Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Simon Kvamm må synge hvad han vil«

Kunstnere som Simon Kvamm må synge og sige, hvad de vil, men skuffer ofte, når de blander sig i den offentlige debat, mener Trykkefriheds-selskabets Katrine Winkel Holm. Andre mener, at danske musikere blander sig for lidt.

Katrine Winkel Holm.
Katrine Winkel Holm.

Musikere som Simon Kvamm skal have lov til at sige og mene, hvad de vil. Men når kunstnerne endelig blander sig i den offentlige debat, ender det ofte med at blive for konventionelt og overfladisk.

Det mener den fungerende formand for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm, oven på de seneste dages debat mellem Lars Hedegaard, der snart vender tilbage til formandsposten efter endt orlov, og musikeren Simon Kvamm, der har kaldt Hedegaard for »syg«.

Først i en nyrevideret tekst til hittet »Superliga«, som Kvamm sammen med sit band Nephew blandt andet har fremført ved en koncert på Jelling Musikfestival i år, og senest i en kronik i Berlingske onsdag, hvor Kvamm forsvarer sine ytringer.

»Jeg synes, at alle kunstnere selvfølgelig skal have lov til at sige, hvad de vil. Jeg går fuldt og helt ind for kunstnerisk frihed. Men personligt synes jeg, at det er rart, hvis de ikke blander sig så meget. For jeg bliver så ked af det, når jeg ser en ellers dygtig kunstner sige noget. Det bliver ofte så utrolig konventionelt og overfladisk. Man mister noget for folk, der er dygtige til deres håndværk, men så viser sig at være helt vildt konventionelle i deres udtalelser og holdninger,« siger Katrine Winkel Holm.

Hun har i det hele taget svært ved at tage den aktuelle sag alvorligt og kan ikke se ideen med Simon Kvamms udfald mod Lars Hedegaard i den nyreviderede tekst til »Superliga«.

»Jeg synes, at sangen er barnlig. Den er på et infantilt niveau. Derfor kan jeg ikke rigtig tage mig sammen til at kalde denne sang for kunst. Det er en dansk pendant til et finsk råbekor. Det er min personlige vurdering,« siger Winkel Holm, der dog understreger, at alle har ret til at ytre sig, som de har lyst.

»Min grænse går – ud over injurier – ved opfordringer til vold. Han skal selvfølgelig sige alt det, han vil. Jeg synes bare, han reagerer lidt tøsefornærmet ved at hævde, at de, der kritiserer ham, ikke under ham retten til at ytre sig. For retten til at ytre sig indebærer også risikoen for, at nogle andre ytrer sig,« siger den fungerende formand for Trykkefrihedsselskabet.

Bifald til Kvamm

Andre bifalder dog Simon Kvamms lyst og vilje til at deltage i den offentlige debat. Henrik Strube, der selv i 70erne var med i det meget politisk aktive band Røde Mor og har været meget engageret i musikernes svar på PEN, Freemuse, der kæmper for musikeres ytringsfrihed, mener sågar, at musikere generelt blander sig alt for lidt i den almindelige offentlige debat.

»Man savner tekster, hvor der bliver taget direkte stilling til samfundet. Det bør jo være sådan, at kunsten har kant, og kunsten nogle gange trækker tingene skarpt op, måske endda overdriver, da det er kunstens rolle at skabe debat og finde kontraster og modsætninger frem. Derfor kunne jeg godt ønske mig, at der var meget mere kant i teksterne, og at musikerne brugte det talerør langt mere,« siger Henrik Strube.

»Samtidig er mange af os jo velformulerede og har nem adgang til medierne. Du kan jo se, at Simon Kvamm med lethed får en kronik optaget i Berlingske. Dels fordi han har noget på hjerte, men også fordi han er en person, som masser af mennesker har et forhold til,« siger han.

Ifølge Henrik Strube er der heller ikke nogen moralsk grænse for, hvad en kunstner kan tillade sig at sige eller synge.

»Men det er klart, at hvis man overskrider den juridiske grænse, så står man til ansvar for det. Ligesom enhver anden der råber noget efter andre på gaden. Men kunsten har i princippet ikke en moralsk kodeks. Kunsten er fri,« mener han.

De blegrøde 70ere

Diskussionen om, hvad musikere kan tillade sig at synge og sige, er langtfra ny. I de senere år er debatten i det offentlige rum med jævne mellemrum blusset op. Kim Larsens kamp mod rygeloven, debatten om det sexistiske og kvindenedgørende sprogbrug i rapmusikken mellem forfatteren Hanne Vibeke Holst, rapperen Niarn og musikeren Steffen Brandt, der med »Det er samfundets skyld« tog fat i spørgsmålet om det individuelle ansvar kontra det fælles ansvar.

Og selv om der er et stykke vej til sagen om den feministiske russiske punkgruppe Pussy Riot, der blev arresteret efter en Putin-kritisk happening i en kirke i Moskva sidste år, så efterlyser Henrik Strube generelt et større samfundsmæssigt engagement blandt sine danske kollegaer.

»Jeg savner, at nogle bruger kunsten til at få både deres politiske og menneskelige holdninger frem. Det er der i den grad brug for. For det er jo meget nemmere at skrive politiske tekster nu, end det var i 70erne,« mener han.

Hvorfor?

»Fordi fronterne er så stærkt trukket op i dag. Mellem blå og rød for eksempel. Der er utrolig mange ting at trække i. Det hele står meget tydeligere end i 70erne, hvor det hele var lidt blegrødt, og hvor blå blok var trængt i forhold til kunsten. Nu begynder man ligesom at kunne se nogle få, dog ikke ret mange, der også står i højre side af det politiske spektrum. Traditionelt set har der jo altid været lidt venstreorienteret over kunstnerne som sådan.«

Og det er der stadigvæk ifølge Katrine Winkel Holm, der mener, at det er alt for nemt og omkostningsfrit for musikere som Simon Kvamm bare at slå på personer som Lars Hedegaard i stedet for at tage fat på de samfundsmæssige problemer, hvor der er en risiko forbundet med at gøre det.

»Det er altid de samme, de er ude efter. De onde højreorienterede og så selvfølgelig Lars Hedegaard. Det er jo ikke nogen af dem, der slår på tæven, og som faktisk er en trussel, og som er potentielt ubehagelige at komme i karambolage med. Kunstnerne er en del af en klasse af mennesker, der mener stort set det samme. De synes ikke, at tegneren Kurt Westergaards kamp er deres kamp, for det har de lært, at det skal man ikke synes. Det, synes jeg, er skuffende, men ikke særligt overraskende, for sådan har det været i lang tid.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.