Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kampdag

Skurvognssnak: »De kloge er ikke så kloge, som de lyder«

Op til arbejdernes internationale kampdag besøgte Berlingske en byggeplads. I skurvognen sad murer Johnny Jensen på sin sidste arbejdsdag og hans kolleger. Det blev til en samtale om faglig stolthed, at »stige i graderne« og om, at de kloge ikke er så kloge.

»Du skaber. Du kreerer noget. Du murer et hus. Du laver en skorsten. Du pudser en facade.« Murer Johnny Jensens ord falder nemt, når han over madpakken i skurvognen skal nævne det bedste ved faget.
»Du skaber. Du kreerer noget. Du murer et hus. Du laver en skorsten. Du pudser en facade.« Murer Johnny Jensens ord falder nemt, når han over madpakken i skurvognen skal nævne det bedste ved faget.

Jensen nåede dårligt at træde ud af skolegården efter syvende klasse, før hans far havde skaffet ham en lærerplads. Ingen diskussion.

I dag kunne murer Johnny Jensen ikke drømme om at lave andet end at være murer. Det behøver han heller ikke. Han sluttede 22. april sine 47 år i det gamle håndværksfag. De sidste 21 i firmaet Kim Siestø A/S. Hans far var murer. Og hans farfar var murer. I 101 år, siden farfaren kom i lære i 1914, har fædre og sønner muret gesimser, murerkroner, rundbuer, kvaderpuds. De har alle været stolte af deres fag og rejst på valsen med en bylt over skulderen med værktøj for at faldbyde deres håndværk.

Blandt Johnny Jensens bedste murerminder er restaureringen af Eremitageslottet. Og følelsen af solidaritet, når der blev samlet ind til en murerlærling, der var syg.

Det værste - bortset fra blæsende kulde på stilladser og tunge løft? Den rolige murer, der siden tidernes morgen er blevet kaldt Jensen, er ikke i tvivl. Mens kollegerne træder ind i skurvognen, præcis kl. 12 som altid, konstaterer han:

»Jeg har mødt mange sindssyge chefer, vil jeg sige. Hvis du lavede noget lort som lærling, så fik du, smask, et par på hovedet.«

Han smiler af de bittersøde minder.

Det bedste ved hans fag? Ordene falder lige så velkendt og ærligt som madpakken, han er ved at spise:

»Du skaber. Du kreerer noget. Du murer et hus. Du laver en skorsten. Du pudser en facade.«

Rungende latter i skuret

Håndværkerne er i gang med at restaurere en gammel ejendom i en sidegade til Amagerbrogade. Det har Jensen gjort hundredevis af gange. I dag værker hans krop i skuldre og led. Det er om at holde op, inden den helt står af, siger han uden bitterhed.

Men han skal ikke og har aldrig, bortset fra et kort sekund som ung, drømt om at finde en ny profession. Akkurat som politikerne engang håbede flere ville. I dag lider samfundet af erhvervsfaglig underernæring. Politikerne forsøger desperat at få flere unge til at vælge håndens arbejde frem for åndens. Fremtiden ser for boglig og akademisk ud, mener de.

»Nej, du. Jeg skal finde mig selv. Og så skal jeg købe en cykel, for efter så mange år som murer kan man jo ikke bare sidde stille,« som han siger.

Det havde ellers været lige efter datidens politikeres våde drøm, hvis 62-årige Johnny Jensen som ung havde valgt at blive arkitekt. Modsat i dag var vi dengang for mange Jens Vejmand’er få Sokrates’er.

Men han blev far som 22-årig, »og så var man ligesom bundet. Siden har jeg aldrig tænkt over at lave noget andet. Jeg har kun været arbejdsløs i fire måneder på 47 år. Jeg har været svineheldig.«

Du ville ikke blive så nedslidt, hvis du havde taget en uddannelse på et universitet eller handelsskole?

