Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Skuespiller skal betale erstatning til teater

For første gang nogensinde har et dansk teater valgt at retsforfølge en skuespiller, der har meldt sig syg til en rolle – og i stedet arbejdet på film. »Det kunne have bidt halen af os«, siger teaterchef, der har fået tilkendt erstatning.

Caspar Phillipson som brudgom i teaterstykket »Tony og Tinas bryllup« sammen med Bolette Schrøder. Arkivfoto: Magnus Møller
Caspar Phillipson som brudgom i teaterstykket »Tony og Tinas bryllup« sammen med Bolette Schrøder. Arkivfoto: Magnus Møller

Han skulle egentlig spille med i sidste års udgave af den populære Crazy Christmas Cabaret, »Dont Touch Nefertiti«, på London Toast Theatre, men da den danske skuespiller Caspar Phillipson meldte sig syg og i samme periode tog en rolle i den premiereaktuelle Hollywood-produktion »Jackie«, endte sagen anderledes.

Stik imod sædvanen gik det danske teater, London Toast Theatre, til byretten og fredag faldt dommen: Caspar Phillipson skal betale 116.000 kroner tilbage til teatret.

Det er så vidt vides første gang, at et dansk teater vælger at rejse en sådan sag ved domstolen, og derfor mødes afgørelsen med glæde hos Kasper Wilton, formand for Danske Teaters Fællesorganisation.

»Man kan ikke afvise, at dommen vil betyde, at flere teatre vil gå til domstolene, når deres skuespillere bryder en kontrakt,« siger Kasper Wilton og tilføjer, at afgørelsen måske også får skuespillerne til at tænke sig om en ekstra gang.

»Det ville heller ikke gøre noget. Man kan altså ikke sige ja til en rolle og så rende af pladsen bagefter. Et ord er et ord,« siger Kasper Wilton.

Sagen om »Dont Touch Nefertiti« er langt fra det eneste eksempel på, at et teater har måttet vinke farvel til en skuespiller langt inde i prøveforløbet.

Som Berlingske skrev i december 2016 oplever en stigende andel af teatrene, at skuespillere forsvinder, hvis de får tilbudt et bedre lønnet job inden for TV eller film. Den nuværende opsætning af »Et vintereventyr« på Republique måtte udskifte samtlige skuespillere, før der var premiere i lørdags.

Som regel lader man skuespillerne gå, ud fra tankegangen om at man ikke vil holde på en ansat, der hellere vil være et andet sted. Men den praksis er altså måske ændret nu.

Og det er kun godt, mener Kasper Wilton.

»Jeg kender ingen, der er så langmodige og tålmodige som danske teaterchefer, men der skal også være rimelighed i tingene. Det dur bare ikke, at man skal skifte skuespillere på en forestilling, der for længst er gået i prøvesalen,« siger Wilton, der kender problemet fra sig selv. Som direktør for Folketeatret har han måttet udskifte flere skuespillere – blandt andet i forestillingen »Skærmydsler«, hvor Sonja Oppenhagen sidste sæson erstattede Ghita Nørby.

Den aktuelle sag fra London Toast Theatre begyndte i efteråret 2015, hvor teatret valgte at skrive en særlig rolle til Caspar Phillipson, men kort inde i prøveforløbet fik skuespilleren mulighed for at komme til casting på en mindre rolle som den amerikanske præsident John F. Kennedy i den store, amerikanske film, »Jackie«. Castingen ville ramme fem udsolgte opsætninger af »Dont Touch Nefertiti«, og da man ikke kunne finde en erstatning med kort varsel, sagde London Toast Theatre nej.

Herefter meldte skuespilleren sig syg, med henvisning til at der var et dårligt psykisk arbejdsmiljø på teatret. I omtrent samme periode indspillede han rollen som JFK i Paris, mens han fik sygepenge fra teatret. Og så blev det for meget for Søren Hall, teaterleder fra London Toast Theatre:

»Det afgørende for mig er ikke pengene. Det er princippet om, at når man skriver en kontrakt, så er man forpligtet af den. Samtidig blev jeg bedt om at betale sygeløn til Caspar Phillipson, mens han filmede, og der gik min grænse.«

»Vores teater kører uden tilskud, så vi skal leve af billetsalget alene. I princippet kunne det have knækket os, når vi mistede en skuespiller inde i forløbet. Hvis vi var endt med at aflyse syv-otte forestillinger, havde det kostet os en million kroner, og det havde i den grad bidt halen af os,« siger Søren Hall.

Helt så galt gik det dog ikke. En britisk skuespiller blev hyret i al hast, og da han indvilligede i at gå på scenen med et manuskript i hånden, slap London Toast Theatre med en enkelt aflysning.

Derudover havde man udgifter til nye kostumer, nye programmer samt til flere prøver, så alle skuespillere kunne lære at fungere sammen med den nye skuespiller.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Caspar Phillipson. Dansk Skuespillerforbund, der også er part i sagen, har endnu ikke besluttet, om man vil anke afgørelsen. Forbundet er dømt til at betale sagens omkostninger på 30.000 kroner. Af samme årsag ønsker formand Katja Holm ikke at udtale sig.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.