Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Dagens Distortion-post

Skumle pirattricks, kokain på legepladsen og DJ's der bliver forvekslet med juice

Selv om vi først og fremmest kommer for at danse, er der en ting eller to, som man skal være opmærksom på under årets Distortion. De unge, fulde mænd skal passe på skumle pirattricks, mens Distortion skruer op for sikkerheden efter terror og seksuelle krænkelser i Europa. Først og fremmest er det dog vigtigt at danne sig et overblik over, hvem der spiller hvor, og hvorvidt Young Blood er en juice eller en DJ.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Berlingske giver dig dagens Distortion-overblik og klæder dig på med dagens vigtigste historier om det brag af en gadefest, der i dag finder sted på Nørrebro. Her har stemningen det sidste døgns tid emmet af en form for undtagelsestilstand, som var der varslet en orkan af Katrina-styrke.

Bydelens bilejere havde tirsdag aften travlt med at rømme gaderne og få bilerne parkeret i sikkerhed på Frederiksberg, Østerbro og i Nordvest. Cyklerne er blevet stuvet sammen i baggårdene, og snedige sprinkleranlægs-konstellationer er blevet etableret i portene for at holde fyldte blærer og andet møg ude. Og fra klokken 13 har forældre til børn i institutioner på Nørrebro travlt med at få børnene hentet hjem i sikkerhed, inden startskuddet lyder om få timer.

Kort sagt er der lagt i kakkelovenen til festen i eftermiddag, men inden vi når så langt skal vi lige runde de vigtigste Distortion-historier.

Skruer op for sikkerheden efter terrorangreb og seksuelle krænkelser

Vi starter i den mindre festlige ende. De seneste års terrorangreb har nemlig fået Distortion til at højne sikkerheden under årets festival. Til metroxpress fortæller festivalens sikkerhedschef, Nels Panum, at Distortion i år har bedt organisationen Event Safety om hjælp.

»Alle Event-vagterne har gennemgået et kursusforløb i at spotte handlinger eller adfærd, der falder uden for normalbilledet på gaden, og de vil med det samme alarmere de relevante myndigheder, i så fald noget mistænkeligt observeres,« fortæller Nels Panum.

Den helt store sikkerhedsudfordring ligger under gadefesterne, hvor det selv sagt er svært at danne sig det fulde overblik over den svedende menneskemasse. Henrik Møller Jakobsen fra Københavns Politi fortæller ved samme lejlighed metroxpress, at beredskabet under festivalen ikke er hævet, men kører på samme høje niveau, som det har gjort siden terrorangrebet i hovedstaden i 2015.

DR har ligesom metroxpress haft fat i vicepolitiinspektør Henrik Møller Jakobsen, der fortæller at politiet er opmærksomme på, at årets fest ikke tager samme drejning, som nytårsfesten gjorde i Køln tidligere i år.

»Til forskel fra sidste år har vi set situationer ude i Europa, og så skal vi i år være ekstra opmærksomme på, at folk behandler hinanden pænt og ikke generer hinanden, for vi havde situationen i Køln, og det skal vi undgå,« siger Henrik Møller Jakobsen.

Distortion forventer, at 150.000 mennesker deltager i årets fest.

Afføring i opgangen satte tålmodigheden på prøve

Lige så sikker som man kan være på at møde ekstatiske folk i dyrekostumer, lige så meget skal man regne med at støde på sure folk, der ikke kan overskue, at der i deres elskede bydel bliver spillet musik og pisset i gaderne til kl. 22 på en lang tid i forvejen annonceret juniaften.

Men da en borger på Nørrebro sidste år oplevede afføring i opgangen og kokain på legepladsen i en privat baggård, da Distortion-deltagere pludselig væltede ind gennem porten, blev generne større, end hun havde forventet.

Afspærringen til gårdhaven var blevet fjernet af politiet for at lette det enorme pres, der var ude på gaden, for at sluse folk igennem til den anden side, så deltagerne ikke blev mast. Men i stedet for at fortsætte ud på den anden side blev folk stående i gårdhaven, fortæller Louise Borgman i dagens Berlingske.