»Ja, akademikere kan jo arbejde til de bliver langt op i 70erne. De bliver jo faktisk fornærmede, hvis de bliver fyrede som 70-årige. Men arbejde til jeg er 70? Puha.«

Alle seks håndværkere i skurvognen griner, så det runger i det lille rum.

»Du kan høre, hvor meget der bliver grinet.«.

Med rollator på stilladset

Med mad i munden nikker Johnny Jensen mod de to yngre tømrere og murersvenden Jeppe.

»Men det kommer til at ske for jer. Som firmaet sagde til mit efterlønsmøde. Vi er nødt til at bygge nogle bredere stilladser i fremtiden, for der skal være plads til en rollator.«

Tømrer1: »Jeg har da tænkt på at læse videre til byggeleder, men det kræver altså en hel del ekstra at sidde og lave beregninger hver eneste dag, på hvor meget præcis et byggeri vil koste, i forhold til at få at vide, at du skal sætte fodpaneler op i det rum, jamen så sætter jeg fodpaneler op i det rum. Det er ikke alle, der egner sig til at styre det hele og sætte andre i gang. Der skal også være nogle til at lave det gængse arbejde. Altså manden på gulvet.«

Tømrer2: »Jeg ved da godt, at jeg på et tidspunkt kommer til at skifte erhverv, for jeg bliver slidt op. Jeg har lavet tømrerarbejde altid. Det er tungt arbejde. Slæbe og slæbe. Jeg kan mærke det i min skulder. Så må jeg vel over i entreprenørbranchen og køre maskiner.«

Berlingske har opsøgt Johnny Jensen og hans håndværkerkolleger i skurvognen i anledning af 1. maj.

Og fordi bogen »Social mobilitet. Drøm, realitet, illusion« for nylig udkom. Den er skrevet af uddannelsessociologiens nestor, professor emeritus og tidligere forskningsleder ved SFI Erik Jørgen Hansen.

En af professorens pointer er, at selvom flere i bunden af samfundet de senere år er blevet bedre til at stige nogle trin op i samfundspyramiden, har det ikke gjort uligheden mindre. Hans bog er også et opgør med et af politikernes elskede »fatamorganaer«, som Erik Jørgen Hansen kalder det.

Troen på den amerikanske drøm. At man kan blive hvad man vil. Men det er en illusion at tro, at det er så let som politikerne vil have os til at tro at bryde med sit sociale udgangspunkt, mener han.

»Man får ikke bedre forhold i det lange løb for mange mennesker ved at se på, om de får en uddannelse,« siger Erik Jørgen Hansen.

Politiske illusioner

Blandt de sejlivede opfattelser han sætter under lup er, at øget social mobilitet skaber mere lighed i samfundet.

»Det er en illusion. Det fungerer i virkeligheden som en ulighedsgenerator. For det handler ikke kun om, at få de kvikkeste frem. Det drejer sig også om, at dem, der kommer frem får en højere indkomst end dem, der ikke gør. Det vil sige at man ikke bekæmper uligheden, men man skaber en ny metode til at fastholde uligheden.«

Erik Jørgen Hansen giver også en bredside mod begrebet »negativ social arv«.

»Man bruger udtrykket om alle, der kommer fra uddannelsesfremmede miljøer. Det er en stigmatisering, at sige, at de, der kommer fra »hjem uden klaver eller bøger i reolerne«, er bærere af en negativ social arv. Jeg mener, at de er præget af en »anderledes social arv«. Det betyder, at man får svært med at finde de redskaber, der skal ændre på tingene, for det er en negativ analyse at sige, det er negativt.«

Tilbage til skurvognen.

Hvad synes I om at flere politikere mener, at der kommer mere lighed i samfundet, hvis flere får en højere uddannelse?

