsende menneskelige lidelser. Han sætter den danske slavehandel ind i en bredere historisk ramme og forklarer væsentlige sammenhænge, som måske nok har været kendt af faghistorikere, men ikke af en bredere offentlighed. Kåre Lauring forklarer, at når den danske stat i 1700-tallets slutning besluttede at opgive slavehandlen, var hovedårsagen ikke alene humanistiske skrupler, men nok snarere, at slavehandlen økonomisk ikke kunne betale sig. Ja, den danske slavehandel gav, ifølge Lauring, et dundrende underskud. Selv om der var indregistreret 100 store skibe i 1700-tallets anden halvdel beregnet til slavehandel på Guineakysten, blev de ikke brugt til det formål. Lauring afliver den gamle fortælling om den profitable trekantshandel, der bragte slaver på danske skibe fra Afrika til De vestindiske Øer og at disse skibe derefter ladet med sukker sejlede til Danmark.

Fra 1700-tallets midte var der, ifølge Lauring, tale om, at slavehandlen ikke var profitabel og ikke medførte andet end død, lidelse og underskud. Plantageejerne på De vestindiske Øer foretrak skibe, der sejlede varer direkte mellem øerne og Danmark med sukker og andre varer. Kort sagt var trekantshandlen noget af en myte.

Hvorfor sejlede de?

Men hvorfor sejlede de danske skibe så slaver, og hvorfor finansierede skibsejere som f.eks. Frederik Bargum med syv skibe denne flydende underskudsforretning? Det kostede en formue at udruste et slaveskib, ja, noget i retning som et af Amalienborgs palæer i København. Udgifterne til fortet i Guinea og administrationsomkostninger var også omfattende. Der var ikke engang tale om »sort« økonomi, for udover kæmpeomkostninger skulle der betales told og skat. Så hvorfor gjorde de det? Kåre Lauring svarer, at kompagnierne og de danske bagmænd ikke havde økonomisk indsigt nok til at forstå, at de tabte penge på handlen. Han giver som eksempel den driftige Frederik Bargum, der byggede et stort gult palæ i Amaliegade og har ord for at tjene en formue på de sorte mennesker men sandheden var, at han gik fallit og mistede hele sin formue på netop slaveriet. Det er muligt, at denne forklaring er korrekt, men som læser undrer man sig alligevel over, at disse kapitalister i flere hundrede år alligevel holdt fast ved en handel, som altså gav underskud. Her synes Kåre Lauring at være på dybt vand, uden at man dog kan afvise, at han har ret i, at handlen ikke var profitabel, men han mangler afgørende argumenter for, hvorfor den alligevel fortsatte.

Oplysningstid og menneskerettigheder

Lauring afviser ikke, at oplyningstidens tanker og humanismens udbredelse i løbet af 1700-tallet spillede ind i afskaffelsen af slaveriet. Lauring peger på de amerikanske og britiske kvækere som fortalere for denne afskaffelse, og han fremhæver intellektuelle som Charles-Louis Montesquieu, økonomen Adam Smith og filosoffen Jean Jacques Rousseau som vigtige stemmer imod slaveriet. Derimod var der ikke kritik af slaveriet hverken i Afrika eller Mellemøsten, hvor arabere i stor stil medvirkede til slaveriets udbredelse. Araberne var faktisk en betydelig større aktør på det afrikanske slavemarked end europæerne og godt 17,5 millioner afrikanere blev ført til Mellemøsten af arabiske slavehandlere. Desuden var arabernes behandling af slaverne uhørt hårde, idet drenge, der blev født som resultat af forbindelse mellem arabiske mænd og slavinder, som regel blev kastreret, og piger blev ombragt. Først i 1918 afskaffede Tyrkiet slaveriet.

Heller ikke i Danmark var der særlig stor modstand mod slaveriet og den brede danske offentlighed, der fik informationer om de brutale forhold, protesterede ikke. Som argument for slaveriet anførte biskop Erich Pontoppidan i 1760, at de sorte slaver havde det bedre på De vestindiske Øer end i Afrika. Først omkring 1780erne kom der kritiske røster, som f.eks. præsten Peder Paludan, der skrev et skrift mod slaveriet med disse harmdirrende ord: »En negerslave har aldeles ingen ret. En hvid, som slet ikke kommer ham ved, kan uden grund lade ham prygle halvt ihjel, og negeren tør ikke i mindste måde værge for sig.« Nu kom der gang i debatten og bla. finansminister Ernst Schimmelmann sørgede for at fremme sagen.

Hvem tjente på slaverne?

Slavernes forhold var elendige både under overfarten og senere på De vestindiske Øer. Antallet af døde slaver under overfarten sætter Lauring til godt 16-19 pct. i perioden 1690 til 1790. Lauring skriver, at det er et overset aspekt, at antallet af danske sømænd, der mistede livet, var højere end slavernes. Ud af de 1.600 søfolk, der 1777-88 udmønstrede med Østersøisk guineisk Selskab og Den kongelige guineiske Handelsdirektions skibe, døde godt 33 pct. Slavehandel var som sagt ikke profitabel og plantageejerne i Dansk Vestindien tjente heller ikke særlig godt på slaverne, men hvem tjente så på denne handel, spørger Lauring. Han peger her, særdeles politisk ukorrekt, på, at individuelle afrikanere tjente bedst på slaveriet - selvom han indrømmer, at slaveriet som sådan ikke generelt var en fordel for det afrikanske kontinent.

Den moralske modvilje mod slaveriet og de økonomiske årsager ledte til nedsættelsen af en kommission og senere love, der stærkt begrænsede slavehandlen og lovede, at man fra 1803 ville standse slavehandlen fra Danmarks afrikanske kyster. Årsagen var også en realistisk vurdering af, at England snart ville indføre et forbud og det kunne være en fordel at komme først. Så slaveriet blev formelt afskaffet i 1803, men vi ved dog, at det i praksis blev videreført i en del år. Først i 1807 standsede det danske slaveri helt, fordi englænderne var med til at tvinge danske skibe til at ophøre med handlen.

Selv om handlen med slaver blev forbudt af Danmark i 1803, så fortsatte det egentlige slaveri. Først i 1848 fik generalguvenør Peter von Scholten forbudt slaveriet på de vestindiske Øer.

Hvad med en statue?

Skal vi undskylde for den danske slavehandel eller er den slags helt irrelevant, fordi vi jo bare gjorde som alle mulige andre? Vi kan nok så mange gange afvise, at historiske undskyldninger giver mening, men rent faktisk er erkendelse af skyld og moral i historien en del af vort nutidige moralske kompas. Hvor ofte har tyskerne ikke undskyldt for nazismen og hvor ofte er nazismen ikke blevet brugt som moralsk pegefinger mod nationalistiske bevægelser? Fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen gav da også i 2005 en regulær undskyldning for de 21 tyske jøder, som Danmark udviste og som havnede i nazistiske kz-lejre, hvor de blev myrdet. Og slavetiden i USA er gentagne gange blev beklaget og undskyldt af amerikanske præsidenter. Således beklagede præsident Bill Clinton i 1998 den amerikaske deltagelse i afrikansk slaveri. Danmark har ikke undskyldt noget og vi har end ikke en eneste statue eller plakette i København, der minder om slavernes lidelser. Kåre Laurings fine bog er et godt sted at starte en debat og se på gamle myter.

Forfatter: Kåre Lauring.

Titel: »Slaverne dansede og holdt sig lystige«. En fortælling om den danske slavehandel

Fakta: 368 sider, 350 kr. Gyldendal.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.