»Det var så kaotisk, som noget overhovedet kunne være. Det var meget grænseoverskridende for flere af beboerne. På under et minut var vores gårdhave fuldstændigt proppet med mennesker. Politiet løb forvirret rundt, de spurgte mig, om jeg havde set et knivstikkeri, og der var slåskampe tre steder på én gang,« siger Louise Borgman.

»Børnene nede i gården blev væk fra deres forældre mellem mennesker, der sloges og tissede overalt. Vi havde regnet med et roligt år, for der var både afspærring og vagter foran vores port«

Gårdpassagen var blevet godkendt som flugtvej til Distortion, og derfor lukkede politiet op, men det havde beboerne på intet tidspunkt fået at vide. Københavns Kommune oplyser, at det er Distortions ansvar at informere folk om ændringer for eksempel i forbindelse med flugtveje.

Distortion-DJ eller Joe and the Juice produkt?

Midt i den dårlige stemning er det dog vigtigt at huske på, at Distortion mest af alt er et par festdage, for de tusindvis af deltagere, der hvert år spænder bæltetasken om skuldrene og finder de i forvejen slidte sneakers frem. Og hvis du er en af dem, der utålmodigt tæller ned til, at du kan knappe dagens første dåseøl op, kan du forsøde ventetiden med en lille quiz hos metroxpress.

Er det en Distortion-DJ eller et Joe and the Juice produkt, spørger gratisavisen, og Berlingske kan afsløre, at redaktionen selv havde svært ved at gennemskue, hvorvidt »Young Blood« er en hårdkogt undergrundsrapper eller en vitaminindsprøjtning af en rødbedejuice.

Dyre taxatømmermænd

Det er ikke kun Uber, der forstår at skabe palaver til Distortion, når de hjælper gæsterne frem og tilbage.

Hos TV2 har man fundet ud af, at kriminelle bagmænd har fundet en udspekuleret måde at gøre dine tømmermænd i morgen 10.000 gange værre. Ofrene er i sær unge, berusede mænd ved større events, og alene i år har Nets registreret Dankortmisbrug for over 1,5 mio. kroner. Det betyder, at ofrene i gennemsnit mister 10.00 kroner per gang.

Det er en tur med en såkaldt pirrattaxa, der kan lænse offeret, fortæller Kaspar Koch Kristensen, der er vicedirektør i Nets med ansvar for misbrugsovervågning.

»Vi har set tilfælde tilbage i 2012 fra steder, hvor hjemtransport om natten ikke var så god. Men der er en stigende tendens i øjeblikket, og vi ser, at de kriminelle er i stand til at komme afsted med mange penge, og de er blevet dygtigere til at udnytte deres ofre,« siger vicedirektøren

Hop over til TV2, hvis du vil læse mere om, hvad det er for et trick, de kriminelle bagmænd benytter sig af.

Men hvad skal man spise, og hvor skal man danse?

Men inden du får så meget alkohol indenbords, at du smidder dine politiske korrekte principper overbord og føler dig nødsaget til at trille hjem i en af de udskældte pirattaxaer eller Uber-vogne, er det en god idé at få noget i maven. Ifølge Politiken kan man sagtens bevare sine foodiefornemmelser til gadefester og få stillet sin lækkersult i veganske øko wraps og drinks med agurk. Guiden får du her.

Og hvis man efterfølgende får lyst til at brænde kalorier af, men har svært ved at finde den fedeste fest, hjælper Soundvenue dig med at danne et overblik over musikken og scenerne på Nørrebro lige her.

Smut også forbi vores venner på AOK, som guider til alt fra lægefest ved Panum til amerikansk bbq-stemning på Dronning Louises.

God fest derude i menneskemylderet og på gensyn i morgen, hvor det er Vesterbro, der lægger gader til løjerne.

PS: Her er København Kommunes tip til hvordan du skal forholde dig under Distortion

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.