Tømrer1: »Hvem skal så sætte fodpanelerne op? Hvem skal lave tagene?« Tømrer2: »Og hvem skal tømme lokummerne? De kloge er ikke så kloge, som de lyder.«

Murersvenden Jeppe: »Jeg synes, jeg har hørt, at uligheden i samfundet er blevet større, efter at kvinderne er begyndt at få høje uddannelser. For de højtuddannede kvinder vil kun have højtuddannede mænd. Og de højt uddannede mænd er oftere villige til at vælge ikke-uddannede kvinder. Og så har det måske rykket balancen.«

Det er en god pointe, mener alle i skurvognen.

»Vi bliver ikke hørt«

Johnny Jensen ser også en ubalance. Han rammer præcist skraldespanden med en kugle madpapir.

»Vi føler mange gange, at det ikke er os almindelige mennesker på gulvet, man tilgodeser i den daglige debat. Det er mediefolk, der har styr på tingene. Det er kommunikationseksperter. Det er dem, der bliver hørt hele tiden.«

Så kunne man være djævlens advokat og sige, at så må du lære at kommunikere?

»Vi kan jo ikke alle sammen sidde og vende papirer, og det kan da ikke være rigtigt, at du har et samfund, hvor du skal tage en eller anden uddannelse for at blive hørt. Men det er tendensen i dag.«

De andre ved bordet er enige.

Tømrer2: »Når du har hus og bil og to børn, så har du da ikke råd til at tage en uddannelse og gå i skole.«

Johnny Jensen: »Jeg drømte om at blive arkitekt, men så blev jeg far, og vi købte hus, og børn er jo som fugleunger, der skal have mad.«

Han åbner hånden som et stort umætteligt fuglegab.

»Og så hænger du i suppedasen, og så handler det bare om at tjene penge.«

Murersvenden Jeppe ser god mening i, at satse på uddannelse.

»I Schweiz skal du være håndværker for at blive ingeniør og arkitekt. Der er en sammenhæng mellem teori og det praktiske. Herhjemme kan du gå direkte fra gymnasiet og så ind på arkitektskolen. Der er meget fokus på, at man skal gå i gymnasiet herhjemme.«

Johnny Jensen: »En arkitekt med en håndværksmæssig uddannelse har mere forståelse end dem, der kun har læst på universitetet. Meget mere.«

Læring gennem erfaring

Murersvenden Jeppe: »Meget af det vi laver er noget, vi har lært af dem, vi har gået i lære hos. Det er en erfaringsbaseret ting, som håndværk har været det gennem flere hundrede år. En viden, som er afprøvet. Holder de her metoder, eller holder de ikke? Der er meget arkitektur i dag, hvor man har taget nye materialer ind, men man har ikke erfaringen med sig og baggrundsviden om dem. Man har f.eks. et hus med et fladt tag, hvor man gerne vil have stråtag. Men der skal være en hvis hældning på taget, for at det ikke skal ligge og rådne. Man får ikke koblet den erfaringsbaserede viden på. Det er den, man undervurderer i et samfund som vores.«

Tømrer1: »Det er ligesom politikerne. Ingen af dem har prøvet at være på arbejdsmarkedet. Men vi kan ikke alle sammen sidde ved en computer, vel.«

Alle nikker.

Tømrer1: »Det er da et perspektiv, man må have med, når man taler om mønsterbrydere, at det kunne være en god ting, hvis nogle af de højtuddannedes børn fik andre uddannelser end deres forældre. En håndværker kan jo tjene mere end en advokat. Min storebror er selvstændig tømrer. Han tjener over en million om året.«

Johnny Jensen: »Vi skal ikke glemme, at vi er blevet stækket på grund af østarbejderne. Vi tjener ikke det samme som før i tiden.«

Han henvender sig direkte til Berlingske.

»Og lige pludselig kommer der også en polsk journalist og truer dig.«

Alle griner. 30 minutters frokostpause er slut. Alle rejser sig. Murersvenden til Berlingske:

»Du skal ud at se Jensens kvaderpuds.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.